Foto: Colourbox
13.09.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Sagligt at opsige teatermedarbejder efter kritik af ledelsen

Et teater fik i Vestre Landsret medhold i, at det var sagligt at opsige en medarbejder med 25 års anciennitet. Medarbejderen ville ikke acceptere en omstrukturering og havde både internt og offentligt til den lokale avis udtalt sig kritisk om teatrets ledelse.

Klagede til teaterdirektøren

En medarbejder med 25 års anciennitet var ansat som ansvarlig for designopgaver på et teater.

I april 2019 skrev medarbejderen en mail til teaterdirektøren, fordi han mente, at en af hans kolleger havde udøvet ledelsesmæssige beføjelser over for ham, som hun ikke var bemyndiget til.

Medarbejderen understregede ligeledes i sin mail, at det var problematisk for teaterdirektørens lederrolle, at teaterdirektøren var gift med den pågældende kollega.

Nye roller

Efterfølgende foreslog teatret at ansætte en producent som ”buffer” mellem medarbejderen og hans kollega. Dette mente medarbejderen dog ikke var en løsning.

Senere blev der ligeledes foretaget omstruktureringer i teatrets organisation for at imødekomme medarbejderens utilfredshed. Medarbejderen blev i denne forbindelse frataget sin lederfunkton, mens kollegaen blev forfremmet til kunstnerisk leder.

Dette betød, at medarbejderen fremover skulle referere til den kunstneriske leder.

Blev tilbudt en fratrædelsesaftale

Medarbejderen sygemeldte sig herefter i en mail til teaterdirektøren med henvisning til, at han var uforstående over for omstruktureringen.

Et par dage efter sygemeldingen tilbød teatret medarbejderen en fratrædelsesaftale, men gjorde det ligeledes klart, at de helst så ham tilbage på teatret.

I denne forbindelse udtrykte medarbejderen igen sine frustrationer over omstruktureringen, da han så det som en straf, at han var blevet degraderet.

Medarbejderen oplyste, at han ville vende tilbage med hensyn til fratrædelsesaftalen.

Udtalte sig kritisk til lokal avis

Kort tid efter sygemeldingen udtalte medarbejderen sig kritisk om den kunstneriske leder og teatrets ledelse til den lokale avis.

Han sendte ligeledes en mail til teaterdirektøren, hvor han gav udtryk for, at han ikke kunne vende tilbage til teatret under de nye forhold.

Medarbejderen blev herefter opsagt. Begrundelsen for opsigelsen var manglende accept af omstruktureringen samt grov illoyal adfærd ved at udtale sig kritisk offentligt om teatrets ledelse.

Sagligt at opsige uden skriftlig advarsel

Vestre Landsret fandt, at medarbejderens mails og de offentlige udtalelser til den lokale avis var et udtryk for grov illoyal adfærd, der var egnet til at skade teatret.

Retten lagde vægt på, at medarbejderen i ca. fem måneder op til opsigelsen havde udtrykt sin utilfredshed med ledelsesstrukturen. Teatret havde iværksat flere tiltag for at imødekomme medarbejderens utilfredshed, men medarbejderens fortsatte kritisk måtte forstås således, at medarbejderen ikke ville eller kunne samarbejde med ledelsen på teatret fremover.

Opsigelsen var derfor rimeligt begrundet i medarbejderens forhold. Retten bemærkede, at det ingen betydning havde, at medarbejderen ikke forudgående var blevet tildelt en skriftlig advarsel.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Vestre Landsrets dom af 1. december 2021, sag nr. BS-13919/2021-VLR.

DI's råd

Sagen viser, at en medarbejders gentagne kritiske udtalelser om ledelsen hos sin arbejdsgiver, både internt og offentligt, kan blive anset som grov illoyal adfærd, der kan begrunde en saglig opsigelse.

Sagen viser endvidere, at den illoyale adfærd kan være så grov, at det kan begrunde en saglig opsigelse uden en forudgåede skriftlig advarsel, selv om medarbejderen har lang anciennitet. 

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.