19.10.20 DIB Nyheder

”Vi lider men får fortsat ingen hjælp”

Coronakrisen har kostet virksomheder i AV- og messestandbranchen næsten alt deres omsætning. Alligevel er de ikke berørte nok til kompensation. Ønsker regeringen egentlig at hjælpe, spørger Jacob P. Jensen, CEO, Jysk Display A/S og Torben Sjøberg Pedersen, CEO for Nordic Rentals.

Siden 9. juli har kompensation for faste omkostninger været målrettet virksomheder, der er ”berørt” af covid-19 restriktioner - herunder forsamlingsforbuddet.

Leverandørerne i AV-branchen og messestand-branchen har siden foråret typisk haft et omsætningstab på 80-90 % på grund af aflyste arrangementer i Danmark og i udlandet. Alligevel er vi åbenbart ikke tilstrækkelig ”berørt” til at kunne modtage kompensation. Vi har derfor i over tre måneder ikke kunne få bare delvis kompensation for vores faste omkostninger. I tirsdags blev der igen indgået en politisk aftale om kompensation til virksomheder, uden at brancherne er omfattet.

Siden foråret er stort set samtlige messer, festivaller, koncerter, firmaarrangementer, release parties, personalefester og andre større events blevet aflyst i Danmark og i udlandet. Når situationen bliver normaliseret på et tidspunkt, er der behov for vores brancher til at hjælpe danske eksportvirksomheder og til at understøtte kulturelle tilbud og events herhjemme. Men vi overlever ikke uden hjælp.

Vi kan ikke få hjælp efter den nuværende ordning, fordi vi ikke må medregne vores reelle omsætningstab fra aflyste arrangementer. Det gælder omsætningstab fra arrangementer i udlandet, arrangementer der ikke er åbne for offentlig tilmelding og deltagelse, arrangementer der ikke var offentligt annonceret inden d. 6. april eller er fast tilbagevendende og arrangementer til under 350 personer.

Så vi beder om et klart svar fra regeringen og Folketinget. Ønsker I at hjælpe?

Underleverandører i eventbranchen er nævnt i alle de politiske aftaler om kompensation - både i aftalerne fra 15. juni, 28. august, 20. september og nu senest 13. oktober. Alligevel bliver vores brancher overset igen og igen.

Regeringen har tidligere indikeret, at EU’s statsstøtteregler står i vejen for at hjælpe. Men det er nu blevet afklaret både af et ministersvar og en udmelding fra EU-Kommissionen, at det ikke er tilfældet. Det afhænger udelukkende af den politiske vilje.

Indlægget er skrevet af Jacob P. Jensen, CEO, Jysk Display A/S og Torben Sjøberg Pedersen, CEO for Nordic Rentals og næstformand i AV-branchen og Kim Haggren, underdirektør i DI i fællesskab. Det har været bragt i Børsen.

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk