13.06.22 Turisme og oplevelser Nyheder

Besværlig kontantregel bør afskaffes

DI Turisme og oplevelser og HORESTA ønsker i fællesskab at give danske virksomheder mere frihed til at sige nej til kontanter. Udgiften til håndtering af kontanter står sjældent mål med indtægten i mønter og sedler. Det er omkostningstungt, besværligt og ikke mindst forbundet med en risiko for tyveri og overfald mod medarbejderne.

Danske virksomheder skal selv kunne bestemme, om de ønsker at modtage kontanter. Så simpelt bør det være. Danmark er verdens mest digitaliserede land, vi betaler med kort og telefon, og brugen af kontanter er hastigt dalende. Alligevel fastholdes et krav om kontantbetaling.

Onsdag d. 8. havde Maria Krüger Torp fra DI Turisme og oplevelser derfor et debatindlæg i Børsen sammen med politisk direktør i HORESTA, Kristian Nørgaard Nielsen, hvor de argumenterer for, hvorfor det er tid til en moderne opdatering af kontantreglen.

Læs det fulde indlæg herunder:

Debat | DI og Horesta: Kontantreglen er omkostningsfuld og besværlig – lad virksomhederne bestemme selv

For mange danskere hører det for længst fortiden til at lede efter mønter og sedler i tegnebogen, når kasseapparaterne viser regningens størrelse. I stedet er kreditkort og andre digitale betalingsformer blevet allemandseje, fordi det både er nemt og mere overskueligt.

Danskerne har truffet et valg om, hvad de foretrækker. Desværre er det samme ikke en mulighed for virksomhederne, der fortsat er underlagt et krav om at skulle tage imod kontanter.

Udgiften til håndtering af kontanter står sjældent mål med indtægten i mønter og sedler. Det er omkostningstungt, besværligt og ikke mindst forbundet med en risiko for tyveri og overfald mod medarbejderne.

Vi ser hele koncepter i turisme- og oplevelseserhvervet, der baserer sig på apps og digital nytænkning, og samtidig har vi en lovgivning, der står i vejen for netop dette. Vores ønske handler ikke om en afskaffelse af kontanter. Vi ønsker blot, at den enkelte virksomhed får mulighed for selv at vælge.

Det er muligt, at restauranten, caféen eller baren m.fl. afskærer sig fra omsætningen fra de potentielle gæster, der stadig sværger til kontanterne. Men mon dog at virksomheder vil sige nej til omsætning fra kontanter, hvis det udgør en nævneværdig del af forretningen.

En mere moderne regulering vil samtidig muliggøre, at virksomhederne kan tage mod kontanter, der hvor det giver mening. For eksempelvis i forlystelsesparker og attraktioner ser vi det som en stor fordel, at de selv kan vælge, hvilke salgsboder og udsalgssteder der skal modtage kontanter – som det også ses på festivaler.

For virkeligheden er, at de omfattende processer i forbindelse med kontanthåndteringen langtfra alle steder står mål med det antal af gæster, der ønsker at betale med kontanter.

Samtidig vil en ordning som denne bane vejen for nye digitale betalingsmuligheder, hvor gæsterne for eksempel kan købe et armbånd eller lignende, der kan fungere som betaling på alle udsalgsstederne.

Maria Krüger Torp

Maria Krüger Torp

Chef for DI Turisme og oplevelsesøkonomi

Relateret indhold