Eksporten til USA brager frem
Nye tal: Dansk eksport til udlandet steg med 3,8 procent i maj, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Opsvinget skyldes især stor fremgang i USA, hvor væksten overhaler nærmarkederne i EU.
- Eksporten har fået et gevaldigt comeback i de seneste måneder. Eksporten til USA brager frem med en stigning på over 40 procent i maj, mens vi derimod oplever tilbagegang i salget til EU-landene. Væksten i Europa er dog på vej ned, og den svage efterspørgsel på nærmarkederne spænder ben for eksportvirksomhederne, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.
Eksporten til USA er steget med 30 procent over det seneste år.
- Amerikanerne har gang i historiens længste opsving, med utrolig lav ledighed og stigende realløn. Sammen med en stærk dollar har det løftet vores eksport til USA. Især lægemidler fylder meget i eksporten til USA, siger Allan Sørensen.
Eksporten er i årets fem første måneder steget med 8,4 pct. i forhold til året før. Særligt eksporten af medicin og maskiner er gået frem over det seneste år.
- Medicin, fødevarer og vindmøller er mindre følsomme over for økonomiske op- og nedture, og det er med til at forklare, hvorfor dansk eksport har klaret sig så flot i en tid med svag efterspørgsel i udlandet, siger Allan Sørensen.
- 825.000 danske arbejdspladser er knyttet til eksport til udlandet. Eksporten er dansk økonomis store motor, der holder gang i vækst og jobskabelse i Danmark. Derfor håber vi, at eksportvirksomhederne kan fortsætte med at hente flere nye ordrer hjem til Danmark, siger Allan Sørensen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.