Borgmester Mikael Smed og oldermand Claus Johnsen flankeret af alle implicerede parter i projektet

Foto: Mikael Mortensen
14.11.23 Brolæggerlauget Nyheder

Vordingborg Kommune modtager Brolæggerprisen 2023

Årets Brolæggerpris tildeles Vordingborg Kommune, som med restaureringen af Mølleporten i Stege har bidraget flot til bevarelsen af en af landets allersidste byporte.

Vordingborg Kommune har gennemført en meget vellykket restaurering af Mølleporten og den omkringliggende belægning, som nu indrammer den historiske byport på flotteste vis. Dermed fremstår byporten i dag i en æstetisk helhed, som fremhæver byens vigtige kulturarv.

Prisen blev overrakt til borgmester Mikael Smed af oldermand Claus Johnsen fra Brolæggerlauget i DI Byggeri den 13. november 2023.

- Det er laugsfirmaet Dansk Kvalitets Brolægning ApS, der med alle deres dygtige brolæggere har udført arbejdet efter alle kunstens regler, udtaler oldermand Claus Johnsen, og fortsætter:

- Der er sat gamle, nordiske brosten i den kombinerede cykel- og gangsti, og masser af chaussésten i bueforbandt i vejarealet.

I alt er der sat ikke mindre end 79.000 sten med håndkraft på det 1.200 kvadratmeter store belægningsareal, og i selve byporten er de gamle belægninger med brosten og pigsten bevaret som i den oprindelige belægning.

- Det er med andre ord et meget veludført brolægningsarbejde, og alle implicerede parter kan være stolte af det gode samarbejde, som har resulteret i, at Brolæggerlaugets priskomité pegede på Mølleporten, slutter oldermand Claus Johnsen.

Borgmester Mikael Smed supplerer oldermandens ord med:

- Det er en stor ære, at Mølleport-projektet modtager Brolæggerprisen 2023. Alle dem jeg har mødt på min vej her i Stege og på Møn siger, at det er blevet fantastisk flot, og de er glade for, at man har fået den indkørsel fra øst ind til byen, samt at Mølleporten nu er den bedst bevarede byport i Danmark.

- Det er et fantastisk flot torv, der har dannet sig nu med en flot beliggenhed, og det kvalitetsarbejde, der er lavet omkring brolægningen, er virkelig, virkelig flot, slutter borgmesteren.

Oldermand Claus Johnsen lykønsker Vordingborg Kommune med Brolæggerprisen 2023

Foto: Mikael Mortensen

Kontakt

Oldermand Claus Johnsen på johnsenbro@gmail.com, tlf. 4011 0808
Konsulent Mikael Mortensen på mikael-mortensen@hotmail.com, tlf. 3016 3799

Om Brolæggerprisen

Brolæggerlauget i DI Byggeri har siden 1986 uddelt Brolæggerprisen til en bygherre, rådgiver, institution eller kommune, der har vist nytænkning og særlig idérigdom i forbindelse med et eller flere belægningsarbejder.

Ved bedømmelsen i priskomitéen lægges der lige megen vægt på kreativitet, valg af materialer og den håndværksmæssige kvalitet. Yderligere tæller det også, at bygherren eller de projekterende teknikere har formået at føre kvalificeret tilsyn med arbejdets udførelse og sikret, at større fejl ikke fremtræder i det færdige resultat.

Skrevet af:

Mikael Mortensen

Relateret indhold