Fra venstre formand for DI Trekantområdet Carsten Kind, adm. dir. Interacoustics A/S, adm. dir. Jacob Thorhauge, Centrum Pæle A/S og borgmester i Vejle Jens Ejner Christensen.

Foto: Morten Karlsbjerg
03.01.23 DIB Nyheder

Vejle-virksomhed vinder DI-pris for bæredygtighed

Centrum Pæle A/S fra Vejle hædret for grøn indsats med DI's regionale initiativpris.

Centrum Pæle A/S har skabt et stærkt grundlag for vækst ved at tænke innovativt og skabe nye bæredygtige løsninger i en verden præget af forandring og usikkerhed. Derfor får Centrum Pæle nu DI Trekantområdets Initiativpris 2022.

Virksomheden har stort fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Man vil med en helt ny cementtype reducere virksomhedens samlede CO2 udslip med 8 procent. Gennem en dybdegående energikortlægning af virksomheden har man fundet samtlige områder, hvor der er mulighed for energireduktion – bl.a. ved at udskifte alle lyskilder til LED og overgå til fjernvarme frem for naturgas.

De interne transportmidler kører alle på biodiesel eller el og så producerer man udover pæle til fundering af bygninger også mastfundamentspæle til elektrificering af det danske jernbanenet.
Men det stopper ikke her.

Populære energipæle

Centrum Pæle markedsfører og producerer nemlig energipæle, der ved hjælp af jordvarmeteknologi er med til at udnytte jordens ressourcer effektivt. Hermed er der tale om bæredygtighed i dobbelt forstand, idet pælen udover den statiske bæreevne også vil levere energi frembragt på en bæredygtig måde.

Energipælen kan anvendes til opvarmning og nedkøling af bygninger, samt til oplagring af energi fra varme til kolde perioder.Energipælen kan erstatte eller reducere behovet for både traditionel opvarmning samt køling og bidrager til det CO2-neutrale byggeri.

- DI Trekantområdets bestyrelse vil gerne anerkende Centrum Pæles innovative tilgang generelt. Men særligt ift. den grønne omstilling i byggeriet. Energipælene er en innovativ nyskabelse, som vil blive spændende at følge, siger formand for DI Trekantområdet Carsten Kind, adm. direktør i Interacoustics A/S.

Energipælene fra Centrum Pæle A/S er bl.a. blevet anvendt til at bygge det verdensberømte arkitektfirma BIG’s nye hovedkvarter i København. Energipælene skal også anvendes i det eksklusive byggeri Kysthuset 3 på Tuborg Havn.

- Langt de fleste danske virksomheder er i disse år i fuld gang med at finde løsninger i forhold til den grønne omstilling. Det er virkeligt et område, hvor virksomhederne tager ansvar. Derfor er det også så godt at kunne give DI Initiativprisen til en virksomhed, som har vist, at det kan lykkes at skabe helt nye løsninger, siger Carsten Kind.

Morten Karlsbjerg

Morten Karlsbjerg

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3423
  • Mobil +45 2917 9440
  • E-mail moka@di.dk

Relateret indhold