Bugner statskassen, eller er den i virkeligheden tom?
Vicedirektør Kent Damsgaard, Dansk Industri, blogger denne gang om, hvad der er råd til i de kommende forhandlinger om finanslov, skat og erhvervs- og iværksætterpakke.
I løbet af de kommende uger skal Folketingets partier lande en aftale om næste års finanslov. På bordet er samtidig forhandlinger om både en erhvervs- og iværksætterpakke samt forhandlinger om lavere skat på arbejde.
Men hvad er der egentlig råd til? Godt spørgsmål! Og det er svært at finde et præcist svar.
Tilbage i kriseårene var det til at finde ud af. Store underskud på de offentlige finanser – og fremskrivningerne pegede på røde tal mange årtier frem. Med andre ord: Smalhals og hårdt brug for reformer.
Men nu går det jo godt i dansk økonomi. Beskæftigelsen nærmer sig det højeste nogensinde. Væksten ser ud til at kunne komme over de to procent. Så nu må der jo være penge på budgettet, skulle man tro.
Alligevel er meldingerne fra økonomerne noget tvetydige.
I de nærmeste år kræver den økonomiske situation, at investeringer går hånd i hånd med reformer, der skaffer flere hænder. Kent Damsgaard, Politisk direktør
Hvad er så rigtigt?
Svaret afhænger fuldstændigt af perspektivet. Derfor kommer der her tre gode argumenter til fri afbenyttelse – uanset perspektivet.
Tre gode argumenter for, at der er plads til ”dyre” aftaler:
1. Regeringens fremskrivning viser et råderum på 32 mia. kr. i 2025. Penge, som politikerne frit kan bruge af, uden at der skal findes ny finansiering. Til vækst i det offentlige forbrug, til offentlige investeringer eller til lavere skat.
2. Vismændenes seneste vurdering peger faktisk på et endnu større råderum i 2025. Og i deres rapport fra foråret lægger de op til en større diskussion af, hvor længe man kan føre en økonomisk politik med en beregnet overholdbarhed.
3. Kort sagt: Politikerne bør på et tidspunkt finde ud af at bruge pengene. Og ved at investere klogt, f.eks. ved at nedsætte nogle af de mest forvridende skatter og afgifter eller ved at investere i infrastruktur med højt samfundsmæssigt afkast, kommer en del af pengene retur igen.
Tre gode argumenter for, at der ikke er plads til ”dyre” aftaler:
1. Selv med rekordhøj beskæftigelse er der faktisk stadig underskud både i 2017 og 2018. Vores offentlige udgifter overstiger simpelthen de indtægter, som vi får ind. Selv her tæt på kapacitetsgrænsen med så godt som fuld beskæftigelse. Det er virkelig tankevækkende. Modsat årene frem mod finanskrisen i 2008, hvor der var massive overskud på de offentlige finanser, så har vi denne gang reelt intet at stå imod med ved et nyt tilbageslag. Vismændene viser faktisk i deres seneste rapport et underskud i 2018, som er større end budgetloven tillader.
2. Både råderumsfremskrivningerne og holdbarheden bygger på forventninger til fremtiden. En stor del af vismændenes beregnede overholdbarhed skyldes således indtægter efter 2050. Det er klart, at rigtigt mange forhold kan ændre sig over så lang tidshorisont – f.eks. udgifter til ny medicin og behandlingsformer kan være svære at spå om.
3. Uanset om pengene er der eller ej, så er det uansvarligt at disponere over dem, hvis ikke der er arbejdskraft nok til at udføre arbejdet – i hvert fald hvis man ikke samtidig gennemfører initiativer, der kan tilvejebringe mere arbejdskraft. Så kan vi ende i en overophedning og efterfølgende nedtur.
Mange politikere hader økonomerne for det sidste argument. For hvornår, må man så egentlig bruge penge? Ikke når det går dårligt, for så er der ikke nogen. Og ikke når det går godt, for så risikerer man overophedning.
Svaret er, at man kan bruge penge, når der er penge at tage af, men det handler om den rette dosering. I de nærmeste år kræver den økonomiske situation, at investeringer går hånd i hånd med reformer, der skaffer flere hænder.
