Fra venstre: Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S), salgsdirektør Mads Sørensen, CEO Louise Sørensen og formand for DI Østjylland Anders Strange. Foto: DI.

Foto: Andreas Hovmand
02.02.22 DIB Nyheder

Lædervirksomhed hædret for arbejde med verdensmål

Sørensen Læder A/S  vinder DI Østjyllands initiativpris 2021 for blandt at fremtidssikre virksomheden med brug af FN's  Verdensmål.

Læder er et naturligt overskudsprodukt fra fødevareindustrien – hvordan kan man upcycle dette til at skabe værdi gennem generationer? Det har virksomheden Sørensen Læder A/S svaret på. Den familieejede virksomhed med base i Lystrup har sat sig for at ændre opfattelsen af læder. Fremfor at opfatte læder som en ukendt, fast bestanddel af et møbel, vil Sørensen Læder i stedet gøre læder til et selvstændigt bidrag til møblet. 

Det er baggrunden for, at virksomheden nu modtager DI Østjyllands Initiativpris 2021.

- Jeg er stolt af, at vi i Aarhus har virksomheder ligesom Sørensen Læder, der tager ansvar og tør sætte høje krav – både til sig selv og sine leverandører. Ved at bruge verdensmålene aktivt i virksomhedens strategi er Sørensen Læder med til at fremtidssikre ikke bare sin egen forretning, men også den verden, de er en del af, siger borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard, der uddelte prisen på virksomheden sammen med formand for DI Østjylland Anders Strange.

Krav til producenter

Sørensen Læder A/S arbejder blandt andet med omfattende krav til producenterne i forhold til miljøpåvirkning og dyrevelfærd. Det gælder blandt andet EU-krav om at minimere brugen af kemikalier til garvning. Initiativer som glæder Anders Strange.

- Sørensen Læder har iværksat en række initiativer, som i høj grad bidrager til, at de fremtidssikrer virksomhedens produkter. Det giver dem et godt afsæt for at styrke deres konkurrencekraft. I vores bedømmelse er det kriterier, som har vægtet tungt i år. Derfor er vi i bestyrelsen glade for at lade dette års Initiativpris gå til Sørensen Læder A/S, siger Anders Strange.

Bæredygtig satsning

Med udsigten til et fremtidigt marked med øget kundebevidsthed om kvalitet og bæredygtighed, og større virksomhedsfokus på, at læderet skal fremstå i sin egen ret, har virksomheden imidlertid foretaget en strategisk satsning, der tager udgangspunkt i udvalgte verdensmål. Sørensen Læder retter blikket mod Verdensmål 6, 8 og 12, hvorfor virksomheden altid arbejder med upcycling af et biprodukt fra fødevareindustrien til eksklusive læderkollektioner, der kan danne overflader på møbler og indretninger gennem generationer. Undervejs i processen handler det om at sikre rent vand, ansvarlig produktion og ekstra kvalitetskontrol. Og ikke mindst at kunne dokumentere indsatserne med konkrete tests og certificeringer på tværs af det samlede produktprogram.

På den måde gør andengenerationssøskendeparret Louise og Mads Sørensen, der driver Sørensen Læder A/S, deres, for at læderet kommer på en eksklusiv rejse, inden det når forbrugeren. 

- Sørensen Læder er et godt eksempel på en virksomhed, der forener god kvalitet og fokus på bæredygtighed. Alt sammen for at tilpasse sig et marked, der udvikler sig. Virksomheden kan tilmed bryste sig af at være en del af møblementet i både danske og internationale arkitektoniske ikoner – og det er ikke tilfældigt, siger formand for DI Østjylland Anders Strange og fortsætter: 

- Når virksomheden oveni dette er i stand til at skabe positive resultater, der både gavner forretningen og de ansatte og samtidig yder en aktiv klimaindsats, er det ekstra prisværdigt og fortjener ekstra ros, lyder det fra Anders Strange.  

I kamp om DI's landsdækkende pris

DI’s initiativpris er en hyldest til små- og mellemstore virksomheder, og som noget nyt tager man i år også hensyn til, om vinderne har taget initiativer, der bidrager til at fremtidssikre virksomhedens produkter, services eller produktionsprocesser, eksempelvis med afsæt i verdensmålene.

Vinderen af årets Initiativpris i Østjylland dyster om DI’s landsdækkende initiativpris, der uddeles til marts.

Michael Jul-Nørup Pedersen

Michael Jul-Nørup Pedersen

Teamleder

  • Direkte +45 3377 4588
  • Mobil +45 2924 7009
  • E-mail mjnp@di.dk

Relateret indhold