Vi rådgiver dig

Fri telefon, computer, internet og bil

Få styr på reglerne om beskatning, hvis virksomheden stiller telefon, computer, internetforbindelse eller firmabil til rådighed for medarbejderne.

Fri telefon

Får en medarbejder helt eller delvist vederlagsfrit stillet telefon - fastnet, mobil, PDA, smartphone mv. - til rådighed for privat benyttelse af sin arbejdsgiver, beskattes medarbejderen af 2.900 kr. (2020-niveau, 2.800 kr. i 2019).

Ægtefællerabat

Der gives ægtefællerabat, således at det skattepligtige beløb på 2.900 kr. reduceres med 25 pct. for begge ægtefæller, når de begge beskattes og opfylder betingelserne for at opnå rabatten.

Rådighed en del af året

Medarbejderen bliver kun beskattet af det antal hele måneder, hvor telefonen har været til rådighed i indkomståret.

Arbejdsmobiltelefoner

Tager medarbejderen en helt eller delvist arbejdsgiverbetalt mobiltelefon med hjem, er der en formodning for privat rådighed, også hvis den tages med hjem, for at medarbejderen kan udføre sit arbejde.  

For at afkræfte formodningen om privat rådighed, skal der mellem medarbejder og arbejdsgiver være indgået en tro og love-erklæring om, at telefonen er en arbejdstelefon, der kun anvendes erhvervsmæssigt.

Enkeltstående private opkald vil ikke udløse beskatning.

Arbejdsgiveren skal føre en vis kontrol med, at aftalen overholdes.

Lønomlægning

Formodningen om privat rådighed over en telefon kan ikke afkræftes, hvis medarbejderen og arbejdsgiveren indgår en aftale om lønomlægning (lønnedgang), for at medarbejderen får telefonen.

AM-bidragspligtig A-indkomst

Værdien af fri telefon er arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst.

Tilskud til telefon

Tilskud til telefon skal uændret medregnes til den skattepligtige indkomst.

Computer

En computer - bærbar eller stationær - med tilbehør, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for en medarbejder til brug for arbejdet, beskattes ikke.

Anvender medarbejderen også computeren privat, beskattes dette ikke.

Udelukkende privat anvendelse

Stiller arbejdsgiveren computeren til medarbejderens rådighed udelukkende til privat brug, beskattes medarbejderen af markedslejen for computeren (bagatelgrænsen for mindre personalegoder kan finde anvendelse).

Lønomlægning

Går medarbejderen ned i løn (medarbejder og arbejdsgiver indgår en aftale om lønomlægning) for at få en computer, beskattes medarbejderen af 50 pct. af IT-udstyrets nypris i det eller de indkomstår, computeren er til rådighed.

Internet

En medarbejder beskattes ikke af arbejdsgiverbetalt internetadgang, hvis medarbejderen har adgang til arbejdsgiverens netværk (dvs. adgang hjemmefra til samme programmer og dokumenter som på arbejdspladsen).

Hvis medarbejderen ikke har adgang til arbejdsgiverens netværk, beskattes medarbejderen som af fri telefon (2.900 kr. årligt, 2020-niveau, 2.800 kr. i 2019).

Firmabil

Medarbejderen kan blive beskattet af firmabilen.

Stiller arbejdsgiveren en bil til rådighed for medarbejderen til brug for privat kørsel, skal medarbejderen betale skat af bilens værdi, som beregnes efter en særlig regel.

Bilens værdi, som lægges til grund ved beregningen af den skattepligtige indkomst, afhænger dels af bilens alder, dels af om arbejdsgiveren har anskaffet bilen som brugt.

En medarbejder bliver kun beskattet af firmabilen, hvis den står til rådighed privat.

Hvis medarbejderen vil undgå at blive beskattet af bilen, skal medarbejderen godtgøre, at firmabilen ikke bliver brugt privat. Det kræves som minimum, at der er en skriftlig aftale mellem arbejdsgiver og medarbejder om, at bilen ikke må bruges til privat kørsel - også kørsel mellem hjem og arbejde.

Virksomheden har pligt til at sikre, at medarbejderen overholder aftalen. Det gøres i praksis ved at kontrollere, at udgifter til f.eks. benzin og service svarer til omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.

Bilens værdi

Den skattepligtige værdi af fri bil beregnes som 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Værdien beregnes dog af mindst 160.000 kr.

Miljøtillægget, som lægges til den skattepligtige værdi af bilen, udgør den årlige ejer- eller vægtafgift for bilen og med tillæg af 50 pct.

Ny eller gammel bil

Når beregningsgrundlaget for fri bil skal opgøres, skelnes der mellem, om arbejdsgiveren har anskaffet bilen højst tre år efter bilens første indregistrering (ny bil) eller har anskaffet bilen mere end tre fulde år efter bilens første indregistrering (gammel bil).

Ved nye biler bruges nyvognsprisen som beregningsgrundlag. Det gælder dog kun i det indkomstår, hvor bilen er indregistreret første gang samt de to følgende indkomstår.

I det fjerde og de efterfølgende indkomstår nedsættes værdien til 75 pct. af nyvognsprisen, dog ikke til et beløb under 160.000 kr.

Med virkning fra 1. januar 2013 opgøres, for biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, bilens værdi til den oprindelige nyvognspris i indtil 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er foretaget, og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen.

Ved gamle biler anvendes arbejdsgiverens købspris inklusiv moms og eventuelle istandsættelsesudgifter som grundlag for beregningen af den skattemæssige værdi. Beregningsgrundlaget kan ikke blive mindre end 160.000 kr.

Leasingbiler

For leasingbiler, der udleveres fra og med den 1. februar 2020, og for hvilke der er foretaget en genberegning af bilens værdi, er det den genberegnede værdi, der skal bruges som beregningsgrundlag for beskatningen fra og med den måned, genberegningen finder sted (leasingselskabet skal oplyse arbejdsgiveren om bilens beregningsgrundlag for fri bil). Det gælder også, hvis bilen købes.

Biler, der er taget i brug før den 1. februar 2020, er ikke omfattet heraf (frem til den 31. januar 2020 var beregningsgrundlaget leasingselskabets indkøbspris), men skifter bilen bruger efter den 31. januar 2020, er det de nye regler, der gælder.

Miljøvenlige (grønne) biler

For eldrevne biler, pluginhybridbiler eller brændselscelledrevne biler (biler omfattet af registreringsafgiftslovens §§ 5 b – 5 d) gælder en midlertidig nedsættelse af den skattepligtige værdi.

Nedsættelsen gælder for beskatning i månederne april til og med december 2020 og udgør 40.000 kr. årligt.

Brobizz-regler

  • Arbejdsgiverbetalt brobizz er skattefri, når brobizzen ikke anvendes privat ud over kørsel mellem hjem og arbejdssted.
  • Der kan ikke tages fradrag for broafgift, når arbejdsgiveren har afholdt udgiften.
  • Ved kørsel i egen bil mellem hjem og arbejde kan den ansatte tage kilometerfradrag på strækningen, selv om arbejdsgiveren stiller fri brobizz til rådighed.
  • Ved kørsel i fri bil mellem hjem og arbejde kan medarbejderen tage fradrag for broafgiften, hvis han eller hun selv betaler udgiften.

Firmabil på gule plader

Firmabiler på gule nummerplader, som medarbejderen anvender til kørsel i forbindelse med arbejdet, udløser ikke beskatning af medarbejderen, hvis kørslen vedrører virksomhedens aktiviteter.

25 gange-reglen

Undtagelsesvis kørsel mellem hjem og arbejde op til 25 gange om året i en gulpladebil er tilladt, når bilen den efterfølgende dag skal anvendes erhvervsmæssigt.

Kørsel mellem skiftende arbejdssteder og det faste forretningssted

I tilknytning til kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder kan der i en gulpladebil køres ubegrænset mellem skiftende arbejdssteder og virksomhedens faste forretningssted.

Der er ikke knyttet betingelser til formålet med at køre fra det skiftende arbejdssted til det faste forretningssted.

Vagtordninger

Medarbejdere, som har tilkaldevagter fra bopælen, og som tager gulpladebilen med hjem, fordi den skal bruges i forbindelse med tilkaldene, anses ikke af den grund for at have bil til rådighed for privat kørsel.

Det er ikke længere et krav for at undgå at betale skat af fri bil, at en given kørsel skal ske til uvisse arbejdssteder. Det er tilstrækkeligt, at medarbejderen kan blive kaldt ud til mindst én adresse, som ikke er det faste arbejdssted.

Specialindrettede køretøjer

Kørsel mellem hjem og arbejde i specialindrettede køretøjer er tilladt i henhold til både skatte- og momsmæssig praksis.

Der gælder særlige regler for beskatning af forskellige former for privat kørsel i specialindrettede køretøjer.

Relateret