Analyser

Virksomhederne forventer udfordringer med mangel på medarbejdere frem mod 2030

Mangel på medarbejdere er fortsat relativt høj i slutningen af 2023, og over halvdelen af alle virksomheder forventer, at der vil være udfordringer med mangel frem mod 2030. Mere attraktive vilkår, øget brug af teknologi og større indsats for at hente flere internationale medarbejdere er de mest populære tiltag til at forebygge mangel.

Kilde: DI's virksomhedspanel 2023

Trods svag økonomisk udvikling i 2023 har mange virksomheder fortsat svært ved at skaffe de medarbejdere, de har brug for. Ifølge DI’s virksomhedspanel fra december 2023 var det 37 pct. af de virksomheder, som havde forsøgt at rekruttere, som i løbet af de seneste tre måneder havde oplevet forgæves rekrutteringer. Det er næsten på samme niveau som i december året før, hvor andelen var 41 pct., men en del lavere end de meget høje niveauer i september 2021 og juni 2022, hvor det var over halvdelen af virksomhederne, som havde oplevet forgæves rekrutteringer.

Det kan virke mærkeligt, at vi kan have så forholdsvis stor mangel på medarbejdere samtidig med en svag økonomisk udvikling. Det kan være et tegn på, at problemerne er af strukturel karakter. Det er der også mange af virksomhederne, som tror, idet 54 pct. af dem i december har svaret, at de forventer udfordringer med mangel på medarbejdere frem mod 2030.

Kilde: DI's virksomhedspanel 2023

Det er virksomheder i Transport og Industri, som ser ud til at være mest bekymrede. Her er det i begge tilfælde omkring 60 pct. som ser udfordringer fremadrettet, mens det i Bygge og anlæg er omkring halvdelen. Andelen er i de viste branchegrupper lavest i Videnservice, hvor det kun er omkring 30 pct. som ser udfordringer med mangel på medarbejdere frem mod 2030.

Industri, Transport og Bygge og Anlæg er brancher med forholdsvis mange ufaglærte og faglærte, mens Videnservice især ansætter folk med lange videregående uddannelser. At brancherne med mange faglærte og ufaglærte er de mest bekymrede harmonerer med den forventede udvikling i arbejdsstyrken, hvor der er udsigt til især færre faglærte, mens det omvendte gælder for akademiske fag.

Virksomhederne er i virksomhedspanelet også blevet spurgt om, hvad de vil gøre for at forebygge fremtidig mangel på medarbejdere. De har her haft mulighed for at angive flere svar. Det er klart mest almindeligt, at virksomhederne vil gøre det mere attraktivt at arbejde hos dem (via løn, fleksibilitet og øvrige vilkår). Det er der 59 pct. af virksomhederne, som forventer fremtidig mangel, der har tænkt sig at gøre. At øge brugen af teknologi er det næstmest populære med 53 pct. Herefter følger ’øge vores indsats for at tiltrække udenlandske medarbejdere’.

Kilde: DI's virksomhedspanel 2023

Der er 9 pct. af virksomhederne, der vil flytte produktion til udlandet og en tilsvarende andel, som siger, at de vil flytte større dele eller hele forretningen til udlandet for at forebygge mangel på medarbejdere. Der er stort overlap mellem disse to svarmuligheder, og i alt er det 15 pct., der har svaret det ene eller det andet eller begge dele. Sætter man deres antal i forhold til alle virksomhederne i undersøgelsen og ikke blot til dem, som forventer mangel på medarbejdere, så bliver andelen 8 pct. Det er altså omkring hver tolvte virksomhed, som vil flytte produktion eller større dele af forretningen til udlandet for at forebygge mangel på medarbejdere frem mod 2030.

Tallene i analysen er baseret på svar i DI’s virksomhedspanel fra starten af december 2023. I alt 571 virksomheder har svaret.

I alt 331 af dem har svaret, at de har søgt efter medarbejdere inden for de seneste tre måneder. Blandt dem havde 121 også oplevet forgæves rekrutteringer i perioden svarende til den viste andel med forgæves rekrutteringer på 37 pct.

Alle virksomheder er blevet spurgt om, hvorvidt de forventer udfordringer med mangel på medarbejdere frem mod 2030. Det er der i alt 308 af de 571 virksomheder, der gør (54 pct.).

De 308 virksomheder, der ser udfordringer, er også blevet spurgt til, hvad de gør for at forebygge mangel på medarbejdere og har her haft mulighed for at angive flere svar.

Relateret indhold