Foto: Colourbox
18.12.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Bagatelgrænser for udbetaling af feriepenge er genindført

Folketinget vedtog 7. december 2023 en ny lov, som foretager mindre, men relevante ændringer i ferieloven. Nedenfor kan du læse, hvad de nye ændringer betyder for jeres virksomhed. Loven gælder fra 31. december 2023.

Folketinget vedtog 7. december 2023 en ny lov, som foretager mindre, men relevante ændringer i ferieloven. Nedenfor kan du læse, hvad de nye ændringer betyder for jeres virksomhed. Loven gælder fra 31. december 2023.

Loven medfører bl.a. ændringer af følgende regler:

  • Automatisk udbetaling efter ferieafholdelsesperiodens udløb
  • Udbetaling af mindre beløb ved fratrædelse
  • Udbetaling af ikke hele feriedage
  • Arbejdsgiveres årlige bekræftelse om tilgodehavende feriemidler udgår

De gældende regler om overførsel og udbetaling af 5. ferieuge gælder fortsat, og de nye regler ændrer altså ikke herpå. Disse regler kan I læse mere om på vores hjemmeside her (I dybden med ferie - DI (danskindustri.dk)).

Automatisk udbetaling efter ferieafholdelsesperiodens udløb

Ved overgangen til den nye ferielov med samtidighedsferie var forventningen, at feriepenge i højere grad ville blive hævet løbende. Det har vist sig, at mange medarbejdere alligevel har haft mindre beløb stående i uhævede feriepenge efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Efter den gamle ferielov (uden samtidighedsferie) blev mindre beløb inden for en bagatelgrænse automatisk udbetalt, hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt.

Med den nye ændring til ferieloven genindføres en bagateludbetalingsregel, så beløb på højst 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag under visse omstændigheder automatisk skal udbetales efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Hvis de uhævede feriepenge står hos FerieKonto eller en feriekasse, er beløbet dog højst 3.000 kr. efter skat og arbejdsmarkedsbidrag, da beløbet allerede er beskattet ved indbetalingen til FerieKonto eller en feriekasse.

Beløbsgrænserne på henholdsvis 5.000 kr. og 3.000 kr. er ultimativ. Beløb, der overskrider grænsen, kan altså ikke udbetales efter disse regler.

Feriepenge under beløbsgrænserne kan udbetales i henhold til følgende:

Betaling under ferien

I løbende ansættelse

Fratrådt senest ved ferieafholdelsesperiodens udløb (31. december)

 

Ferie med løn

Feriepenge op til 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag udbetales, hvis de vedrører ikke-afholdt ferie (og ferietillæg) for ferie ud over 4 uger.

Virksomheden er ansvarlig for, om betingelserne for udbetaling er opfyldt.

Feriepenge opgøres som feriegodtgørelse i en fratrædelsessituation, og der henvises til afsnit nedenfor om afregning af feriegodtgørelse.

Ferie med feriegodtgørelse, der ikke er indbetalt til FerieKonto

Feriepenge op til 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag udbetales, hvis det vedrører ferie ud over 4 uger.

Feriepengeinfo sender udbetalingsanmodning til virksomheden, som skal kontrollere, om betingelserne for udbetaling er opfyldt.

 

Feriepenge op til 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag udbetales.

Feriepengeinfo sender udbetalingsanmodning til virksomheden, som skal kontrollere, om betingelserne for udbetaling er opfyldt.

Ferie med feriegodtgørelse, der er indbetalt til FerieKonto

Feriepenge op til 3.000 kr. efter skat og arbejdsmarkedsbidrag udbetales.

FerieKonto kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis feriegodtgørelsen ikke stammer fra et ophørt ansættelsesforhold, ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie.

Feriepenge op til 3.000 kr. efter skat og arbejdsmarkedsbidrag udbetales.

FerieKonto kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis feriegodtgørelsen ikke stammer fra et ophørt ansættelsesforhold, ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie.


I skal udbetale feriepenge op til bagatelgrænserne, uanset om medarbejderen i ferieafholdelsesperioden har modtaget offentlige ydelser.

Der er altså tale om en forskel fra ferielovens øvrige regler om automatisk udbetaling, hvor medarbejdere eksempelvis i forbindelse med udbetaling af 5. ferieuge skal udfylde en erklæring på borger.dk, hvis de ikke har været ansat på fuld tid eller ikke har været ansat hele ferieafholdelsesperioden.

De nye regler finder anvendelse på ferie optjent fra 1. september 2022.

Udbetaling af mindre beløb i forbindelse med en medarbejders fratræden uden ferieafholdelse

Ferieloven indeholder i dag en forpligtelse for arbejdsgivere til at indberette feriegodtgørelse til indkomstregisteret og eventuelt indbetale til FerieKonto.

For at lette arbejdsgiverne for den administrative byrde, der er forbundet med at indberette og eventuelt indbetale små feriegodtgørelsesbeløb for kortvarigt ansatte, er der indført en adgang til at udbetale et beløb på højst op til og med 2.500 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag direkte til medarbejderen i forbindelse med dennes fratrædelse. Feriepengene skal dermed ikke indberettes som sådan til indkomstregisteret eller indbetales til FerieKonto.

Virksomheder kan dog kun anvende den nye udbetalingsadgang maksimalt to gange inden for samme ferieår.

Beløbsgrænsen på 2.500 kr. pr. gang er ultimativ. I skal altså ikke udbetale feriepenge, hvis den samlede værdi ved de optjente feriepenge overstiger grænsen.

Reglerne om udbetaling af mindre beløb ved fratræden gælder fra 31. december 2023.

Udbetaling af ikke hele feriedage

I situationer, hvor en medarbejder til- eller fratræder i løbet af ferieåret, kan medarbejderen have optjent ”decimalferie”. Det kan eksempelvis være en medarbejder, som blev ansat 1. oktober 2022.

Medarbejderen vil ved ferieårets afslutning have optjent 22,88 feriedage til afholdelse inden den 31. december 2023. Da det følger af ferieloven, at ferie skal holdes i hele dage, har virksomheder som udgangspunkt ikke haft mulighed for at varsle, at medarbejderne skal holde mindre end en hel dags ferie.

Håndtering af de 0,88 feriedage har derfor været baseret på en praksis om, at en decimalferiedag kan udbetales, hvis de 0,88 feriedage indgår i ferie ud over 20 dage.

Hvis en medarbejder derimod har optjent mindre end 20 feriedage, kan I efter fast praksis udbetale en decimalferiedag i forbindelse med, at medarbejderen afholder den sidste feriedag. Hvis medarbejderen ikke afholder alle feriedagene, vil der være tale om direktivbeskyttet ferie, I skal afregne til en feriefond.

Muligheden for at udbetale en decimalferiedag, selv om det er ferie under 20 dage, begrundes i, at arbejdsgivere ikke kan varsle afholdelse af en decimalferiedage, jf. ovenfor.

Derfor bliver det nu indført, at hvis der efter ferieårets udløb er mindre end én feriedag, udbetales feriepengene efter medarbejderens anmodning.

Ved udbetaling af decimalferie skal der foreligge en anmodning fra medarbejderen efter ferieårets udløb. Dette er altså en forskel fra den ovenstående adgang til udbetaling af ferie under bagatelgrænserne på hhv. 5.000 kr. og 3.000 kr., idet I automatisk skal udbetale disse feriepenge, som det også kendes fra eksempelvis 5. ferieuge.

Hvis en medarbejder ikke har anmodet om udbetaling af feriepenge efter ferieåret og inden ferieafholdelsesperioden udløb, skal I enten udbetale decimalferien eller overføre efter aftale i henhold til ferielovens øvrige regler, herunder bagatelgrænsereglerne ovenfor.

Den lovfæstede adgang til at udbetale decimalferie ændrer ikke på, at en medarbejder, der har været ansat hele ferieåret, optjener 25 hele feriedage, og at der for august måneds ferieoptjening rundes op med 0,04 feriedage til 25 hele feriedage (12 x 2,08 = 24,96 oprundes til 25). Medarbejdere vil derfor ikke kunne få udbetalt 0,96 feriedag fra august måned, da denne sidste feriedag fortsat skal oprundes til én hel feriedag.

Arbejdsgivers årlige bekræftelse vedrørende tilgodehavende feriemidler for indefrysningsperioden ved overgangen til den nuværende ferielov

Virksomheder skulle frem til den 31. december 2020 indberette tilgodehavende feriemidler for deres medarbejdere til Lønmodtagernes Feriemidler. I kan som udgangspunkt vælge frivilligt at indbetale de tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Feriemidler, eller I kan vælge at beholde midlerne, indtil midlerne forfalder til betaling og opkræves af fonden.

Hvis I har valgt at beholde de tilgodehavende feriemidler i virksomheden, indtil de skal udbetales, skal I hvert år bekræfte over for Lønmodtagernes Feriemidler, at I fortsat ønsker at beholde feriemidlerne i virksomheden.

Hvis I ikke bekræfter over for Lønmodtagernes Feriemidler, og I heller ikke reagerer på den efterfølgende rykkerskrivelse, forfalder samtlige tilgodehavende feriemidler til betaling.

Med de nye ændringer bortfalder kravet om årlig bekræftelse.

Fremover vil Lønmodtagernes Feriemidler selv overvåge arbejdsgiveres status via CVR og således opkræve tilgodehavende feriemidler, f.eks. hvis en virksomhed bliver opløst, ophører eller bliver erklæret konkurs.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.