20.12.23 DI Digital Nyheder

2023 – et år, der centrerede sig om kunstig intelligens og teknologiens muligheder

Snart kan vi se tilbage på endnu et år, som er gået. Et år, som har budt på meget – især på digitaliseringsdagsordenen, både i Danmark og globalt. Diskussioner om anvendelsen af kunstig intelligens og ChatGPT har fyldt mediebilledet, når vi snakker om sociale medier, børn og unges undervisning i folkeskolen samt kunstig intelligens’ indpas i det offentlige og private, men også når vi skal løse vigtige samfundsdagsordener, som fx klimaudfordringerne, vi står overfor.

Der har kort sagt, været utrolig mange dagsordener, som vi skulle forholde os til, og derfor var det også godt, at vi d. 9. december fik en politisk aftale på plads om et europæisk regelsæt for brugen af kunstig intelligens i hele EU. Nu er vi endelig kommet et skridt nærmere en aftale, der gør det muligt at fremme samarbejde og sikre, at teknologien bliver brugt ansvarligt på tværs af EU. På den måde undgår vi, at der laves nationale regler, som hver især er forskellige fra hinanden. Men aftalen er på nuværende tidspunkt stadig kun på et politisk niveau, og det betyder, at der stadig er tekniske forhandlinger i horisonten, før virksomheder og organisationer kan forstå, hvordan de præcist skal efterleve de nye regler.  

Som det ofte er, så er djævlen i detaljen. Det er afgørende, at den endelige tekst af aftalen afspejler en risikobaseret og teknologineutral tilgang. Det er et nøgleelement for at sikre, at regelsættet også er fleksibelt nok til at imødekomme den hurtige udvikling af AI. Derfor følger Dansk Industri også fortsat forhandlingerne tæt, og i 2024 vil vi kæmpe for, at regelsættet er velafbalanceret og hensigtsmæssigt for dansk erhvervsliv. En ting er sikkert – kunstig intelligens vil forandre hele vores samfund – og vi skal stå klar til at tage imod og bruge teknologien til vores fordel.  

2023 blev et år i kunstig intelligens’ tegn, men det har også været året, hvor vi fik en ny digitaliseringsstrategi, hvor 200 lande indgik en aftale til COP28 om at forsøge at omstille sig mere til grønne teknologier fra fossile brændsler mv. Der er sket meget på kort tid, og fra min stol, er den digitale branche en central drivkraft i de forandringer, som vil ske i de kommende år; forandringer, som vil dreje sig om større samfundsudfordringer, herunder den grønne omstilling, demografiske problemer, et presset sundhedsvæsen osv. Der er mange problemer at tage fat i, og fælles for dem alle er, at digitalisering vil spille en afgørende rolle. 

Den gode nyhed er, at den digital branche har fantastiske forudsætninger til at løfte den rolle og det ansvar, der medfølger. Vi har nemlig enormt stærke og kreative virksomheder, der har kræfterne til at udvikle de nødvendige løsninger, og som allerede i dag sidder på mange af de løsninger, vi i højere grad skal have ud at leve for at forbedre vores samfund. Den centrale rolle, som virksomhederne spiller, vil kun blive større de kommende år, og de bølger, der vil komme af den hastige digitale udvikling, er jeg mere end sikker på, at virksomhederne er klar til at gribe og udvikle.  

Jeg vil gerne sige tak for endnu et godt år. Jeg glæder mig til at samles med den digitale branche igen i det nye år og sammen finde løsningerne på fremtidens problemer. Det er en hårdfør og sej branche, som jeg er beæret over at samarbejde tæt sammen med.  

For vi skal huske: Det er os der skal gøre arbejdet – ikke teknologien. Teknologien i sig selv er ikke løsningen, men det er mennesket bag. Vi skal have viljen og styrken. Og det må jeg sige, at tech-branchen igen i år har vist, at den har – og det kommer vi også til at vise i 2024.  

Vi starter ud med at vise det allerede d. 9. januar, hvor vi holder AI-konference i Industriens Hus – tilmeld dig her.

Relateret indhold