Analyser

Svag svensk krone får flere svenskere til at arbejde i Danmark

I løbet af de seneste to år er antallet svenske lønmodtagere i Danmark steget med 2.300 personer svarende til en stigning på 16 pct. Heraf har pendlere stået for godt to tredjedele af stigningen. I samme periode er den svenske krone blevet svækket med 14 pct.

I løbet af de seneste to år er antallet af svenskere, der arbejder i Danmark, steget med 2.300 fuldtidspersoner. Det er en

Kilde: Jobindsats.dk

bemærkelsesværdig stor stigning for en gruppe, som i de ti år forinden ikke steg overhovedet.

Det er nærliggende at koble den seneste udvikling sammen med den svage svenske krone. I juli 2021 kunne man købe 100 svenske kroner for 73 danske kroner. To år senere var prisen faldet til 64 danske kroner.

Det er en udvikling, som omvendt gør det mere attraktivt for en svensker at få en løn udbetalt i danske kroner. I 2023 kunne svenskeren med arbejde i Danmark få 156 svenske kroner for 100 danske kroner mod 137 i 2021. Det svarer til en stigning på 14 pct., hvilket er meget tæt på samme periodes stigning i antallet af svenskere med arbejde i Danmark på 16 pct.

Kilde: Danmarks Statistik, jobindsats.dk og DI's beregninger.

Svenskere, der arbejder i Danmark, fordeler sig aktuelt nogenlunde ligeligt mellem personer med bopæl i Danmark og pendlere. Gruppen af pendlere er dog vokset mest i de seneste to år. Med en stigning på 1.500 personer har de stået for godt to tredjedele af svenskernes vækst fra 2021 til 2023. Det harmonerer også godt med, at det er valutakursen, der får mange til at vælge Danmark til, da pendlere med bopæl i Sverige stadig har hovedparten af deres udgifter i svenske kroner, som de nu får flere af ved at arbejde i Danmark.

Kilde: Jobindsats.dk

Tidligere har man også kunnet se en sammenhæng mellem udsving i valutakursen og antallet af svenske lønmodtagere. I figuren med indekseret udvikling i valutakurs og lønmodtagere er finanskriseårene 2008 og 2009 udeladt, da vi har så et generelt stort fald i beskæftigelsen for alle grupper. Fra 2010 til 2012 blev den svenske krone styrket med 11 pct. (fra en kurs på 78 kroner til 87 kroner), mens antallet af svenske lønmodtagere faldt med 9 pct. i samme periode.

Fra 2012 begyndte den svenske krone at falde, og fra 2012 til 2019 mistede den i alt 19 pct. af sin værdi i forhold til den danske krone. I denne periode steg antallet af svenske lønmodtagere i alt med 1.000 personer svarende til 7 pct.

Den svenske krone oplevede en kort beskeden opgang fra 2019 til 2021. Udviklingen i denne periode blev dog meget præget af corona, som blandt andet medførte en grænsekontrol, der begrænsede mobiliteten mellem Danmark og Sverige. I de seneste to år har vi så set en stærk fremgang for svenskere, der arbejder i Danmark, som falder sammen med svækkelsen af den svenske krone til et historisk lavt niveau.

Der er naturligvis andre forhold end valutakursen, der påvirker antallet af svenske medarbejdere i Danmark. Herunder lønudvikling og muligheder på arbejdsmarkedet generelt i Danmark og Sverige. Men det er tydeligt, at valutakursen også spiller en rolle.

Relateret indhold