Morten Granzau, vicedirektør i Dansk Industri (DI), påpeger, at der i dag arbejder mere end 100.000 personer inden for offentlig administration.

21.09.23 DIB Nyheder

1.600 flere fuldtidsbeskæftigede i den offentlige sektor

2. kvartal 2023 gav cirka 1.600 flere fuldtidsbeskæftigede i den offentlige sektor. Det er problematisk, mener DI.

I 2. kvartal kom der ca. 1.600 flere fuldtidsbeskæftigede i den offentlige sektor fortæller tal fra Danmarks Statistik.

- Det er problematisk, at antallet af offentligt ansatte er steget hvert år siden 2019, og der er ingen tegn på, at kurven knækker. Tværtimod er niveauet historisk højt, hvilket er med til at gøre problemet med mangel på arbejdskraft i den private sektor endnu større, siger vicedirektør i Dansk Industri (DI) Morten Granzau.

Antallet af fuldtidsbeskæftigede offentligt ansatte er steget med cirka 41.000 personer på tre år.

- Det er mere end alle indbyggerne i Middelfart kommune. Der er således et stort potentiale for, at der kan frigives hænder i det offentlige, der kan afhjælpe manglen på arbejdskraft i den private sektor, siger Morten Granzau.

Han påpeger, at der i dag arbejder mere end 100.000 personer inden for offentlig administration.

- Med dagens tal ser denne tendens desværre ud til at fortsætte, da 2/3 af stigningen er sket i staten, hvor mere end hver femte arbejder inden for offentlig administration, siger Morten Granzau.

Læs også: Over 100.000 ansat i offentlig administration

Sætter lid til regeringen

Han sætter sin lid til, at regeringen ændrer udviklingen.

- Erhvervslivet ønsker, at den offentlige sektor skal levere mere kvalitet og mindre administration. Der er derfor et stort behov for en frisættelse af den offentlige sektor med mindre bureaukrati, færre administrative byrder og mindre regelstyring af de offentlige ansatte, siger vicedirektøren.

Han finder det positivt, at regeringen med finanslovsforslaget for 2024 ønsker at spare 400 mio. kr. på administration i staten.

- Det vil forhåbentligt sætte en lille prop i den stigende administration, men jeg så gerne, at proppen var endnu større, siger Morten Granzau.

Læs også: 8.000 virksomheder udpeger erhvervslivets største vækstbarriere

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold