Vi rådgiver dig

11 trin: Sådan forløber en retssag

Få her et overblik over, hvordan en retssag forløber.

1. Møde i byretten

Virksomheden bliver indkaldt til et retsmøde. Det betyder, at virksomheden har pligt til at møde. Hvis virksomheden ikke møder op, vil det være lig med at man accepterer bøden, dvs. en udeblivelsesdom.

I retssagen har virksomheden ret til at blive repræsenteret af en advokat. Det er dog også muligt, at repræsentere sig selv – dette kaldes populært selvmøder. Som selvmøder har man ret til de fleste dokumenter i en retssag ellers skal jeres advokat have dem.

I retssalen vil sagen forløbe således:

I den ene side af lokalet sidder anklagemyndigheden. I den anden side sidder tiltalte og evt. tiltaltes advokat. Mellem de to parter kommer eventuelle vidner til at sidde.

Først nedlægger parterne deres krav (det kaldes påstande). Det vil sige, at de hver især gengiver, hvad de ønsker, skal være sagens resultat.

Så forelægges sagen af anklagemyndigheden, som på neutral måde redegør for sagens faktiske omstændigheder. Dernæst afhøres parterne, eventuelle vidner samt syns- og skønsmænd. Derpå følger proceduren.

Procedure vil sige, at anklagemyndigheden og evt. tiltaltes advokat eller dig selv, hver især gør rede for deres juridiske syn på sagen, og hvordan de mener, at den skal afgøres ud fra en juridisk argumentation.

2. Dømt eller frifundet

Når dommeren har hørt parterne, trækker denne sig tilbage og voterer. Dette kan godt tage en uge eller mere.

Dommen vil afgøre både skyldsspørgsmålet og eventuel strafudmålingen. Altså om virksomheden har overtrådt arbejdsmiljøloven, og hvis den har – hvilken straf skal der så følge.

Dommeren vil vurdere, om virksomheden er skyldig i punkterne i anklageskriftet. Derefter bliver det vurderet, om virksomheden skal straffes jf. anklageskriftets påstand, eller om straffen skal ændres.

3. Accept eller anke

Efter dommen kan virksomheden vurdere om den vil acceptere dommen eller om den vil anke.

4. 14 dages frist for anke

Virksomheden har 14 dage til at vurdere, om de vil acceptere (modtage) dommen, eller om den vil anke til Landsretten.

5. Møde i Landsretten

Mødet i landretten foregår på samme måde som i byretten, men den forskel, at der er tre juridiske dommere tilstede.

6. Dømt eller frifundet

Når dommerne har hørt parterne, trækker denne sig tilbage og voterer, inden dommen afsiges. Dette kan godt tage en uge eller mere.

Dommerne vil afgøre både skyldsspørgsmålet og eventuelt strafudmålingen. Altså om virksomheden har overtrådt arbejdsmiljøloven, og hvis den har – hvilken straf skal der så følge.

Dommerne vil vurdere, om virksomheden er skyldig i punkterne i anklageskriftet. Derefter bliver det vurderet, om virksomheden skal straffes jf. anklageskriftets påstand, eller om straffen skal ændres.

7. Accept

Efter dommen kan virksomheden vurdere om den vil acceptere dommen eller om den vil søge 3. instans bevilling.

8. Tredje instans

Der er i Danmark primært mulighed for behandling i to instanser; i dette tilfælde typisk byret og landret. Der er dog mulighed for at søge om tilladelse til behandling i tredje instans: Højesteret.

9. 14 dages frist anke

Virksomheden skal indgive anke og anmodning om 3. instansbehandling indenfor 14 dage efter landsrettens dom.

10. Tilladelse eller afslag

Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til behandling. Hvis dette ikke sker efter Procesbevillingsnævnets afslag, er der ikke flere ankemuligheder.

11. Højesteret og strafudmåling

Højesteret tager alene stilling til strafudmålingen og ikke til skyldsspørgsmålet. Det er således i disse sager ikke muligt at blive frifundet.

Britta Marie Mørk Johansen

Britta Marie Mørk Johansen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0254
  • Mobil +45 3066 4794
  • E-mail bmj@di.dk

Relateret indhold