Arbejdsrettens domme gælder – også i udlandet
En italiensk appeldomstol har fastslået, at afgørelser fra Arbejdsretten også kan gennemtvinges ved domstolene i andre EU-lande. Dommen har været længe undervejs og sikrer nu, at udenlandske virksomheder ikke undgår deres overenskomstmæssige forpligtelser ved at stoppe deres aktivitet i Danmark og tage til udlandet.
I 2013 påbegyndte en siciliansk virksomhed byggearbejde i Danmark. Virksomheden tiltrådte senere samme år dansk overenskomst inden for bygge- og anlægsområdet. Men allerede året efter blev virksomheden indbragt for en faglig voldgift for manglende korrekt betaling efter den tiltrådte overenskomst.
Efter et længere sagsforløb blev virksomheden i 2017 dømt ved Arbejdsretten for at have underbetalt sine medarbejdere efter overenskomsten og derved have begået et overenskomstbrud.
Den manglende betaling for arbejdet i Danmark blev fastsat til at være ca. 13 mio. kr. Hertil blev lagt ca. 1 mio. kr. som bod for overtrædelsen af overenskomsten. Et sådant tillæg er almindeligt efter dansk arbejdsretlig praksis.
Tog hjem til Sicilien
Arbejdet var dog på dette tidspunkt ophørt i Danmark, og den sicilianske virksomhed havde derfor ikke længere nogen tilstedeværelse i Danmark. Det var derfor ikke muligt at inddrive kravet i Danmark, og forbundet tog derfor til virksomhedens hovedsæde i byen Siracusa på Sicilien for at håndhæve kravet.
Virksomheden afviste, at kravet kunne fuldbyrdes i Italien. De mente, at afgørelsen var i strid med retsgarantier i både den italienske forfatning og i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Forbundet påpegede derimod, at når en afgørelse er truffet i en medlemsstat, skal den anerkendes af andre medlemsstaters domstole. Det er kun muligt for medlemsstaterne at tilsidesætte en afgørelse fra en anden medlemsstat, hvis denne åbenlyst er i strid med grundlæggende retsgarantier.
Spørgsmål om strafferetlig sanktion
Selve stridsspørgsmålet var, hvorvidt boden og tillægget til boden, altså det, som lå ud over medarbejdernes lidte tab, udgjorde en strafferetlig sanktion.
Dette er afgørende, fordi strafferetlige afgørelser stiller yderligere krav på betryggende retsbehandling end ved almindelige civilretlige sager. F.eks. skal der altid være mulighed for at anke sagen i strafferetlige sager, hvilket ikke er tilfældet ved Arbejdsretten som kun har én instans.
Forbundet afviste dette med henvisning til, at virksomheden selv havde indgået overenskomsten, og boden derfor udspringer af et rent privatretligt grundlag. Boden er udtryk for en erstatning, som alene har et genoprettende formål.
I 2018 fandt byretten i Siracusa, til stor overraskelse, at afgørelsen ikke kunne fuldbyrdes i Italien. Forbundet ankede med det samme afgørelsen til appeldomstolen i Catania.
Arbejdsrettens afgørelse ikke en straf
Appeldomstolen i Catania omgjorde byrettens afgørelse og fastslog, at forbundet godt kunne inddrive efterbetalingskravet og boden i Italien.
Domstolen afviste blankt, at Arbejdsrettens afgørelse var udtryk for en straf. Boden var alene udtryk for den besparelse, som den udenlandske virksomhed opnåede ved at misligholde sine forpligtelser efter overenskomsten.
Appeldomstolen mente heller ikke, at tillægget til efterbetalingskravet udgjorde en straf, da denne kun har et genoprettende formål i forhold til den skæve konkurrencefordel, som virksomheden havde opnået ved sit brud på overenskomsten.
Det vides ikke endnu, hvorvidt virksomheden påtænker at indbringe afgørelsen for den italienske forfatningsdomstol eller for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
DI mener
Afgørelsen fra den syditalienske ø er yderst vigtig for opretholdelsen af den danske model. Hvis udenlandske virksomheder kunne undgå overenskomstmæssige forpligtelser ved at tage til udlandet efter endt arbejde i Danmark, ville dette udhule vores særegent danske arbejdsmarked, hvor løn- og ansættelsesvilkår hovedsageligt reguleres i overenskomster fremfor i lovgivning.
Muligheden for at håndhæve fagretlige afgørelser i andre lande er derfor essentiel. Det var af denne grund, at den danske regering, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri støttede op om forbundets krav i denne sag.
DI mener, at der igen er tryghed om, at afgørelser fra det danske fagretlige tvisteløsningssystem står ved magt – også i udlandet.