12.02.20 DI Business Nyheder

Stort fald i europæisk industriproduktion

Nye tal: Den europæiske industriproduktion er faldet til laveste niveau siden 2016, viser nye tal fra Eurostat

Den europæiske industriproduktion er faldet til laveste niveau siden 2016, viser nye tal fra Eurostat. Over det seneste år har der været tilbagegang i 18 EU-lande, og det er Ikke godt for dansk erhvervsliv, som har mange underleverancer til europæisk erhvervsliv.

- Tyskland har den klart største industri i EU. Og her er udviklingen meget bekymrende, produktionen er faldet 7,2 procent over det seneste år, og ordrebeholdningen er på laveste niveau i fire år. Den tyske industritillid er gået lidt frem de seneste måneder. Men den ligger stadig på et niveau, der signalerer tilbagegang, siger cheføkonom Allan Sørensen, DI.

Ifølge de nye tal fra Eurostat faldt produktionen i Eurozonen med 2,1 procent i december. Over det seneste år er faldet på 4,1 procent.

- Tysk industri er motoren for europæisk økonomi og køber mange af sine underleverancer i andre europæiske lande, herunder også fra danske virksomheder. I 2018 eksporterede vi råstoffer og dele til europæisk erhvervsliv for 60,7 mia. kr., dette faldt i 2019 til 58,3 mia. kr. Tyskland stod for næsten en tredjedelen af tilbagegangen.

- Produktionen af maskiner, produktionsudstyr og andre kapitalgoder er den varegruppe, der er faldet mest. Det skal ses i lyset af stor usikkerhed og lav vækst, som typisk mindsker lysten til at investere. Den eneste produktgruppe med fremgang er ikke-varige forbrugsgoder, hvilket er helt naturligt, da det er varer, der skal genanskaffes løbende og derfor normalt bliver mindre påvirket af konjunkturerne.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret