Marie Louise Fischer bliver ny Public Affairs-chef i Dansk Industri
15. august rykker tidligere souschef i Venstre og nuværende kontorchef i Beskæftigelsesministeriet, Marie Louise Fischer, til Danmarks største erhvervsorganisation som ny underdirektør for Public Affairs og Digital Interessevaretagelse.
Dansk Industri har fundet sin kommende spydspids på interessevaretagelsesområdet i form af 40-årige Marie Louise Fischer.
- Jeg er rigtig glad for, at vi har fundet en dygtig og kompetent chef til Public Affairs og Digital Interessevaretagelse. Fra sit arbejde i Venstre ved Marie Louise, hvordan det interne arbejde fungerer på Christiansborg, hvilket er helt afgørende for at kunne være en kompetent PA-chef. Samtidig kender hun ministeriernes indre liv, hvilket er enormt vigtigt for at være en effektiv interessevaretager, siger DI’s kommunikationsdirektør, Morten Høyer.
- Marie Louise kommer samtidig med et stærkt netværk og et vindende væsen. Jeg er sikker på, at hun kan hjælpe til, at DI tager nye skridt i at udvikle vores digitale interessevaretagelse og vores PA-arbejde, så vi kan levere endnu bedre resultater for både virksomheder og det danske samfund, fortsætter Morten Høyer.
Marie Louise Fischer er cand. jur. fra Københavns Universitet og kommer fra en stilling som leder af Minister- og Ledelsessekretariatet i Beskæftigelsesministeriet. Inden da var hun souschef for Venstres politisk-økonomiske afdeling.
- Jeg ser frem til at blive en del af det dygtige hold i DI, der hver dag arbejder benhårdt for at sikre vores virksomheder de bedste betingelser for at skabe vækst og arbejdspladser. Vigtige dagsordener som den grønne omstilling, kunstig intelligens og mangel på arbejdskraft præger vores tid og påvirker vores fremtid. Her spiller DI en helt central rolle i arbejdet med at finde bæredygtige løsninger til gavn for DI´s medlemmer og dermed hele vores samfund. Jeg glæder mig til samarbejdet med medlemsvirksomhederne, det politiske niveau og organisationer, så vi sammen kan styrke virkelysten og vilkårene for dansk erhvervsliv, siger Marie Louise Fischer.
Marie Louise Fischer er pt. på barselsorlov, og har første arbejdsdag i Industriens Hus 15. august 2024.
Hun afløser Lasse Honoré, der netop er flyttet til Seoul, hvorfra han fremover skal arbejde i DI’s afdeling for International Business Development.
For yderligere information:
Kommunikationsdirektør Morten Høyer – moh@di.dk / mobil 23326743
DI’s pressetelefon: 3377 4500