26.03.24 DI Handel Nyheder

Bøde på 20.000 kr. for spam

En virksomhed har accepteret en bøde på 20.000 kr. fra Forbrugerombudsmanden, da forbrugere ved køb på virksomhedens hjemmeside automatisk blev tilmeldt virksomhedens nyhedsbrev.

En forbruger havde foretaget et køb på virksomhedens hjemmeside. På kvitteringen fremgik det, at vedkommende automatisk var blevet tilmeldt virksomhedens nyhedsbrev. Forbrugeren modtog nyhedsbrevet, og skulle selv framelde sig, hvis vedkommende ikke ønskede at modtage det.

Virksomheden oplyste, at den allerede før Forbrugerombudsmandens henvendelse blev opmærksom på, at onlinekunder automatisk blev tilmeldt nyhedsbrevet uden at have givet et aktivt samtykke, og at virksomheden havde ændret praksis på området.

Fakta

En virksomhed må som udgangspunkt kun sende elektronisk markedsføring til forbrugere, der har givet samtykke til at modtage markedsføring fra virksomheden. Læs mere om spamforbuddet på vores hjemmeside.

Forbrugerombudsmanden har udstedt en administrativ bøde på 20.000 kr. til virksomheden for overtrædelse af spamforbuddet. Virksomheden har erkendt overtrædelse af spamforbuddet i markedsføringsloven og accepteret bødens størrelse, der er beregnet efter den nye og skærpede bødemodel, som trådte i kraft ved en ændring af markedsføringsloven den 1. januar 2022. Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om bøden her.

Relateret indhold