DI: Industriproduktionen viser topform, men mørke skyer forude
Februar var en god måned for industriproduktionen, men DI frygter, at produktionsvæksten kan gå ind i en mere usikker periode som følge af krigen i Ukraine.
Industriproduktionen steg med 1,0 procent i februar, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Dagens tal for industriproduktionen understreger, at der var godt gang i den ude i landets produktionshaller, før krigen i Ukraine brød ud. Dansk industri står utrolig stærkt, men foråret vil blive præget af store usikkerhedsmomenter som følge krigen i Ukraine, siger Morten Granzau, chef for Økonomisk Politik og Analyse i Dansk Industri.
- Vores industri er ikke en urokkelig båd, og pressede forsyningskæder er med til at skabe ubalancer. Det er desværre ikke nyt, og mange industrivirksomheder har døjet med at skaffe råvarer og materialer under coronakrisen. Krigen i Ukraine har desværre bare forstærket ubalancerne, siger Morten Granzau.
- Mange virksomheder må lige nu acceptere længere leveringstider og højere priser fra deres leverandører. De højere omkostninger presser virksomhedernes indtjening, men heldigvis kan mange fortsat producere. Et egentlig produktionsstop er ikke nært forestående, med mindre der lukkes for adgang til russisk gas og olie, siger Morten Granzau.