14.06.23 DI Handel Nyheder

Vær varsom, hvis I bruger bæredygtighedsudsagn og egne ”grønne” mærker!

Bruger I bæredygtighedsudsagn som ”bæredygtigt for” eller ”spækket med bæredygtige materialer” i jeres markedsføring? Eller bruger I et ”grønt” mærke til at fremhæve produkter med en særlig miljøfordel sammenlignet med produkter, som ikke har mærket? Så husk, at I skal kunne dokumentere jeres udsagn. Ellers kan jeres markedsføring være vildledende. Det har Forbrugerombudsmanden understreget over for én virksomhed.

I må ikke give indtryk af, at jeres virksomheds produkter er bedre/mindre skadelige for miljøet, end de faktisk er, og I skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold. Ellers kan jeres markedsføring være i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud.

Forbrugerombudsmanden har indskærpet markedsføringslovens vildledningsforbud over for en virksomhed, som havde anvendt bæredygtighedsudsagn og mærket ”Et grønnere valg” uden at kunne dokumentere dette.

MARKEDS-FØRINGS-LOVEN?

Markedsføring må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne. Det står i markedsføringslovens § 5.

Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder heller ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Det er en betingelse for, at §§ 5 og 6 er overtrådt, at markedsføringen er egnet til at påvirke forbrugernes økonomiske adfærd. Det fremgår af markedsføringslovens § 8.

Ifølge markedsføringslovens § 13 skal en virksomhed også kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.

Brug af bæredygtighedsudsagn

En virksomhed havde anvendt bæredygtighedsudsagn som ”bæredygtigt for” og ”spækket med bæredygtige materialer” i markedsføringen af sine produkter. Sådanne udsagn gav efter Forbrugerombudsmandens vurdering forbrugerne det indtryk, at produkterne - eller dele heraf - var lavet af bæredygtige materialer. Virksomheden kunne dog ikke fremlægge dokumentation for bæredygtighedsudsagnene, hvorfor markedsføringen var vildledende.

Læs også: Få styr på dine udsagn om bæredygtighed, miljø og klima.

”Grønt” mærke

Virksomheden havde også anvendt eget mærke ”Et grønnere valg” med et blad og en grøn baggrund, som havde til formål at fremhæve produkter, der havde en særlig miljøfordel sammenlignet med produkter, der ikke havde mærket.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at mærket var et generelt udsagn, som var egnet til at give forbrugerne det indtryk, at produkter med mærket var væsentlig mindre belastende for miljøet end tilsvarende produkter.

Virksomheden gav et produkt mærket ”Et grønnere valg”, hvis produktet helt eller delvist var lavet af enten genanvendte eller økologiske materialer. Forbrugerombudsmanden vurderede, at virksomhedens krav til de produkter, som fik mærket, ikke i sig selv berettigede produkterne til at blive markedsført som ”Et grønnere valg”, da virksomhedens krav ikke sikrede, at produkterne var ”væsentligt mindre belastende” for miljøet end tilsvarende produkter.

Læs mere om reglerne for miljømæssige udsagn i markedsføringen her: Miljømæssige og etiske udsagn i markedsføringen (forbrugerombudsmanden.dk)

Relateret indhold