Nyt direktiv om platforme kan give arbejdsgivere ekstra byrder
En uklar definition af ”platformsvirksomheder” i et forslag til et kommende EU-direktiv om platformsarbejde kan ramme mange virksomheder og medføre nye forpligtelser.
EU-Kommissionen fremsatte den 9. december 2021 et forslag til et direktiv om forbedring af arbejdsvilkår for platformsarbejde. Forslaget forhandles nu i Ministerrådet og EU-Parlamentet efter at have ligget stille det seneste år.
Formålet med det nye direktiv er at forhindre digitale arbejdsplatforme i fejlagtigt at kategorisere reelle lønmodtagere som selvstændige for derved at undgå de forpligtelser, som virksomheder har over for deres medarbejdere efter lovgivning eller overenskomst. Desuden introducerer direktivet også nye forpligtelser om brugen af automatiserede beslutningsprocesser.
Enhver kan blive en platform
Forslaget indeholder en meget vag definition af, hvad en digital arbejdsplatform egentlig er. Dette skaber en risiko for, at virksomheder kan blive fejlkategoriseret som ”digitale arbejdsplatforme” og dermed blive underlagt strengere regler om bevisbyrde i forhold til lønmodtagerstatus samt yderligere persondataforpligtelser.
I EU-Kommissionens forslag er en ”digital arbejdsplatform" enhver virksomhed, som leverer kommercielle tjenester, hvis tjenesterne opfylder nedenstående betingelser:
a) Tjenesterne kan leveres, i det mindste delvist, på afstand ved hjælp af elektroniske midler, såsom et websted eller en mobil applikation
b) Tjenesterne kan leveres på anmodning af en tjenestemodtager
c) Tjenesterne omfattes som en nødvendig og væsentlig del af tilrettelæggelsen af det arbejde, der udføres af enkeltpersoner, uanset om arbejdet udføres online eller på et bestemt sted.
Den uklare definition kan medføre, at ganske almindelige virksomheder vil være ”digitale arbejdsplatforme”. Derved kan virksomhederne blive underlagt regler, som slet ikke er tiltænkt dem.
Direktivet kan skubbe til definitionen af lønmodtager
Direktivets primære mekanisme til at sikre dette er en såkaldt formodningsregel for lønmodtagerstatus.
Hvis en person udfører et stykke arbejde for en ”digital arbejdsplatform”, vil vedkommende som udgangspunkt være lønmodtager, hvis vedkommende opfylder to ud af fem oplistede kriterier i direktivet. Derefter vil det være virksomheden, der skal løfte bevisbyrden for, at personen ikke er lønmodtager. De fem kriterier oplistes her:
- at virksomheden fastsætter personens lønniveau eller fastlægger øvre grænser herfor i praksis
- at virksomheden kræver, at personen, der udfører platformsarbejde, overholder specifikke regler med hensyn til udseende, adfærd over for modtageren af tjenesten eller udførelse af arbejdet
- at virksomheden overvåger arbejdets udførelse eller kontrollerer kvaliteten af arbejdsresultatet ad elektronisk vej
- at virksomheden begrænser personens frihed til at tilrettelægge arbejdet i praksis, navnlig friheden til at vælge arbejdstid eller fraværsperioder, til at acceptere eller afvise opgaver eller til at benytte underleverandører eller stedfortrædere
- at virksomheden begrænser personens mulighed for at etablere en kundebase eller udføre arbejde for tredjemand i praksis.
Yderligere persondatamæssige forpligtelser
Forslaget til det nye direktiv indeholder dog ikke kun denne formodningsregel. Dertil kommer en række yderligere persondataforpligtelser om algoritmiske og automatiserede beslutningssystemer.
Blandt disse er forpligtelsen til at redegøre for, hvordan automatiserede beslutningssystemer kan påvirke medarbejderne. Virksomheden skal også sikre løbende menneskelig overvågning og evaluering af, at disse beslutningssystemer ikke udsætter medarbejderne for ”unødigt pres”. Desuden vil medarbejderne have krav på at få en menneskelig gennemgang af enhver beslutning, som væsentligt påvirker dem, hvis denne er truffet af helt eller med støtte i et automatiseret beslutningssystem.
Parlamentet vil gå endnu længere
EU-Parlamentets udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har efterfølgende afgivet deres udkast til ændringsforslag til direktivet. I dette udkast udvides definitionen af ”digital arbejdsplatform” yderligere til at omfatte enhver virksomhed, som benytter computerprogrammer og procedurer til at facilitere, overvåge eller på nogen måde organisere individers arbejde.
En så bred definition risikerer at omfatte samtlige virksomheder med en betydelig grad af digitaliserede arbejdsgange.
DI mener
DI bakker entydigt op om, at fejlagtig kategorisering af medarbejdere som selvstændige skal undgås. Virksomheder skal konkurrere på lige fod med de forpligtelser over for lønmodtagere, som følger af lovgivning og overenskomster. Reelt selvstændige skal dog fortsat ikke kategoriseres som lønmodtagere.
Kommissionens forslag risikerer at skubbe til grænsen, så reelt selvstændige får lønmodtagerstatus, hvilket er problematisk.
Samtidig vil forslaget indføre en række forpligtelser for de virksomheder, der bliver omfattet af direktivet. Dette risikerer at forvride konkurrencen imellem virksomheder inden for og uden for direktivet. Desuden synes det helt unødvendigt at indføre særlige forpligtelser over for medarbejdere i visse virksomheder, alene fordi de driver forretning på en bestemt måde. Dette er særligt problematisk, når definitionen af de virksomheder, som direktivet omfatter, er så uklar.