Foto: Colourbox
03.03.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Lovforslaget om ændring af barselsreglerne er vedtaget

Folketinget har den 3. marts 2022 vedtaget lovforslaget om ændring af barselsreglerne, som vil gælde fra den 2. august 2022.

De nye regler gælder fra 2. august 2022

Vedtagelsen af lovforslaget sker på baggrund af implementeringen af orlovsdirektivet, og de nye barselsregler indebærer derfor en øremærkning af forældreorlov til hver forælder.

Frem til 2. august 2022 skal de eksisterende barselsregler følges. De nye barselsregler finder anvendelse for forældre til et barn, der er født eller modtaget den 2. august 2022 eller senere.

Orlovsperioderne

De nye barselsregler indebærer en øremærkning af 11 ugers orlov til hver forælder.

Reglerne indebærer desuden en total ligedeling af orloven med ydelser efter fødsel mellem mor og far/medmor. Det betyder, at begge forældre vil kunne holde 24 ugers orlov med ydelser, hvis ingen af forældrene ændrer på fordelingen.

Moren har fortsat ret til at afholde 4 ugers orlov før fødsel, hvilket ikke påvirker orloven efter fødslen.  

Hver forælder vil have mulighed for at overføre op til 13 ugers orlov til den anden forælder.

De resterende 11 ugers orlov er øremærket hver forælder, og disse uger kan ikke overføres. Hvis de øremærkede uger ikke afholdes, så bortfalder de.

Soloforældre og regnbuefamilier

De nye barselsregler indeholder også særlige regler for soloforældre og regnbuefamilier.

Efter forslaget får soloforældre 46 ugers orlov med ydelser, og en del af orloven kan overdrages til et nærtstående familiemedlem, f.eks. en bedsteforælder. Solomødre og solofædre er ligestillede i forhold til orlovslængde.

For regnbuefamilier gælder, at barnets retlige forældre kan overdrage den orlov, der ikke er øremærket, til såkaldte sociale forældre.

Målgruppen sociale forældre vil dække den retlige forælders ægtefælle eller samlever, som er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, en kendt donor, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og den kendte donors ægtefælle eller samlevende, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet. 

De særlige regler om soloforældres og regnbuefamiliers mulighed for at overdrage en del af overloven vil først gælde fra den 1. januar 2024.

Betaling under orloven i forhold til de nye barselsregler

Overenskomstdækkede medarbejdere

For overenskomstdækkede medarbejdere skal virksomheden følge betalingsreglerne i de nuværende overenskomster. DA og FH arbejder på nuværende tidspunkt på en aftale for overenskomstområderne. Aftalen er ikke på plads endnu, men vi orienterer om indholdet, så snart aftalen er på plads.

Ikke-overenskomstdækkede medarbejdere

For ikke-overenskomstdækkede medarbejdere har mange virksomheder en personalepolitik eller individuelle vilkår om betaling i forbindelse med barsel.

Mange virksomheder har på nuværende tidspunkt barselsregler, der stiller mor bedre end far/medmor i relation til betaling under orloven.

De eksisterende barselspolitikker er bundet op på den nuværende systematik i barselsloven, hvor mor har haft 14 ugers barselsorlov modsat far/medmors 2 ugers fædreorlov.

Mange virksomheder har derfor valgt at give fuld løn til mor under barselsorloven, og mor har derfor flere ugers orlov med løn end far/medmor.

Når de nye barselsregler træder i kraft, vil der ikke længere være flere ugers orlov til mor, da reglerne indebærer en total ligedeling af orlov med ydelser mellem mor og far/medmor efter fødsel.

Det kan derfor potentielt være i strid med ligebehandlingsloven at fastholde en forskelsbehandling i mors favør i en barselspolitik.

Der kan derfor være behov for en tilpasning af de nuværende barselspolitikker.

Webinar om de nye regler 6. april 2022

DI afholder et webinar om de nye barselsregler onsdag den 6. april 2022 kl. 9-10.30. Det vil være muligt at tilmelde sig via di.dk fra den 10. marts. På webinaret gennemgår DI de nye barselsregler, og vi vil drøfte muligheder for tilpasninger af eksisterende barselspolitikker.

Vejledninger

FAQ om de nye barselsregler

Klik her

Publikationer

Oversigt over nye barselsregler

Download

Relateret indhold

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter