14.06.23 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Hovedstaden vil have flere megaevents

Tidligere på ugen vedtog Københavns Kommune en ny megaeventstrategi, der sætter klare rammer for kommunens arbejde med at tiltrække flere store sports- og kulturevents til hovedstaden.

Internationale begivenheder og events er en del af Københavns identitet, og hovedstaden er allerede i dag en velbesøgt event-by. København har erfaringer med både tilbagevendende signaturevents som Copenhagen Light Festival, Copenhagen Jazz Festival og Copenhagen Fashion Week og store enkeltstående events som Tour de France, EM i fodbold og VM i ishockey.

Events giver ikke bare liv til byen, men giver også nogle konkrete samfundsøkonomiske gevinster, der både gavner erhvervslivet, borgerne, kommunerne og samfundet generelt.

Derfor er det absolut positivt, at politikerne i Københavns Kommunes Økonomiudvalg har vedtaget en ny megaeventstrategi, der bliver et vigtigt redskab i arbejdet med at få flere megaevents til København.

Eventstrategien sikrer rammerne for flere megaevents

DI har tidligere foreslået, at Københavns Kommune opretter ’Én indgang’, der kan fungere som bindeled mellem arrangørerne af fremtidens superevents og kommunen forvaltninger. Og dette bliver nu en realitet, hvor der er  udsigt til et langt mere smidigt set-up, hvor arrangørerne kun behøver at henvende sig et sted, når de skal ansøge om støtte, tilladelser, bevillinger, etc

Samtidig åbner strategien nye muligheder for de borgere og foreninger, der ønsker at udnytte de københavnske megaevents til at arrangere mindre events i forbindelse med de store arrangementer.

Derudover bliver det med den nye eventstrategi nemmere at få en flerårig tilladelse, så en arrangør kan afholde det samme event flere gange i træk.

Og især dette område ser  DI positivt på:

Vi håber, at Københavns Kommune vil bidrage aktivt til udviklingen af nye tilbagevendende signaturevents. For eksempel efter en model, hvor events, der søger støtte også udvikler planer for at blive økonomisk selvbærende inden for en treårig periode. Det skal gerne være events, der kan brande byen, og som kan spredes udover hele året. Den del kunne vi godt tænke os, at der var et stort fokus på i det kommende arbejde Maria Krüger Torp, Chef for DI Turisme & Oplevelser

En længe ventet strategi

Megaeventstrategien har været længe ventet, og Chef for DI Turisme & Oplevelser, Maria Krüger Torp, er overordnet set godt tilfreds med den nye strategi:
”Megaeventstrategien er et rigtig godt tiltag, som vi bakker op om. Det er dog vigtigt at få sat fokus på eventarrangørernes muligheder for at agere i et marked, hvor succes kan afhænge af hurtige beslutninger. Derfor kan Københavns Kommune fx benytte sig af forhåndsgodkendelser på superevents, så arrangørerne ikke først skal have fat i kommunen og afvente deres afgørelse, hvis der opstår en pludselig mulighed for at byde på et stort event.”

Uklare kriterier

Selvom strategien i vid udstrækning adresserer tidligere problemstillinger, er der behov for at blive skarpere på de kriterier, kommunen stiller for at et event kan få en tilladelse:

De turismeøkonomiske kriterier som fx antal overnatninger, omsætningstal og skatteprovenu skal vægtes højere i kommunens prioriteringer af megaevents. Det er i hvert fald mere håndfaste pejlemærker end de nuværende kriterier, hvor et megaevent skal være 'værdiskabende for byen og en gevinst for kultur-, fritids- og foreningsliv' for at opnå støtte. Den bløde værdiskabelse er enormt svær at bygge en forretningscase på Maria Krüger Torp, Chef for DI Turisme & Oplevelser
Astrid Kjelgaard
Skrevet af:

Astrid Kjelgaard

Relateret indhold