Analyser

Ledige kommer stadig hurtigt i job igen

Trods en svagt stigende ledighed er det i øjeblikket næsten hver fjerde ledighedsforløb, der afsluttes hver måned. Det er tæt på rekordniveau. Samtidig er ledigheden stadig meget lav. Det vidner om et stærkt arbejdsmarked, hvor der fortsat er stor efterspørgsel på medarbejdere og mange ledige job.

Ifølge Danmarks Statistik var der 83.800 fuldtidsledige i maj 2023 svarende til en ledighedsprocent på 2,8. I det seneste årstid har le-digheden været svagt stigende og samlet set ligger vi i øjeblikket 11.900 over bundniveauet fra april 2022, hvor ledighedsprocenten var helt nede på 2,4.

I øjeblikket er ledigheden stadig lav trods den stigende tendens gennem det seneste år, og det er også en stor del af de ledige, der kommer i arbejde hver måned. Tallene for påbegyndte og afsluttede ledighedsforløb kan følges via jobindsats.dk frem til og med marts 2023 og ligger derfor lidt efter de nyeste tal for fuldtidsledige fra Danmarks Statistisk, der med ledighedsindikatoren kan følges frem til maj 2023.

Primo marts 2023 var der i alt 86.900 igangværende ledighedsforløb (sæsonkorrigeret). I løbet af måneden blev der afsluttet 20.600 ledighedsforløb. Det svarer til 24 pct. af ledighedsforløbene ved månedens start. Historisk er det fortsat en meget høj andel. I perioden fra 2014-2020 var andelen i gennemsnit blot 17 pct., og det er kun i få måneder i slutningen af 2021 og i starten af 2022, at andelen har været højere end den er nu.

De 24 pct. der forlod ledighed i marts 2023 svarer til, at en ny ledig blot har udsigt til 4,3 måneders i gennemsnit med det nuværende afgangsmønster. Det er kun i den korte periode fra november 2021 til juni 2022, at vi har set hurtigere afgang fra ledighed. I perioden fra 2014 til 2019 var gennemsnittet 6 måneder. Helt grundlæggende vidner det om, at vi i 2023 fortsat har et arbejdsmarked, hvor der er mange ledige job og en høj efterspørgsel på medarbejdere.

Udviklingen i antallet af ledige drives af dynamikken mellem nye ledighedsforløb
og afsluttede ledighedsforløb. Hvis gruppen af nye ledige i en måned overstiger omfanget af den gruppe, der forlader ledighed igen, så stiger ledigheden. Og omvendt hvis der er flere, der afslutter ledighed, end der er nye ledige.

Igennem 2021 var der i gennemsnit 23.100 personer, der afsluttede et ledighedsforløb hver måned, mens der kun var 18.900, der påbegyndte et ledighedsforløb hver måned. Derfor faldt ledigheden i gennemsnit med 4.200 hver måned gennem 2021. Samlet set gav det et fald i ledigheden på 50.400 personer i hele 2021.

I kølvandet på coronakrisen steg ledigheden kraftigt og derfor var der også mange ledighedsforløb, der kunne afsluttes i anden del af 2020 og i 2021. Det er ikke mindst i lyset af den store bestand af ledige, som de høje tal for afsluttede ledighedsforløb i 2021 skal ses.

Det er på den baggrund også bemærkelsesværdigt, at der fortsat var omkring 20.000 afsluttede ledighedsforløb i marts 2023 Det er samme niveau, som man havde tilbage i slutningen af 2019 med en væsentlig højere bestand af ledige end i dag.

Relateret indhold