Prøvetid
Virksomheder kan aftale prøvetid med nyansatte i de første tre måneder af en ansættelse. Dette betyder, at virksomheden kan opsige medarbejderen med et forkortet varsel på 14 dage.
I kan aftale prøvetid med følgende medarbejdere:
- Funktionærer
- Funktionærlignende ansatte
- Ledere omfattet af Lederaftalen
- Ansatte under overenskomst, hvor der er bestemmelser om prøvetid.
For timelønnede under overenskomst kan I som udgangspunkt ikke aftale en prøvetid.
Mulighed for at opsige med forkortet varsel
Har I aftalt prøvetid, kan I opsige ansættelsesforholdet inden for de første tre måneder af ansættelsen med et forkortet varsel:
- I kan opsige funktionæren med 14 dages varsel (kalenderdage)
- Funktionæren kan selv opsige ansættelsesforholdet uden varsel.
I kan aftale, at funktionæren på lige fod med jer har et opsigelsesvarsel på 14 dage i prøvetiden.
De 14 dage skal kunne rummes inden for prøvetiden på 3 måneder. Det vil sige, at den forkortede opsigelse senest kan ske ved 2,5 måneders ansættelse. Overskrider I de tre måneder ved fratrædelsen, skal funktionæren i stedet opsiges med en måneds varsel til udgangen af en måned.
Aftal prøvetid i ansættelseskontrakten
I skal kunne dokumentere, at der er aftalt prøvetid. I praksis sker dette ved, at I indfører et afsnit om prøvetid i ansættelseskontrakten.
I skal senest aftale prøvetid i forbindelse med ansættelsesaftalen. I kan ikke efterfølgende aftale prøvetid.
Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt der er aftalt prøvetid, kan I ikke opsige funktionæren med et forkortet varsel.
Hvis der ikke er aftalt prøvetid, gælder funktionærlovens almindelige opsigelsesvarsler.
I kan ikke aftale prøvetid for timelønnede
I f.eks. Industriens Overenskomst er der intet opsigelsesvarsel fra både virksomhedens og medarbejderens side de første seks måneder af ansættelsesforholdet.
I kan ikke aftale prøvetid efter de første seks måneder.