Foto: Getty Images
16.04.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Regler for arbejde 1. maj 2024 på DI’s overenskomster

I år falder 1. maj på en onsdag. Få styr på, hvilke regler der gælder for arbejde 1. maj på de forskellige overenskomster på DI’s område.

Byggeriets område

1. maj er en overenskomstmæssig fridag. Virksomhed og medarbejdere kan ved enighed lade arbejdet udføre 1. maj, dog ikke ved arbejde i København og Nordsjælland 1. og 2. zone dækket af Overenskomst for Murer- og murerarbejdsmandsarbejde.

Virksomheder kan ikke pålægge medarbejdere arbejde 1. maj, medmindre der er hjemmel i overenskomsten til at pålægge overarbejde.

Arbejde 1. maj, uanset om det er pålagt overarbejde eller frivilligt arbejde, anses for overarbejde, og medarbejderen skal derfor honoreres på samme måde som ved arbejde på en fridag.

Ovenstående gælder for:

  • Bygge- og anlægsoverenskomsten
  • 3F/Industrioverenskomsten
  • Overenskomst for Murer- og Murerarbejdsmandsarbejde
  • Bygningsoverenskomsten
  • Gulvoverenskomsten

For ansatte under Maleroverenskomsten gælder ligeledes, at 1. maj er en fridag. Arbejde, der udføres 1. maj, er der for at anse som overarbejde.

For ansatte under EL-overenskomsten og Metal- Blik- og Rør overenskomsten gælder, at 1. maj er en fridag. Dog kan virksomheden forlange presserende arbejde udført, uden at der skal betales overtidstillæg henholdsvis helligdagstillæg.

Industriens Overenskomst og Træ- og Møbeloverenskomsten

Den 1. maj er en overenskomstmæssig fridag og medarbejdere omfattet af Industriens Overenskomst og Træ- og Møbeloverenskomsten har fri.

Timelønnede medarbejdere skal derfor ikke have løn, men kan vælge, at få udbetalt et beløb fra Fritvalgs Lønkontoen. Funktionærlignende medarbejdere skal have fuld løn på overenskomstmæssige fridage.

Hvis medarbejderne alligevel arbejder den 1. maj, er det at anse for overarbejde, og medarbejderen skal derfor have tillæg, jf. overenskomstens regler.

Den ugentlige arbejdstid skal reduceres forholdsmæssigt med 1/5 af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, når en overenskomstmæssig fridage falder på en af ugens 5 første hverdage.

Arbejdstiden for skifteholdsarbejdere kan placeres på overenskomstmæssige fridage. Arbejdstiden skal også reduceres forholdsmæssigt med 1/5, og skifteholdsarbejdere skal have tillæg 2 for arbejde på overenskomstmæssige fridage.

Fællesoverenskomsten

Efter Fællesoverenskomsten har medarbejdere omfattet af overenskomsten ret til fri den 1. maj efter kl. 12.00. Efter overenskomsten holder medarbejdere på fuldlønsordning holder fri uden afkortning i uge- eller månedslønnen. Medarbejdere, der er ansat på timeløn, får udbetalt et à conto beløb fra frihedskontoen.

Timelønsmedarbejdere, der arbejder efter kl. 12, har krav på løn plus 100 pct. overarbejdstillæg. Hvis der arbejdes, skal der ikke udbetales fra frihedskontoen.

Medarbejdere på fuldtidsordning, der arbejder efter kl. 12, har ret til sædvanlig løn plus løn for de konkrete timer og plus 100 pct. overarbejdstillæg.

Serviceoverenskomsten

Medarbejdere på Serviceoverenskomsten har ikke krav på at holde fri 1. maj, men hvis de skal arbejde efter kl. 12, har de krav på et tillæg på 24,55 kr. pr. time.

Faglærteoverenskomsten

Efter §1, stk. 7 har medarbejdere på Faglærteoverenskomsten ret til holde fri med fuld løn 1. maj. En hel fridag regnes fra kl. 6 eller normal arbejdstids begyndelse til samme tidspunkt næste dag.

Hvis medarbejdere skal arbejde 1. maj, har de ret til 50 pct. overarbejdstillæg for de første tre timer og 100 pct. overarbejdstillæg for de resterende arbejdstimer.

Funktionæroverenskomsten for Handel, Transport og Service

1. maj er en almindelig arbejdsdag.

Butiksoverenskomsten

1. maj er en almindelig arbejdsdag.

Overenskomsten for tekniske funktionærer

1. maj er en almindelig arbejdsdag.

Læs mere om Arbejdstid - DI (danskindustri.dk)

 

Publikationer

Fridage og helligdage - Fællesoverenskomsten m.fl.

Download

Publikationer

Årlig arbejdstid på Industriens Overenskomst - Oversigt over søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage

Download

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.