Ny chef for DI i Aarhus skal styrke DI’s arbejde i Vestdanmark
Underdirektør i DI Annette Christensen er blevet udpeget til en nyoprettet stilling som chef for DI’s kontor i Aarhus. Med en ny chef i Aarhus vil DI som Danmarks største erhvervsorganisation styrke medlemskontakten og det politiske arbejde i Vestdanmark.
DI vokser, nye medlemmer strømmer ind, og DI har stadig flere medarbejdere, der arbejder ud fra DI’s kontor i Aarhus. Derfor udpeger DI nu en chef for DI i Aarhus, der skal styrke DI’s arbejde i Vestdanmark. Mere end halvdelen af DI’s 20.000 medlemmer har base i Vestdanmark.
Opgaverne for Annette Christensen bliver at styrke kontakten til DI’s medlemmer, øget synlighed og politisk interessevaretagelse for DI i Vestdanmark. Overordnet har DI en ambition om at stå endnu stærkere i Vestdanmark.
- Jeg er glad for, at Annette Christensen har sagt ja til at stå i spidsen for DI i Aarhus. Hun har alle kvalifikationer til at varetage opgaven. I DI ønsker vi at sætte endnu mere tryk på vores medlemskontakt, synlighed og politiske arbejde i Vestdanmark, og jeg ser frem til samarbejdet med Annette Christensen om at nå målene, siger DI’s medlemsdirektør Anders Søndergaard Larsen.
Annette Christensen har i forvejen et stærkt medlemsfokus som chef for Erhvervsudvikling i DI, hvor hun blandt andet har ansvaret for DI’s 18 regionalforeninger. Annette Christensen fortsætter som chef for Erhvervsudvikling. Hun har været i DI siden 2008 og har tidligere været branchedirektør for Træ- og Møbelindustrien, regionalkonsulent i DI Sydøstjylland samt ansvarlig for DI’s udvalg for Transport og Infrastruktur.
- Jeg er meget glad for, at jeg som chef for DI i Aarhus får et endnu stærkere afsæt for at varetage DI’s interesser i mange fora og sammenhænge i Vestdanmark. Det er en ny vigtig rolle, og jeg går til opgaven med ildhu og ydmyghed, siger Annette Christensen.
DI har i dag 29 medarbejdere på Aarhus-kontoret. Annette Christensen tiltræder den 1. december.