06.09.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Få styr på kontrakter med DI DOCS

Den 7. september får medlemmer af DI adgang til DI DOCS – et nyt digitalt værktøj, hvor du kan skræddersy kontrakter, underskrive med digital signatur og automatisere arbejdsgange, så du altid har styr på virksomhedens kontrakter og andre vigtige dokumenter.

Gennem de seneste år er brugen af DI Legal Tech i form af personalejuridiske skabeloner og beregnere som eksempelvis Opsigelsesberegneren og Ferieberegneren eksploderet. I 2021 blev der således downloadet 53.600 kontrakter, personalepolitikker, samtykkeerklæringer og andre dokumenter, som var skræddersyet til virksomhedernes behov.

DI DOCS er tredje generation af dokumentgeneratorer, hvor du som medlem nu har mulighed for at håndtere hele processen i forbindelse med indgåelse og opfølgning på juridiske aftaler.

”Vi kan se på tallene, at flere og flere virksomheder bruger vores digitale selvbetjeningsløsninger, som gør det muligt for dem at håndtere juridiske opgaver nemt og enkelt. Vi modtager masser af positiv feedback, hver gang vi lancerer et nyt produkt, som gør det lettere at overholde alle krav i lovgivning og overenskomster”, udtaler Nina Lykke Kjeldsen, som er underdirektør for DI Legal Tech og Forretningsudvikling.

Ifølge hende har det givet mod på at udvikle endnu flere og bedre værktøjer. ”Vi er hele tiden i dialog med virksomhederne for at finde ud af, hvor det er særlig svært, og hvordan vi kan hjælpe med at gøre kompleks jura enkel”, uddyber hun.

DI DOCS

I DI DOCS finder du alle de personalejuridiske skabeloner, du kender fra DokumentGeneratoren i dag, samt et par nye. Nu kan du nemlig også hente skabeloner til entreprisekontrakter, og DI vil løbende stille mange flere andre dokumenter til rådighed for sine medlemmer i DI DOCS, som gør det lettere at drive en virksomhed. Dertil kommer, at løsningen indeholder en række helt nye funktioner, som vil lette virksomhedernes dokumentarbejde yderligere.

Alle skabeloner i DI DOCS er udformet som spørgeskemaer, hvor du udfylder informationer om virksomheden og andre parter og herefter bliver ledt gennem en række valgmuligheder, som tilpasser kontraktteksten til det konkrete behov i situationen. Du vælger selv, om teksten skal være på dansk eller engelsk.

Herefter kan du enten downloade kontrakten eller arbejde videre med den i DI DOCS Contractbook –  en personlig portal, hvor du i samarbejde med kolleger og eksterne parter kan arbejde videre med kontraktudkast, underskrive med digital signatur og digitalisere jeres arbejdsgange, så I altid har styr på alle jeres kontrakter og andre vigtige dokumenter.

Kom godt i gang

di.dk/legaltech kan du finde videoer og trin for trin-vejledninger, som kan hjælpe dig med at komme godt i gang.

Fakta

DI DOCS er en del af DI Legal Tech. DI udvikler løbende digitale løsninger, der stiller vores ekspertise til rådighed for medlemmerne på nye måder.

Med DI’s digitale selvbetjeningsværktøjer kan medlemmet nemt og hurtigt få løst sine juridiske opgaver, præcist når det passer. Indtil nu består DI Legal Tech af DI DOCS, en række beregnere og Smart Kontakt. Løsningerne opdateres løbende, når der kommer nye regler og domme.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.