Reese Studio
26.09.23 DI Service Nyheder

Fra ledig til uundværlig: Fleksjobbere bemander vikarbureauets vagttelefon

Som 58-årig troede Solveig Hagstrøm ikke, at arbejdslivet havde mere at byde på for hende. Nu stråler hun af arbejdsglæde og har ingen planer om pension. Vendepunktet blev en jobsamtale hos vikarbureauet Medarbejderne, hvor et hold fleksjobbere passer telefonen hjemmefra uden for kontortid.

Ved køkkenbordet sad Solveig Hagstrøm med en ny telefon og en ny computer. Hun var klar til sin første telefonvagt hos vikar- og rekrutteringsbureauet Medarbejderne – og med egne ord rædselsslagen.

”Mit nye job gik ud på at passe bureauets vagttelefon hjemmefra og hjælpe kunder med akutte udfordringer, når kontoret var lukket. Så jeg vidste jo ikke, hvornår telefonen ville ringe, eller hvad de ville spørge om, og jeg var bange for, om jeg kunne finde ud af det,” husker hun.

Men efter vagten var Solveig Hagstrøm ikke til at skyde igennem. Det viste sig, at hun var god til at lytte og finde løsninger. Hun kunne gøre en positiv forskel – og det stod i stor kontrast til hendes hverdag inden ansættelsen, hvor hun gik ledig og var meget alene i sit hus på landet.

Foto: Reese Studio
Min selvtillid var mikroskopisk efter en lang periode med arbejdsprøvning og ledighed. Så det har betydet alt, at jeg fik lov til at bruge mine kompetencer hos Medarbejderne. Solveig Hagstrøm
3 gode råd fra Solveig Hagstrøm, telefonvagt hos Medarbejderne:
  • Vis dine fleksjobbere, at deres arbejde er noget værd. Selv om de arbejder få timer, har de brug for at vide, at de betyder noget for firmaet.
  • Respekter de skånehensyn, medarbejderen har – og hjælp med at sikre, at han eller hun ikke presser sig selv ud over grænserne for at bevise sit værd.
  • Sørg for at fleksjobberne bliver en del af holdet og indgår i det sociale på arbejdet. Ingen har lyst til at blive kørt ud på et sidespor.

Vagtholdet er den bedste løsning

Før Solveig Hagstrøm blev ansat som den første i et nyt vagthold af fleksjobbere hos Medarbejderne, skiftedes bureauets konsulenter til at tage vagttelefonen med hjem efter kontortid.

Men det er selvsagt ikke optimalt at hjælpe driftsledere med bemanding til i morgen, mens du spiser middag med din familie eller lægger børn i seng, understreger Medarbejdernes direktør Søren Høirup.

”Derfor tog vores daværende direktør fat i jobcenteret for at finde en model, der kunne tage presset af vores medarbejdere og sikre en mere stabil service til vores kunder,” forklarer Søren Høirup.

I tæt samarbejde med jobcenteret ansatte Medarbejderne i første omgang tre fleksjobbere. Siden har de i dialog med fleksjobberne skaleret vagtholdet op, så der lettere kan tages hensyn til hver enkelt medarbejders behov og muligheder.

I dag har Medarbejderne seks funktionærer i fleksjob, som arbejder 8-20 timer hver og selv fordeler telefonvagterne mellem sig.

”At de arbejder hjemmefra, det er jo bare geografi. De er fuldstændig selvkørende og leverer helt på højde med vores øvrige medarbejdere, så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vagtholdet er den bedste løsning for både virksomheden og kunderne,” konstaterer Søren Høirup.  

Foto: Reese Studio
Flexjobbere kan have været langt væk fra arbejdsmarkedet og bære svære historier med sig. De skal ikke inviteres ind til en eller anden pseudoopgave, for de vil rigtig gerne bidrage og mærke, at de gør en forskel. Søren Høirup

Byd ikke fleksjobbere på pseudoopgaver

Som Søren Høirup ser det, har alle virksomheder opgaver, hvor det kan give mening at ansætte fleksjobbere. Han anbefaler at tage en kop kaffe med jobcenteret, hvis man er i tvivl om, hvordan det kan skrues sammen.

”Det er vigtigt, at man finder de rigtige opgaver og får matchet dem med de rigtige mennesker,” understreger han og uddyber:  

Selv er Søren Høirup meget optaget af at finde balancen mellem det menneskelige og det kommercielle aspekt i den virksomhed, han står i spidsen for.   

”Det menneskelige islæt er jo fantastisk vigtigt i vores branche, og vi er glade for at kunne tilbyde mennesker på kanten af arbejdsmarkedet et job. Men vi er selv også en forretning, der skal være her til næste år. Så når vi ansætter flexjobbere, er det ikke for at være hellige – men fordi de kan løse en værdifuld opgave på højt niveau for os.”

3 gode råd fra Søren Høirup, direktør for Medarbejderne:
  • Find de opgaver, hvor medarbejdere i fleksjob reelt kan gøre en positiv forskel for virksomheden. Alle virksomheder har opgaver, hvor det kan give god mening.
  • Giv dine medarbejdere indflydelse på, hvordan opgaverne løses. Det er den bedste måde at vise hensyn på.
  • Lås dig ikke fast på, at en stilling er på 37 timer. Måske er der tre kvalificerede ledige, der gerne vil arbejde 12 timer hver – så se ud over normerne og tal med jobcenteret om mulige løsninger.

Pensionen må vente

For Solveig Hagstrøm har jobbet hos Medarbejderne været en ny start i livet. Hun er hen ad vejen blevet koordinator for vagtteamet og et meget værdsat bindeled mellem fleksjobberne og bureauets direktør og administration.   

Selv føler hun sig heldig, hver gang hun i morgenkåbe og med frisk kaffe i koppen tænder arbejdstelefonen hjemme ved køkkenbordet. Ud over at styrke hendes selvværd har jobbet givet hende en helt anden økonomisk frihed, end hun havde som ledig.

”Jeg er flyttet fra mit noget ensomme hus på landet til en ældrebolig i byen, og der er blevet råd til en bil, så jeg kan meget mere end før. Selv om jeg snart har alderen til pension, er jeg så glad for mit arbejde, at jeg vil blive ved,” siger hun.  

CSR

Om CSR-indsatsen hos Medarbejderne

Medarbejderne er et klassisk vikar- og rekrutteringsbureau med kontorer over hele landet. Virksomheden beskæftiger 35 fastansatte og formidler årligt omkring 3.000 vikarer til bl.a. lager- og produktionsarbejde.

For at kunne hjælpe sine kunder døgnet rundt har Medarbejderne ansat seks funktionærer i fleksjob, som bemander telefonerne uden for kontortid. Teamet lægger selv vagtplan med udgangspunkt i hver enkelt medarbejders behov og muligheder.

Ansættelsen af funktionærer i fleksjob sker i tæt samarbejde med jobcentrene. For sit arbejde med at bringe mennesker tættere på arbejdsmarkedet har Medarbejderne modtaget Horsens Kommunes CSR-mærke.

Læs mere på medarbejderne.dk

Skrevet af:

Rikke Ravn Faber

Relateret indhold