Ny serie hos DR giver et indblik i livet og arbejdet hos nogle af Danmarks mest magtfulde erhvervsledere.

Foto: DR/PR
05.04.24 DIB Nyheder

DR-serie går tæt på danske topchefer

Livet og arbejdet hos topdirektørerne i danske virksomheder er i fokus i ny programserie fra DR. Mads Nipper, Ørsted, Jacob Aarup-Andersen, Carlsberg, Britta Korre Stenholt, Stark Danmark og André Rogaczewski fra Netcompany er de første levende billeder.

Hen over flere måneder har DR’s økonomikorrespondent Casper Schrøder fulgt topdirektørerne hos Ørsted, Carlsberg, Stark og Netcompany. Det er nu mundet ud i de første fire programmer i en DR-serie om danske topchefer med henholdsvis  Mads Nipper, Jacob Aarup-Andersen, Britta Korre Stenholt og André Rogaczewski fra Netcompany.

- Jeg håber, at programmerne bringer danskerne tættere på topdirektørerne. Erhvervslivets ledere er afgørende mennesker i samfundet, de sælger for milliarder og har ansvaret for tusinder af ansatte, men vi kender dem ikke særlig godt. Jeg vil gerne åbne et vindue ind til, hvad der egentlig foregår på øverste hylde i erhvervslivet, og hvem de mennesker er, siger Casper Schrøder i en pressemeddelelse fra DR.

Programserien kan ses på DRTV søndag morgen og første afsnit sendes klokken 21.25 på DR1 mandag den 8. april. Eller du kan lytte til de første episoder om topcheferne i podcasten Følg pengene

DR beskriver de kommende programmer

Episode 1: Ørsted: Mads i modvind

Mads Nipper er et af de tungeste navne i dansk erhvervsliv, men siger selv, at han aldrig har været den dygtigste til noget. Som topdirektør for den grønne energikæmpe Ørsted kæmper han med truende milliardtab i USA og sin karrieres største krise.

Episode 2: Carlsberg: Jacob på nyt territorium

Jacob Aarup-Andersen faldt død om med et hjertetilfælde som 29-årig, men rejste sig og fortsatte karrieren til erhvervslivets top. Nu er han ny topdirektør for nationalklenodiet Carlsberg og i gang med at sætte nye mål.

Episode 3: Stark Danmark: Brittas byggekrise

Britta Korre Stenholt leder byggekæmpen Stark Danmark. Hun hader middelmådighed, men mærkede sine egne grænser, da hun gik ned med stress på vej mod erhvervslivets top. I dag leder hun virksomheden igennem op- og nedgang.

Episode 4: Netcompany: Andrés hjertebarn

Andre Rogaczewski kom til landet som barn af polske flygtninge, men mødet med en hjemmecomputer ændrede hans liv. I dag er han medstifter af it-virksomheden Netcompany, milliardær og på jagt efter nye kunder.

Kilde: DR.DK

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold