DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen (tv) og DI's bestyrelsesformand Lars-Peter Søbye ser frem til at lære DI's nye medlemsvirksomheder og menneskene bag bedre at kende. Og i fællesskab få Danmark styrket ud på den anden side af krisen.

01.09.20 DIB Nyheder

DI og Dansk Byggeri lægges sammen i dag

Sammenlægningen af Dansk Byggeri og DI er en historisk milepæl, som fra i dag giver 17.500 virksomheder et fælles fundament, skriver DI's formand, Lars-Peter Søbye og adm. direktør Lars Sandahl Sørensen i en velkomsthilsen til byggeriets  medlemmer.

I dag fejrer vi sammenlægningen mellem DI og Dansk Byggeri.

Vi har siden 9. og 10. juni, hvor henholdsvis Dansk Byggeris repræsentantskab og DI’s generalforsamling med overbevisende flertal stemte ja til sammenlægningen, arbejdet hårdt på at få alle detaljer på plads og forberede integrationen og etableringen af vores nye fælles organisation.

Vi håber, at vi med den grundige fælles indsats har gjort det muligt, at medlemsvirksomheder og medarbejdere vil føle sig hjemme i det nye DI.

I kan læse mere om vores nye branchefællesskab Dansk Byggeri på di.dk/danskbyggeri og få svar på mange af de spørgsmål som vi har fået i forbindelse med sammenlægningen på di.dk/sammenlaegning.

Både Dansk Byggeri og DI har tidligere været gennem fusioner. Sammenlægningen er en milepæl i DI’s og i dansk erhvervslivs historie, og den markerer en konsolidering af DI som den største og bredest favnende erhvervsorganisation i Danmark.

Med sammenlægningen har vi skabt et endnu stærkere fundament for, at DI hver dag kan skabe værdi for vores nu 17.500 medlemsvirksomheder. Det giver os både styrken til at varetage branchespecifikke interesser  - samtidig med, at vi står på en stærk fælles platform.

Det har dansk erhvervsliv – måske mere end nogensinde – brug for i en tid, hvor både coronakrisen og opgaven med Danmarks grønne omstilling presser sig på.

Både når det gælder den daglige rådgivning og de mange medlemsservices, som DI kan levere. Og når det gælder den vedvarende politiske opgave for at sikre, at I på tværs af størrelse, geografi og branche har de bedst mulige forudsætninger for at drive og udvikle jeres virksomhed i Danmark.

Vi ser frem til at lære vores nye medlemsvirksomheder og menneskene bag bedre at kende.  Og i fællesskab få Danmark styrket ud på den anden side af krisen.

Med venlig hilsen

Lars-Peter Søbye, formand 

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret indhold