Lovligt at kombinere varierende ugentlig arbejdstid med fast overarbejde

Aftaler om arbejdstid

En østrigsk entreprenørvirksomhed havde vundet udbuddet med etablering af skinner, teknik m.m. på Sydhavns-delen af den københavnske metro.

Virksomheden beskæftigede hovedsageligt østrigske bosatte medarbejdere, og i forbindelse med den danske opgave  havde virksomheden med sine medarbejdere indgået skriftlige aftaler om varierende ugentlig arbejdstid af perioder på fire uger kombineret med tilsvarende aftaler om fast ugentligt overarbejde på otte timer.

Den planlagte gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i de pågældende perioder blev således 37 + 8 timer.

Krævede betaling for overarbejde

Forbundet rejste i en faglig voldgift krav om anerkendelse af, at en sådan kombination af aftaler om varierende ugentlig arbejdstid og fast aftalt overarbejde på indtil otte timer ugentligt ikke lovligt kunne indgås. Som konsekvens heraf påstod forbundet, at de indgåede aftaler skulle anses for nulliteter, og alle arbejdstimer udover 7,4 dagligt skulle efterhonoreres med overenskomstens satser for overtid.

Forbundet fremhævede i forbindelse med kravet, at § 9, stk. 3, i Jord- og Betonoverenskomsten anfører, at en aftale om varierende ugentlig arbejdstid ikke må medføre en længere normal daglig arbejdstid end 10 effektive timer.

Da virksomhedens kombination af varierende ugentlig arbejdstid og fast planlagt overarbejde med 8 timer ugentligt de facto medførte en længere daglig arbejdstid end 10 effektive timer, mente forbundet, at aftalerne var ugyldige. Fast planlagt overtid, som indgik i arbejdsaftalerne og dermed var forudsat i arbejdets afvikling, måtte, efter forbundets opfattelse, defineres som "normal arbejdstid" og derfor indgå i den samlende opgørelse af arbejdstiden efter § 9.

Kendelse i lignende sag fra 1994

En tidligere faglig voldgift fra 1994 (Faglig voldgiftskendelse af 10. november 1994 i voldgiftssag nr. 511 - Per Aarsleff) havde fastslået, at der efter den dagældende overenskomst med Entreprenørforeningen lovligt kunne ske kombination af reglerne om varierende ugentlig arbejdstid og overenskomstens kapitel om overarbejde, herunder fast aftalt overarbejde. Naturligvis med respekt af almindelige arbejdsmiljømæssige regler, særligt 11-timers reglen i arbejdsmiljøloven og reglen om maksimal 48 timers arbejde i gennemsnit i en referenceperiode på 4 måneder, jf. Arbejdstidsdirektivet.

Intet til hinder for at kombinere varierende ugentlig arbejdstid med aftale om fast overarbejde

Dommeren anførte, at det fremgår af Jord- og Betonoverenskomstens § 9, stk.1, at der lokalt kan træffes skriftlig aftale om at forøge eller nedsætte den daglige henholdsvis ugentlige arbejdstid, således at ”den normale ugentlige arbejdstid” i gennemsnit over en forud fastlagt periode er 37 timer.

Bestemmelsen i § 9, stk. 3, om, at ”En sådan aftale” ikke må medføre en længere ”normal daglig arbejdstid” end 10 effektive timer, omfatter således efter sin ordlyd alene virkningen af en aftale indgået efter § 9, stk. 1, og udtaler sig alene om, hvilken indflydelse en sådan aftale må have på den ”normal(e) daglig(e) arbejdstid”, altså arbejdstiden uden overarbejde.

Af overenskomstens § 17, stk. 2, fremgår, dels at virksomhederne kan etablere fast overarbejde på indtil 8 timer pr. uge, forudsat at der lokalt er enighed herom, dels at virksomhederne derudover kan forlange overarbejde udført i den udstrækning, det er muligt efter stk. 1 og arbejdsretlig praksis.

Det følger af almindelige arbejdsmiljømæssige regler, at der er en øvre grænse for, hvor lang den samlede effektive arbejdstid inklusiv overarbejde må være, men en sådan øvre grænse er ikke fastsat eller særskilt defineret i Jord- og Betonoverenskomstens bestemmelser om overarbejde. Det følger derimod af overenskomsten, at udførelse af overarbejde (alene) er betinget af, at der honoreres efter overenskomstens bestemmelser om overarbejdsbetaling.

Overenskomsten indeholder ingen bestemmelser om, at en aftale om varierende ugentlig arbejdstid ikke kan kombineres med en aftale om fast overarbejde.

På den baggrund var der intet i overenskomstens ordlyd, som talte for forbundets fortolkning.

Jord- og Betonoverenskomstens regler på dette område fandtes i øvrigt at være så parallelle med de bestemmelser, som blev fortolket ved kendelsen fra 1994, at kendelsen fra 1994 var af væsentlig fortolkningsmæssig betydning for sagen, og der var efter dommerens opfattelse ikke fremkommet noget i denne nye sag, som kunne give anledning til, at fortolkningen skulle falde anderledes ud.

På den baggrund blev virksomheden frikendt.

DI førte sagen for virksomheden. 

Nyheden er baseret på kendelse af 28. oktober 2022 i faglig voldgift FV2022.1127.