Selvom vi har været i gang siden den første energikrise i 1970’erne, bruger danske bygninger fortsat ca. 40 pct. af Danmarks energiforbrug. Op mod tre fjerdele af danske bygninger er opført før 1979, hvor der ikke var energikrav til nye bygninger, og størstedelen af de bygninger forventes stadig at være i brug i 2050. Der er altså et betydeligt samfundsmæssigt potentiale ved at investere mere i energieffektive bygninger, både hvad angår den økonomiske omkostning ved energiforbrug samt CO2-reduktioner, og der er lavthængende frugter, der endnu ikke er høstet.

En barriere for energiinvesteringer i private boliger er, at mange boligejere fejlvurderer den energimæssige stand af deres bolig. Kun 6 pct. af boligejerne vurderer, at deres bolig er i energimæssig dårlig stand, mens 30 pct. af boligerne i realiteten er i energimæssig dårlig stand, dvs. ligger i energimærkningsklasse E,F og G. Det betyder, at alt for få er klar over eller er opmærksomme på den økonomiske gevinst ved at forbedre energieffektiviteten af deres bolig.

Bygningsdirektivet, der er på vej fra EU, sætter fokus på at nedbringe bygningers energiforbrug både i nye og eksisterende bygninger. Fra 2027 forventes det, at alle nye offentlige bygninger skal være nulemissionsbygninger, og det samme skal gælde for alle nye bygninger fra 2030.

Energimærket indgår desuden som et centralt instrument. Direktivet indeholder således krav om, at bygninger med dårlige energimærker forbedrer deres energimærke inden bestemte år. Det omfatter såvel offentlige bygninger som bygninger til erhvervsmæssig brug.

Derudover skal bygninger gøres klar til ladestandere, og der skal laves nationale renoveringsplaner.

Danmark står med en udfordring og en mulighed som følge af det nye EU-energieffektiviseringsdirektiv, som der er politisk enighed om i Bruxelles. Med et øget årligt energisparemål skal Danmarks energiforbrug sænkes med 15 pct. frem mod 2030 sammenlignet med 2020.

Alle sektorer er tiltænkt at skulle bidrage, men særligt bygninger og den offentlige sektor får en nøglerolle. Minimum 3 pct. af etagearealet i alle offentlige bygninger (bredt defineret) skal fremover hvert år energirenoveres.

Der mangler imidlertid viden i den offentlige sektor, ligesom de økonomiske rammer for den offentlig sektor begrænser mulighederne for at opfylde de kommende nye krav.

En lavere energiregning er med til at styrke virksomhedernes konkurrenceevne. Men for små og mellemstore virksomheder, dvs. for hovedparten af danske virksomheder, er det vanskeligt at få indblik i mulighederne for at reducere energiforbruget. Manglende viden og kompetencer er en barriere for at foretage og implementere rentable energibesparende investeringer med en kort tilbagebetalingstid. Der er altså et potentiale for energibesparelser i de virksomheder, der ikke i dag har pligt til at få foretaget energisyn.

Energisyn i store virksomheder er et krav, som udspringer af det eksisterende Energieffektivitetsdirektiv. Formålet er at identificere mulige rentable energibesparelser. Vurderingen er, at der kan gøres mere for at motivere virksomhederne til rent faktisk at gennemføre identificerede rentable energibesparelser.

Den grønne omstilling af de danske virksomheder i form af energieffektivitet og skift til CO2-neutrale energikilder er en politisk prioritet. Både i form af allokeringen af tilskudsmidler – erhvervspuljen og puljen der er afsat til at gøre virksomheder parat til indfasningen af den grønne skattereform fra 2025 – og i form af kommende CO2-afgifter for industrien. Forudsætningen for at midlerne kommer ud at virke er imidlertid, at ansøgnings- og bevillingsprocesser er så smidige og ubureaukratiske som muligt.

Energieffektiviseringsdirektivet og bygningsdirektivet kommer i de kommende år til at understøtte energieffektiviseringsindsatsen i Danmark. Regeringen skal anlægge en ambitiøs tilgang til at forberede og hurtigst muligt implementere kravene i de kommende EU-direktiver.

DI anbefaler, at staten giver kommunerne et tilskud eller økonomiske rammer i en årrække til at gennemføre investeringer i energieffektive bygninger, samt løsninger til at forbrugsfleksibilitet og energilagring indtænkes. Energirenoveringer vil være en økonomisk fordel for det offentlige – og dermed også for borgerne. Tilskuddet eller rammen kan omprioriteres fra den statslige investeringsramme, så der ikke samlet skubbes på kapacitetspresset i økonomien.

DI anbefaler, at der med det øgede  fokus på offentlige bygninger bør stilles mål om, at offentlige bygninger i højere grad drives og optimeres ved brug af servicemodeller i partnerskab med den private sektor. Eksempelvis gennem OPP-eller ESCO-samarbejder.

Viden om bygningens energimæssige tilstand er afgørende for at foretage de rigtige investeringer i energieffektive løsninger. Derfor er indførelsen af et energimærke for alle bygninger også tiltænkt som et aktivt redskab til at reducere og optimere energiforbruget for bygningsejerne. Ifølge Aalborg Universitet vil energibesparelser i bygningsmassen på 36 pct. give bedre økonomi, reducere forbruget af vind og biomasse samt mindske behovet for kraftvarmeværker. Dertil kommer de sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske gevinster ved at forbedre bygningernes energimærker.

Med det kommende bygningsdirektiv forventes indført et obligatorisk energimærker for alle ejendomme, herunder også erhvervsejendomme. Energimærkets gyldighed må ikke overstige fem år. For bygninger med energiklasse A, B eller C må energiattestens gyldighed dog ikke overstige ti år. Derudover vil der med det kommende bygningsdirektiv følge, at Kommissionen skal fastsætte en fælles EU-ordning om en Smart Readiness Indicator (SRI), som skal informere om bygningers intelligensparathed. Det vil være frivilligt for medlemsstaterne, om de nationalt vil bringe SRI i anvendelse.

DI anbefaler, at Energistyrelsen etablerer et digitalt energimærke ved at sammenholde data for bygningens klimaskærm, forbrugsdata, indeklima, sundhed og in situ inspektion med udgangspunkt i Smart Readiness Indicator (SRI). 

DI anbefaler, at et nyt digitalt energimærke skal opdateres af bygningsejeren, når der laves ændringer i bygningens energiforsyning, klimaskærm eller tekniske installationer. Således vil et energimærke oppebære høj troværdighed, gyldighed og aktualitet.

DI anbefaler, at energimærket for bygninger med energimærke A, B og C får verificeret energimærket gennem in situ inspektion hvert 15. år, mens det for bygninger med lavere energimærke skal ske hvert 8. år.

DI anbefaler, at en energikonsulent skal påtegne energimærket i forbindelse med låneomlægning, tillægslån, større renoveringer, tilslutning til fjernvarme eller andre væsentlige ændringer af bygningen og bygningens energiinstallation, som har betydning for bygningens energiforhold.

DI anbefaler, at der i forbindelse med en energikonsulents inspektion eller påtegning, udarbejdes en rapport, der med udgangspunkt i bygningens energimærke giver inspiration til, hvad den enkelte bygningsejer kan gennemføre af energieffektiviseringstiltag. Opgaven bør sendes i udbud til flere mulige leverandører, og de konkrete tilbud bør fremgå af rapporten.

Regeringen skal i forbindelse med udmøntningen af aftalen om Grøn Skattereform fra juni 2022 bl.a. tage stilling til indretning af det såkaldte grønne investeringsvindue. Her er det afgørende, at der bliver udviklet en model, der også fremmer investeringer i nye, grønne  energieffektive løsninger, som er nem at overskue uden for meget unødigt bureaukrati.

Erhvervspuljen er vigtig for at sikre en energieffektiv og konkurrencedygtig industri. Puljen står til at udløbe i 2029, og kan bl.a ikke bruges til energisparetiltag igennem data og digitalisering til udnyttelse af fx overskudsvarme. Puljen skal derfor forlænges og gøres mere tilgængelig for ansøgerne.

DI anbefaler, at det grønne investeringsvindue (forøget afskrivningsadgang) også fremover bruges til at fremme investeringer i nye, grønne løsninger. Det er vigtigt at sikre størst mulig koordinering med øvrige puljer og tilskud, så de forskellige elementer understøtter hinanden bedst og simplest muligt.

DI anbefaler, at Erhvervspuljen forlænges og udvides, så den gøres mere tilgængelig ved at åbne op for tilskud til rådgivning, transformation gennem data og digitalisering og udnyttelse af overskudsvarme.

DI anbefaler, at regeringen etablerer et samlet forløb for virksomhedernes grønne udvikling ved gennem Erhvervshusene at facilitere en proces, hvor virksomhederne først gennemfører et kompetenceløft gennem SMV:Grønne kompetencer, og efterfølgende guides til at søge erhvervspuljen.

Store virksomheder gennemfører i dag det obligatoriske energisyn, og indberetter resultatet til Energistyrelsen. Der er dog ikke pligt til at redegøre for, om energisynet har givet anledning til reel gennemførelse af identificerede effektiviseringsmuligheder.

DI anbefaler, at virksomheder, der gennemfører energisyn, bør underlægges et ”følg eller forklar” princip for, om de identificerede energieffektiviseringsmuligheder, samt potentialer for forbrugsfleksibilitet og energilagring i virksomheden gennemføres. I givet fald de ikke gennemføres, bør der i ledelsesberetningen i regnskabet redegøres for hvorfor.

DI anbefaler, at der for små og mellemstore virksomheder udvikles programmer der tilskynder SMV’erne til at få foretaget energisyn og til at gennemføre identificerede energieffektiviseringsmuligheder. Programmet kan med fordel udvikles i regi af Virksomhedsprogrammet, hvor der allerede findes andre tilbud for SMV’er, som f.eks. SMV:Grøn.

DI Anbefaler, at aftalepartierne bag forsvarsforliget sætter et mål for, at Forsvarets bygninger og kaserner moderniseres og energieffektiviseres, så de som minimum kan klassificeres i den samme energiklasse i 2030, som der stilles krav om til andre offentlige bygninger i det kommende EU-bygningsdirektiv. Kaserner er ellers undtaget fra dette krav i direktivet, men energirenoveringer af kasernerne er logisk i sammenhæng med den planlagte gennemgående opgradering af danske kaserner.

Aftalepartierne bør endvidere beslutte, at driften af Forsvarets kaserner udbydes i langsigtede OPP- eller ESCO-samarbejder.

Der bør også udfærdiges en 2030 plan for grøn omstilling og energioptimering af Forsvarets køretøjer, fly og skibe med konkrete delmål og mål.

Der eksisterer en række barrierer for en mere fleksibel brug af energien hen over døgnet.

Nogle barrierer er af praktisk karakter. Virksomhedernes produktionsprocesser er ikke altid fleksible, og flytning af forbrug kan være forbundet med øgede omkostninger andetsteds i virksomheden, som mere end opvejer gevinsten ved at flytte forbruget.  Nogle barrierer er af vidensmæssig karakter.

Desuden kan den økonomiske gevinst ved at flytte forbrug være begrænset.

Det er heller ikke altid muligt på overskuelig og nem måde at følge med i energiforbruget i bygninger – det gælder både i virksomheders bygninger, private bygninger og i offentlige bygninger.

En tidsmæssig mere effektiv brug af energien kan tilvejebringes ved at sikre de rette incitamentsstrukturer i bl.a. elnettarifferne ift. private husstande. Det mindsker spidslast og dermed behovet for investeringer i elkapacitet. Det skal altså bedre kunne svare sig at bruge energien, når der på ene side er rigeligt af den, og på den anden side, når der i infrastrukturen ikke er et stort kapacitetspres fra forbruget. Et mere effektivt energiforbrug kræver også mere indgående kendskab til forbrugsmønstre – både for den enkelte forbruger, grupper af energiforbrugere, men også for virksomheder, der har brug for viden om det kollektive forbrug for at udvikle nye løsninger og teknologier. Der mangler generelt viden omkring fleksibilitets- og ellagringsmulighederne i køle-og  varmeprocesser i vores industrielle processer.

Energifællesskaber muliggør produktion og deling af grøn energi mellem forbrugere som borgere, lokale virksomheder og kommuner.

VE-fællesskaberne kan bidrage til at mindske belastningen i det kollektive energinet og tabet af energi ved at undgå transport af energi over længere afstande.

Oprettelsen af lokale energifællesskaber er imidlertid udfordret af, at der ikke i love og bekendtgørelser er sikret ensartede regler for deres etablering og drift, samtidig med at lokale krav til net-tilslutning og ejendomsopdeling væsentligt fordyrer eller administrativt står i vejen for etableringen og brugen af egne VE anlæg i nærområdet. Det er en barriere, at der ikke er nok viden om flaskehalspotentialer i de forskellige komponenter i distributionsnettet, for at kunne opveje mulighederne med, og for at skabe større incitamenter for, forbrugsfleksibilitet vs. elnet-investeringer.

Green Power Denmarks model for el tariffer, Tarifmodel 3.0, indeholder meget mere udprægede tidsdifferentierede tariffer på el forbrug end tidligere. Modellen medfører incitament til at bruge energien, når der er mest af den og spare på energiforbruget, når der er belastning på elnettet.

DI opfordrer til, at alle elnetselskaber hurtigst muligt implementerer Tarifmodel 3.0 og senest i 2025.

Etableringen af samproduktion kan bidrage til en øget fleksibilitet i energiforsyningen uden at belaste det øvrige energinet. Eksempelvis kan virksomheder i industrikvarterer drage nytte af muligheden for at producere og forbruge energien samtidig. VE-fællesskaber udgør et potentiale for udbygningen af VE kapaciteten lokalt, hvor produktion og forbrug sker samtidigt eller via et ellager eller bruges andre steder.

VE fællesskaber giver lokale aktører en økonomisk gevinst og tilbyder også udbygning af energiproduktionen uden nødvendigvis at være en væsentlig belastning for elnettet. Dette gælder industrikvarterer, hvor der er store sammenhængende tagarealer, og hvor der er en høj grad af samtidighed i elproduktionen og forbruget. Når energien bruges lokalt frem for at blive sendt over længere afstande gennem nettet, så mindskes det såkaldte nettab, dvs. det fører til mindre spild af energi og elnettet behøver ikke at være helt så udbygget.

DI anbefaler, at regeringen via lov sikrer retten til oprettelse af VE fællesskaber, så borgere og virksomheder reelt sikres denne EU-ret, også på lavere spændingsniveauer i elnettet.

DI anbefaler, at regeringen følger EU’s strategi for solenergi, der opstiller et mål om, at der inden 2025 oprettes minimum ét VE-fællesskab i alle kommuner med minimum 10.000
indbyggere.

DI anbefaler, at regeringen i samarbejde med KL og private rådgivere, etablerer en taskforce, der understøtter etableringen af VE-fællesskaber.

DI anbefaler, at regeringen sikrer, at elmålere mm. har åbne kommunikationssystemer, der med anvendelse af en standardprotokol muliggør interaktion med forskellige IT systemer, og dermed understøtter virtuelle og intelligente VE-fællesskaber.

Elbiler rummer et stort potentiale for at balancere elnettet, men det kræver, at ladestanderne er forberedt til, at elbilerne kan aflevere deres strøm fra batteriet til elnettet, også kaldet V2G.

DI anbefaler, at regeringen: stiller krav om, at alle nye offentligt opsatte ladestandere skal være forberedt til V2G opretter en pulje på 0,1 mia. kr. årligt i perioden 2023 – 2030 til etablering af ladestandere hos private virksomheder.

Fjernvarmeregningen opbygges i dag af en fast og variabel del. For mange boligejere forsvinder det økonomiske incitament til at energirenovere deres bolig, da det faste element i fjernvarmtariffen er dominerende.  Det er en udgift, der betales uanset energiforbruget. Energirenovering har derfor mindre effekt på energiregningen, og der er derfor mindre incitament til at gennemføre besparelser.

For at sikre at der ikke opretholdes et modsætningsforhold mellem energirenoveringer og grønne energikilder, så er det vigtigt, at der skabes de rette incitamenter for boligejere med fjernvarme som varmekilde, således at de fortsat har incitamenter til at foretage energirenoveringer af deres bolig.

DI anbefaler, at fjernvarmetariffen justeres således, at den faste andel af fjernvarmetariffen minimeres og den variable andel ligeledes gørse større. På den måde skabes der et større incitament til at foretage energirenoveringer af boliger med fjernvarme.

Elektrificering af vores samfund kommer til at kræve store investeringer. Det gælder f.eks. i den fælles infrastruktur, der skal være gearet til at håndtere et større kapacitetspres. Overordnet set skal energieffektivitet og fleksibilitet bidrage til at mindske investeringsbehovet.

Der vil også være behov for store investeringer i elektrificeringer af virksomheders produktion, transportmidler, køle- og varmeprocesser samt maskiner. Det vil i sig selv resultere i en mere energieffektiv industri – en elmotor er eksempelvis 30-40 pct. mere effektiv end forbrændingsmotorer.

På transportområdet vil det tage tid at omskifte den eksisterende bilpark til elkøretøjer, både for privatbiler og lastbiler. Flere eldrevne køretøjer medfører selvsagt også behov for bedre adgang til ladestandere.

Det er vigtigt, hvor det er relevant at tage alle led i energikæden i betragtning for at øge energieffektiviteten, herunder også potentialet for energieffektivitet i transmission og distribution af elektricitet.

I dag opstår der tab af energi ved transport af el – det såkaldte nettab – som transmissions- og distributionsselskaberne indkøber erstatningsel til at dække. Dette indkøb indebærer, at transmission- og distributions-selskaber i dag tilsammen er Danmarks største elkunde.

Udover tab af energi og dermed mindre energieffektivitet, så bidrager nettab også til, at elsystemet er dimensioneret med mere produktionskapacitet end nødvendigt for at kunne forsyne netselskaberne med den energi, der går tabt med nettabet.

For huse der er opvarmet med elektricitet gælder at forbrug over 4.000 kwh (3.000 i 2024) betaler EU’s minimumssats i elafgift. For en del el-opvarmede huse betyder det, at der ikke er nogen tilskyndelse til at foretage energirenoveringer. Omvendt giver den lavere afgift en tilskyndelse til at skifte fra eksempelvis gasfyr til varmepumpe, hvilket i sig selv øger energieffektiviteten. Men installation af for store varmepumper pga. en bygning, der bruger for meget energi, kan blive en udfordring for resten af energisystemet, både mht. for stor elinfrastruktur og en mere presset forsyningssikkerhed.

Elektrificering er også en investering i energieffektivisering. Potentialet for elektrificering er stort. Projektet ”Elektrificering af fødevareindustrien” har vist, at en meget stor del af fødevarebranchens processer kan elektrificeres, herunder med energibesparelser til følge. Det kræver investeringer på virksomhederne, som påvirkes af de relative priser på el og fossile brændsler.

Men det er et politisk ønske at bevæge sig mod at elektrificere og nedbringe CO2-udledningerne, så derfor skal denne omstilling yderligere understøttes, så flere virksomheder kommer med på vognen. Mange af de tekniske løsninger, som anvendes i fødevarebranchen, herunder f.eks. varmepumpe- og UV-løsninger, kan også implementeres i en lang række andre fremstillingsvirksomheder.

For elopvarmede boliger gælder, at elforbrug over 4000 kWh/ år beskattes med EU’s minimumssats på 0,8 øre/kWh. Dette skal sammenholdes med en ordinær elafgift på ca. 70 øre/ kWh faldende til ca. 55 øre/kWh i 2030. Husstande i elopvarmede boliger har derfor begrænset økonomisk incitament til at energirenovere boligen. Denne afgiftsstruktur betyder også, at elafgiften på opladning af en elbil afhænger af, om bilen oplades i en elopvarmet bolig eller f.eks. en bolig opvarmet med fjernvarme. Denne forskel er uhensigtsmæssig, hvilket bl.a. Kommissionen for grøn omstilling af personbiler påpegede i 2020.

DI anbefaler, at regeringen ændrer afgiftsstrukturen for elopvarmede huse således, at strukturen i højere grad tilskynder til energirenovering af elopvarmede huse, samtidig med at tilskyndelsen til at skifte fra fossile varmekilder til varmepumpe bevares mest muligt.

Der bør indsættes en grænse for hvor meget el, der kan afregnes til den lave afgift, således at elforbrug over ca. 10.000 kWh/år (igen) betaler den ordinære elafgift. Samtidig anbefaler DI, at grænsen for hvornår den lave afgift indtræder, sænkes fra 4000 til 3000 kWh/år. Den lave afgift vil således her gælde for forbrug mellem 3000 og ca. 10.000 kWh/år.

Merprovenuet, der opnås, anvendes til at sænke den generelle elafgift. Forslaget kan med fordel gennemføres over en årrække ved at loftet sænkes gradvist. Med forslaget vil det samtidig sikres, at elafgiften på opladning af elbiler bliver ensartet, uanset om boligen er elopvarmet eller f.eks. opvarmet med fjernvarme.

DI anbefaler, at der som en del af reguleringen af eltransmissions- og eldistributionsselskaber fastsættes et mål for nedbringelse af selskabernes nettab inden 2030. Nettabet er i dag ikke reguleret, og der er ikke sat mål herfor.

Et lavere nettab vil udover en mere energieffektiv eltransmissions- og eldistributionssektor også bidrage til en mere omkostningseffektiv elsektor, og at sektorens Scope 3 CO2-udledninger nedbringes i det omfang, at nettab indkøbes på tidspunkter, hvor forsyningerne også produceres på baggrund af fossil energi.

DI anbefaler, at regeringen evaluerer og genbesøger den nuværende strategi for elektrificering af samfundet fra 2021, herunder skærper fokus på, hvad der skal til for at indfri potentialerne for elektrificering af fremstillingsindustrien.

DI anbefaler, at Energistyrelsen tager initiativ til en ordning, hvor der ydes tilskud til, at SMV’ere i fremstillingsindustrien kan få hjælp til at vurdere energieffektiviserings- og elektrificeringspotentialerne på den pågældende virksomhed. Der kan afsættes op til 25 mio. kr. årligt til en sådan ordning.

Overskudsvarmen fra virksomheder bliver i dag ikke udnyttet fuldt ud som fjernvarme. Det estimeres, at det nuværende samlede overskudsvarmepotentiale i Danmark er ca. 9.000 GWh om året. Overskudsvarmepotentialet fra erhverv og industri udgør heraf 3.000 GWh om året. På nuværende tidspunkt udnyttes kun 13 pct. af det samlede potentiale. Samtidigt vil udbygningen af Power-to-X øge andelen af overskudsvarme betydeligt, da overskudsvarme vurderes at udgør 10 – 25 pct. af energien i PtX-processen. 

I den nuværende regulering af fjernvarme er levering af overskudsvarme til fjernvarmeselskaberne underlagt bl.a. et VE-prisloft, der sætter et maks. på, hvor meget fjernvarmeselskaberne må betale for den leverede varme, som dog kun kommer i anvendelse, når det ligger under det prisloft, som varmeselskaberne ellers er underlagt – nemlig substitutionsprisen. VE prisloftet risikerer således at hindre levering af billigste varme, når prisen på overskudsvarme er højere end prisloftet, men stadig er det billigste alternativ. Overskudsvarme er allerede underlagt substitutionsprincippet og projektbekendtgørelsen, som begge er værn imod urentable projekter. Der eksisterer altså flere forskellige lofter, og hvilket der er lavest kan variere fra år til år. Det gør det vanskeligere for leverandører af overskudsvarme at udarbejde en rentabel business case, når der er usikkerhed om den økonomiske horisont, og en fjernelse af prisloftet vil medvirke til at fjerne en del af usikkerheden.

Hertil skal leverandører af overskudsvarme gennemgå en administrativ tung certificering for, at der kan opnås afgiftsfritagelse på den leverede overskudsvarme.

Samtidig gælder det i dag, at virksomheder betaler en afgift på intern brug af overskudsvarme, hvis virksomheden vil anvende overskudsvarme fra produktionen til varmt vand og opvarmning af bygninger internt i virksomheden.

Fjernvarmeselskaber indregner i dag ikke den værdi, som fleksibel varmeproduktion, f.eks. ved investering i varmepumper, har for energisystemet. Det kan gøre elektrificering af fjernvarmen mindre attraktiv.

Der er et stort potentiale for bedre at udnytte solenergi og derved øge andelen af vedvarende energi i energimixet. Særligt på store, flade tagarealer i områder med begrænset skygge fra høje bygninger og træer kan der være gevinster at hente.

Der eksisterer imidlertid en række regulatoriske barrierer, der står i vejen for en bedre udnyttelse af solenergi. Virksomheder kan ikke anvende egenproduceret energi fra solceller, hvis ikke energien anvendes på samme matrikel. Den samme problematik gør sig gældende på offentlige bygninger i kommuner og regioner. Der er heller ikke mulighed for en virksomhed at leje tagareal ud til en tredjepart, som kan opsætte og drive solcelleanlæg. Dette skal i øvrigt holdes op mod, at det kommende bygningsdirektiv forventes at stille krav om solceller på de fleste nye bygninger fra 2030 og for nogle før 2030, herunder nye offentlige bygninger og erhvervsbygninger over en vis størrelse, og hvis de tilsvarendende eksisterende energirenoveres.

Datacentre og PtX-anlæg producerer store mængder overskudsvarme, og der er derfor et enormt potentiale i at indtænke udnyttelsen af overskudsvarme, når flere datacentre skal etableres på dansk jord, og når der etableres PtX-anlæg.

DI vurderer, at der er potentiale for at udnytte overskudsvarme fra datacentre svarende til 2.000 GWh og fra PtX-anlæg svarende til 6.000 GWh. Hertil kommer endnu uudnyttet potentiale fra eksisterende virksomheder. Til sammenligning udnyttes der i dag 1.200 GWh overskudsvarme fra virksomheder. Hvis ikke disse potentialer udnyttes, spildes energi som så skal produceres fra andre kilder.

DI anbefaler, at regeringen fjerner VE-prisloftet for overskudsvarme via en ændring af varmeforsyningsloven med deraf følgende ophævelse af bekendtgørelsen om et prisloft for overskudsvarme.

DI anbefaler, at certificeringsordningen for overskudsvarme fjernes eller simplificeres via en ændring af varmeforsyningsloven eller bekendtgørelse om energieffektiviseringsordning for overskudsvarme. Herved kan en større andel af overskudsvarmepotentialet fra industrien og forsyningerne udnyttes til fordel for de danske varmeforbrugere og den grønne omstilling.

DI anbefaler, at afgiften på intern overskudsvarme brugt til komfortvarme (opvarmning af bygninger og vand) ophæves. Afskaffelsen vil øge incitamentet til at udnytte overskudsvarme og mindske energispild i virksomheder.

DI anbefaler, at virksomheder og offentlige myndigheder skal have mulighed for at anvende energi fra solcelleanlæg mellem egne tætliggende bygninger, selvom lager- og produktionsanlæg er placeret på forskellige matrikler.

I praksis skal virksomheder og offentlige myndigheder have mulighed for at afregne strømforbrug- og produktion via den samme måler eller virtuelt, selvom flere af virksomhedens bygninger er spredt over et større men nærtliggende område. På samme måde skal der være mulighed for at sende strøm mellem offentligt ejede bygninger på tværs af matrikler, så strøm fra f.eks. et tag på en folkeskole kan bruges til at opvarme den kommunale svømmehal, der ligger i nærheden.

DI anbefaler, at solceller skal kunne opføres på tagflader uden automatisk at blive anset som en del af selve bygningen jf. tinglysningsloven. Anbefalingen vil øge mulighederne for etablering af solcelleanlæg, hvor der særligt på større tagflader er et stort uudnyttet potentiale – også i tilfælde hvor en tredjepart ønsker at leje et tagareal og opsætte solceller herpå.

Varmeproduktion- og -lager gør eldreven varmeproduktion til en fleksibel produktion, som kan tilrettelægges efter elpriserne, med  billigere varmeregninger og bedre balance i energisystemet.

DI anbefaler, at fjernvarmereguleringen indrettes, så den belønner fjernvarmeselskaber, der investerer i anlæg, der er fleksible og spiller sammen med elmarkedet.

Det vurderes, at der er potentiale for at udnytte overskudsvarme fra datacentre svarende til 2.000 GWh. Fra PtX-anlæg er overskudsvarmepotentialet 6 – 12.000 GWh, hvilket er 20 pct. af den nuværende fjernvarmeproduktion ved en kapacitet på 6 GW*. Til sammenligning udnyttes der i dag 1.200 GWh overskudsvarme fra virksomheder. Hvis ikke disse potentialer udnyttes, spildes energi som så skal produceres fra andre kilder.

I den tidlige fase af planlægning af nye datacentre og PtX-anlæg i Danmark bør der overvejes en placering, der giver mulighed for udnyttelse af overskudsvarme.

DI anbefaler, at der etableres en ramme for en tidlig ”markedsdialog” med branchedialog mellem virksomheder, fjernvarmeselskaber og kommunerne for optimal placering af virksomheder med overskudsvarme, og der bør udføres cost-benefit analyser omkring udnyttelse af overskudsvarme. Markedsdialogen bør også omfatte eksisterende virksomheder, hvor der er potentiale for at udnytte overskudsvarmen bedre end i dag.

DI anbefaler, at staten udarbejder en plan, hvor mulige gunstige områder med potentiale for at udnytte overskudsvarme udpeges, og hvor nødvendige tilladelser er forhåndsgivet.