08.04.20 DIB Nyheder

2020 bliver et rædselsår for eksporten

Nye tal: 2020 kan under coronakrisen blive det værste år for dansk eksport nogensinde. Det vurderer cheføkonom i DI, Allan Sørensen.

Eksporten faldt med 2,3 procent i februar. Det viser nye tal fra Danmarks statistik.

- Dansk eksport er bremset op over det seneste halve år, men det er ingenting, i forhold til hvad vi har i vente. Coronakrisen rammer os med hård kraft og kan kaste danske eksportvirksomheder ud i den største nedtur nogensinde, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

 - Der er blevet indført flere og flere restriktioner i udlandet, markederne er lukket næsten helt ned, og den økonomiske modgang er massiv. Det rammer danske virksomheder hårdt, da en meget stor del – knap 40 procent – af deres omsætning kommer fra salg til udlandet, siger Allan Sørensen.

 - Medicin og fødevarer holder normalt hånden under dansk eksport i krisetider, men det vil ikke være nok til at undgå en samlet tilbagegang i 2020, siger Allan Sørensen.

 Vismændene præsenterede i mandags to scenarier for dansk økonomi, som viser, at der er udsigt til et fald i dansk eksport på 10-15 procent i 2020.

 - For blot fjerde gang på mere end 50 år, har vi udsigt til et år med tilbagegang i eksporten. Falder eksporten med mere end ti procent i 2020, vil det være det værste år nogensinde for dansk eksport. Dansk eksport har kurs mod et sandt rædselsår, siger Allan Sørensen.

Siden nationalregnskabets start i 1966 har der kun været tilbagegang i den samlede eksport tre gange tidligere – i 1975, 2003 og 2009. Det hidtil største fald var under Finanskrisen hvor eksporten af varer og tjenester faldt med 9,2 procent.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold