26.04.22 Malersektionen Nyheder

Malerfaget kan bruge op mod 500 flygtninge

DI Byggeri Malersektionen ser meget positivt på de mange flygtninge, der kommer fra Ukraine. Der er stor mangel på malersvende, og derfor vil virksomhederne tage imod ukrainsk arbejdskraft med kyshånd, vurderer DI Byggeri Malersektionen.

Formand i DI Byggeri Malersektionen, Willi Becke udtaler: ”Vi håber, at Jobcentrene hurtigt vil gå i gang med at screene de mange ukrainske flygtninges kompetencer, når de har fået lovlig grundlag til at kunne søge arbejde i Danmark. Jeg tror, at rigtig mange faggrupper udover malerfaget står i samme situation – nemlig, at de mangler arbejdskraft, så jo før vi kan få nye medarbejdere jo bedre. Jeg ser både ansættelser på den korte og den lange bane. Vi vil jo rigtig gerne have, at flygtningene lærer dansk, og de af flygtningene, der er villige til det, vil kunne få varige ansættelser.”

Willi Becke fortsætter: ”Vi ved jo på den anden side også godt, at mange nok vil vælge at rejse hjem igen, når krigen er slut, men vi vil gerne tilbyde dem arbejde, imens de er her, og det er min opfattelse, at mange flygtninge ønsker at arbejde. Mange malervirksomheder har allerede polske medarbejdere ansat, så vi er klædt på til indsatsen – også i forhold til indkvartering, og måske kan dette medvirke til, at vi i fremtiden ikke er så bange for ordinære ansættelser af medarbejdere uden for EU.

DI Byggeri Malersektionen

DI Byggeri Malersektionen er en ud af 26 sektioner under DI Byggeri. Malersektionen skaber bedre betingelser for at drive virksomhed for sine medlemmer, og er med til at synliggøre malerfagets vigtige aftryk på byggerierne. Der arbejdes derforuden med at sikre en god lærlingeuddannelse, der bidrager til at tiltrække lærlinge til faget samt gode overenskomstforhold.

Relateret indhold