Signe Libak, HR- og kommunikationskonsulent sammen med Recovers HR-chef, Esben Fuglsang-Hansen.

Jesper Fried Vive, Fotograf
12.12.23 DI Service Nyheder

Hurtigt bevilget fleksjob: HR-chefen gik personligt ind i processen

Trods kroniske smerter glædede Signe Libak sig til at komme i gang på arbejdsmarkedet. Desværre sagde kroppen stop blot et år inde i karrierens første job. Hendes chef var dog stålsat på at beholde hende – så de gik sammen om hurtigt at sikre, at hun kunne fortsætte i et fleksjob.

På arbejdet var Signe Libak glad. Som nyuddannet gik hun direkte i job som HR- og kommunikationskonsulent hos skadesservicevirksomheden Recover. Hun kendte virksomheden fra praktik og studiejob og var glad for, at hun nu havde 37 timer om ugen til at gøre en forskel for medarbejderne.

”Endelig havde jeg tid til de fede projekter, som jeg ikke kunne nå, da jeg studerede. Men når jeg kom hjem, var jeg helt færdig. Jeg sov – hvis der var overskud til det, lavede jeg mad til mig selv – og så sov jeg igen,” fortæller Signe Libak.  

I 15 år har Signe Libak levet med kroniske smerter, og det vidste Recover godt, da de ansatte hende. Men hverken arbejdspladsen eller Signe Libak selv havde forudset, hvor hurtigt fuldtidsarbejdet ville udtrætte hende.  

Signe Libak
Jeg havde mange, mange planer, så jeg gik på arbejde, selv om jeg kastede op, før jeg skulle af sted. Men efter et år var jeg nødt til at kigge ind i mig selv og gøre noget. Signe Libak

Stålsat på at beholde sin medarbejder

Hos Recover har Signe Libak fra studieårene været en skattet medarbejder. Hun er et begavet og ambitiøst menneske, der naturligt tager ansvar og har en åben og ærlig sparring med både driften og ledelsen, fortæller virksomhedens HR-chef, Esben Fuglsang-Hansen.

Recover har cirka 350 medarbejdere i Danmark, som blandt andet arbejder med rengøring efter vand- og brandskader. Da Signe Libak startede i fem måneders studiepraktik, var Esben Fuglsang-Hansen ene mand om en bred palette af HR-opgaver. 

Vi skal fx rekruttere, sikre træning, uddannelse, trivsel og holde styr på jura og compliance, og der viste Signe fra start, at hun kunne løfte opgaverne og levere i høj kvalitet Esben Fuglsang-Hansen

Allerede under praktikken fik Signe Libak ansvar for at implementere et nyt e-learning system, og efterfølgende har hun været dybt involveret i at modernisere flere af virksomhedens HR-systemer. Hendes talent for det systematiske har givet Esben Fuglsang-Hansen tid til at komme mere ud blandt medarbejderne samtidig med, at Signe Libak også selv har opbygget et stærkt netværk.   

Derfor var Esben Fuglsang-Hansen med egne ord ”rimeligt stålsat på at beholde Signe”, da hun blev sygemeldt.

Recover hjalp med at få fleksjob hurtigt på plads

I driften hos Recover arbejder fx sanitører og fugtteknikere. For dem er det hverdag at kravle ned i krybekældre eller op på ydersiden af høje bygninger for at udbedre skader.   

”Vi udfører hårdt og beskidt arbejde i et meget krævende arbejdsmiljø, så vores medarbejdere skal have en særlig indstilling, og vi er nødt til at have en stærk korpsånd for at lykkes som virksomhed,” fortæller Esben Fuglsang-Hansen.   

Foto: Jesper Fried Vive, Fotograf
Omsorg er en kerneværdi for os, og det viser vi blandt andet ved at uddanne vores ansatte godt og sikre dem ordentlige arbejdsforhold. Men for mig er omsorg også, at vi gør, hvad vi kan for at fastholde en god og dygtig medarbejder, som bliver syg. Esben Fuglsang-Hansen.

3 gode råd fra Esben Fuglsang-Hansen, HR-chef hos Recover

  • Bare spring ud i det! Men vær bevidst om de konkrete udfordringer og begrænsninger hos din medarbejder. Hvis det skal være et godt match, så skal stillingen skrues sammen, så den tager højde for det.
  • Vær fleksibel som arbejdsgiver, når medarbejderen fx har brug for en fridag eller en hjemmearbejdsdag. Det er godt, at din medarbejder er bevidst om sine grænser og passer godt på sig selv.
  • Sørg for at drage helt almindelig omsorg for medarbejderen, ligesom du gør for alle andre medarbejdere. Spørg og vis interesse for, hvad du kan hjælpe med. Det er et blødt, men uomgængeligt ledelsesparameter – og du vil få meget igen.

Selv rykkede Esben Fuglsang-Hansen derfor tæt på processen, da Signe Libak kontaktede kommunen for at afklare muligheden for at fortsætte i et fleksjob hos Recover.

Han tog med til møder og hjalp med at få den nødvendige dokumentation på plads. For Signe Libak er der ingen tvivl om, at det bidrog til, at hendes fleksjob kom på plads på bare et halvt år.   

”Derfra kunne vi begynde at bygge min stilling op, og vi lavede en lang liste med opgaver, som jeg gerne ville og realistisk set også kunne udføre. Der var klart nogle fravalg, men meget kunne faktisk lade sig gøre,” fortæller Signe Libak, der i dag arbejder fire dage om ugen fra klokken 7-10.

Foto: Jesper Fried Vive, Fotograf

Det sender et stærkt signal at holde fast i folk

For Signe Libak havde afklaringen enorm betydning. Det var en lettelse, at systemet anerkendte, at hun ikke kunne arbejde på fuld tid – men samtidig en stor sorg, at arbejdslivet ikke blev, som hun havde troet.  

”Det halve år, hvor jeg var deltidssygemeldt, var særligt svært. Jeg kunne ikke komme tilbage på fuld tid, og det måtte jeg forholde mig til og blandt andet tale med en psykolog om,” fortæller Signe Libak.

I dag føler hun, at hun kom stærkere ud på den anden side, og hun er dybt taknemmelig for støtten fra Esben Fuglsang-Hansen og ledelsen i Recover.   

Jeg synes, de har vist en enorm omsorg, og det har selvfølgelig stor værdi for mig, at jeg stadig har mit meningsfulde job, for jeg brænder virkelig for det, jeg laver her. Signe Libak.

Men værdien af fastholdelsen rækker langt ud over det personlige, mener Signe Libak: ”Mine kollegaer er også meget taknemmelige for, at jeg fik lov at blive – at man ikke bare fyrer, selv om et langt sygdomsforløb som mit jo er dyrt for virksomheden. Det sender virkelig et stærkt signal ud i virksomheden, når man holder fast i folk.”

3 gode råd fra Signe Libak, HR- og kommunikationskonsulent:

  • Involver dig i din medarbejders situation og vær støttende. Hjælp med at holde styr på dokumentationen til kommunen, når fastholdelsesfleksjobbet skal bevilges. På den måde går det hurtigere.
  • Fleksibilitet er enormt vigtigt. Når man er udmattet eller har smerter, gør det en kæmpe forskel, at man godt kan arbejde hjemme eller møde lidt senere en dag. Du kan være sikker på, at det kommer godt igen.
  • Har virksomheden en sundhedsordning? Så husk at fortælle, hvad den kan bruges til. Det kan godt gøre en forskel, at man kan komme hurtigt til fysioterapeut, psykolog – eller hvad medarbejderen nu har brug for.

Signe Libak, der i dag arbejder fire dage om ugen fra klokken 7-10. Hun er dybt taknemmelig for støtten fra Esben Fuglsang-Hansen og ledelsen i Recover.

Foto: Jesper Fried Vive, Fotograf

Om Recover

Recover er Nordens største industri- og skadesservicekoncern. I Danmark har virksomheden cirka 350 medarbejdere og 16 driftscentre landet over. De hjælper blandt andet forsikringsselskaber med rengøring og sanering efter vand- brand- og stormskader.

Recover har tre medarbejdere i fleksjob – en HR-medarbejder, en sagsbehandler og en sanitør i driften. Derudover har virksomheden fem medarbejdere med kroniske lidelser, som er ansat med §56-støtte, hvor arbejdsgiver får sygedagpengerefusion fra første sygedag.   

Skrevet af:

Rikke Ravn Faber

Relateret indhold