Analyser

Mere end 40.000 akademikere ansat i offentlig administration

Mere end 40 procent af de over 100.000 ansatte inden for offentlig administration var i 2. kvartal 2023 akademikere. Andelen af akademikere i offentlig administration er siden 2016 steget dobbelt så hurtigt som i den private sektor. Stigningen er især sket i staten, hvor akademikerne udgør over halvdelen af alle ansatte inden for offentlig administration.

Andelen af akademikere inden for offentlig administration er siden 2016 steget med 8 procentpoint fra 33 pct. til 41 pct. Dette svarer til en stigning på 14.800 akademikere, og dermed har akademikerne stået for mere end ¾ af den samlede stigning i offentlig administration. I 2. kvartal 2023 var der omkring 40.800 akademikere ansat inden for offentlig administration.

I den private sektor er andelen af akademikere kun steget fra 9 pct. i 2016 til 13 pct. i 2. kvartal 2023, hvilket svarer til omkring halvdelen af stigningen i offentlige administration. Hvis den offentlige administration havde fulgt udviklingen i den private sektor (steget med 4 procentpoint), ville det have frigjort omkring 3.700 akademikere til den private sektor, hvilket samtidig havde medført en besparelse på de offentlige budgetter på ca. 2,2 mia. kr. (2023-niveau).

Siden 2016 er der kommet 24 pct. flere ansatte inden for offentlig administration, hvilket er næsten fem gange højere end den øvrige offentlige beskæftigelse, som kun er steget med knap 5 pct. Dermed er den offentlige administration løbet fra den øvrige offent-lige beskæftigelse. Siden 2016 er antallet af ansatte inden for of-fentlig administration steget med 19.300 personer. Havde udvik-lingen i stedet fulgt udviklingen i den generelle offentlige beskæfti-gelse (eksklusiv ansatte i offentlig administration), burde stignin-gen kun have været på 3.700 personer. Med andre ord repræsenterer dette en "overansættelse" af personer inden for offentlig administration på ca. 15.500 personer. Omregnet til lønkroner udgør det en meromkostning på knap 8 mia. kr. (2023-niveau).

Det er især staten og kommunerne, der har ansat betydeligt flere inden for offentlig administration, som især har været drevet af enøget ansættelse af akademikere. I 2016 var der ca. 26.000 akademikere ansat inden for offentlig administration, hvoraf 45 pct. var ansat i staten. I staten har stigningen af akademikere siden 2016 været særlig stor og har stået for mere end 60 pct. af den samlede stigning i akademikere inden for offentlig administration. Den øvrige del af stigningen er primært sket i kommunerne, hvor andelen af akademikere er steget med 6½ procentpoint siden 2016. Udviklingen i andelen af akademikere i regionerne har været nogen-lunde konstant i perioden.

Ser man på andelen af akademikere i offentlig administration på tværs af kommuner, er særligt storbykommunerne langt over kommunernes landsgennemsnit. I Københavns kommune er næsten halvdelen af de ansatte i offentlig administration akademikere og dermed svarer deres andel stort set til staten. Ligeledes er der væsentlig flere af de ansatte i Københavns kommune, som arbejder inden for offentlig administration. I 2. halvår 2023 var det mere end 13 pct. af alle ansatte i Københavns Kommune, som arbejdede inden for offentlig administration, mens landsgennemsnit var på 10 pct.

Relateret indhold