09.09.19 DIB Nyheder

DI: Medicin og maskiner sikrer fremgang i dansk eksport

Nye tal: Trods fortsat international uro, formåede de danske virksomheder at øge eksporten hen over sommeren. Men den flotte fremgang kan blive mere end almindeligt svær at holde fast i, mener DI’s chefanalytiker.

Eksporten steg med 3,8 pct. i juli. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Verden ramler omkring os, men eksporten fortsætter heldigvis med at trodse den globale modvind. Det er især vores store eksport af medicin og maskiner, der får os godt gennem en tid med international uro og lav vækst, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.

- Det kan desværre blive utrolig vanskeligt at opretholde den flotte vækst i eksporten. Svag vækst i udlandet, brexit og handelskrig giver eksportvirksomhederne svære arbejdsbetingelser, siger Allan Sørensen.

Eksporten til USA er steget med næsten 30 pct. over det seneste år, mens eksporten til Storbritannien og Tyskland er faldet.

- Eksporten til EU er kommet i modvind, det gælder ikke mindst salget til Tyskland og Storbritannien. To af vores allerstørste eksportmarkeder er kommet i økonomiske vanskeligheder, og det har desværre også en pris for danske eksportvirksomheder, siger Allan Sørensen.

- Eksporten til Storbritannien er ramt af det kaotiske brexit-forløb og svag tillid til økonomien. Med Boris Johnson som premierminister er risikoen for et hårdt brexit desværre blevet forøget, og sammen med en kraftig svækkelse af pundet, kan det reducere eksporten til Storbritannien yderligere, siger Allan Sørensen.

- Vi har heldigvis godt fat i det amerikanske marked, hvor stigende efterspørgsel og en stærk dollarkurs har løftet eksporten. Donald Trumps protektionistiske handelspolitik er dog bekymrende. Det er afgørende for dansk eksport, at vi kan opretholde en god adgang til det amerikanske marked, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold