Uddannelse og lærlinge

Uddannelse til bådebygger eller sejlmager

Danmark er omgivet af vand. Vi har en lang tradition for at bruge havet omkring os, både i vores erhverv og i vores fritid.

Vi har mange skibe og både, der er lavet i så forskellige materialer som træ, stål, aluminium, glasfiber og komposit.

Som bådebygger lærer du at bygge, vedligeholde, aptere (indrette) og reparere i både træ, metal og glasfiber. Du lærer en masse om materialerne og teknikker til fremstilling og overfladebehandling af alle skibs- og bådtyper. Du lærer også at bygge en båd efter tegning og selv lave tegninger og beregninger til fremstillingen.

Når du skal bygge et fartøj, skal du male, lakere, montere beslag, installere motor og anden teknisk udstyr. Du arbejder med indretning af saloner, køjerum osv.

Kort sagt uddannelsen som bådebygger gør dig til en meget alsidig håndværker med mulighed for at specialisere dig i materialer, bådtyper m.v.

Der er desuden rigtigt god job muligheder, både i Danmark, men også i resten af verden.

På sejlmageruddannelsen lærer du at designe, vælge materialer, skære til og sy eller svejse sejl og kalecher. Du lærer at bruge computerprogrammer både til design og til fremstilling, og du lærer at udføre tov- og wirearbejder. Det er en fordel, hvis du kan lide at sejle, da du som regel tester sejlet ombord.

Begge uddannelser har en samlet varighed på ca. 4 år. Grundforløb og hovedforløb til begge uddannelser kan tages på U/NORD Helsingør Tekniske Skole.

Foreningen har siden 1958 været en del af det faglige udvalg for de Maritime Håndværksfag. Foreningen repræsenterer arbejdsgiversiden i Udviklingsgruppe 7 under Industriens Uddannelser. Foreningen har ligeledes repræsentanter i det lokale uddannelsesudvalg på U/NORD.

Som medlem af foreningen betales svendeprøvegebyret til bådebygger og skibstømrer lærlinge af foreningen.