10.01.24 DI Digital Nyheder

Fire råd til virksomheder, som vil i gang med AI

Danske virksomheder bør omfavne AI med nysgerrighed og indtænke den i den fremtidige virksomhedsstrategi.

Den efterhånden velkendte sprogmodel ChatGPT fejrede sin et-års fødselsdag for lidt over en måned siden. Teknologien, der pludselig faldt ned i alles skød, overraskede os, og med ét blev vi bevidste om de enorme potentialer, som den indebar.

I et fælles indlæg opfordrer Digital Dogme, Microsoft Danmark, EY og DI Digital virksomheder i Danmark til at være nysgerrige på den nye teknologi og tænke den strategisk ind i virksomhedens fremtidsplaner. De fire aktører giver fire konkrete råd til virksomheder, som gerne vil i gang:

For det første skal man erkende, at uanset hvad man gør, vil AI komme ind i virksomheden. Danskerne har taget de mange nye redskaber til sig og vil begynde at bruge dem i deres job, så man kan lige så godt på ledelsesniveau lave en strategi for brugen og implementeringen. Derfor skal man dyrke nysgerrigheden i sin organisation. Der er nogle åbenlyse gevinster at hente på systematisering af store mængder data og informationssøgning, men der ligger helt sikkert andre potentialer rundt omkring i forretningen, som man måske ikke lige forestiller sig kan have gavn af en generativ sprogmodel. Få derfor inddraget så mange afdelinger og medarbejdere som muligt for at få et 360 graders syn på potentialet.

For det andet skal man altid sørge for at have en dyb forståelse for den værdi, ens produkter og servicer har for kunderne. AI er ikke en silver bullet, men et værktøj, der kan skabe unikke muligheder, hvis brugt korrekt, og den korrekte brug opstår igennem at forstå sine kunders behov, og hvilken værdi man giver dem.

For det tredje er det vigtigt, at man ud fra et innovations- og ressourceperspektiv træffer et bevidst valg mellem at 1) bruge plug-n-play standardmodeller fintunet på ens eget data (f.eks. GPT-4 ), 2) bruge open source modeller, som kan trænes på egen data (f.eks. Lama-2) eller 3) bygge modeller fra bunden baseret på eget data.

For det fjerde er det vigtigt, at nye teknologier bruges på en etisk og ansvarlig måde. Det betyder, at der både skal værnes om sikkerheden i systemerne og beskyttelse af private data samt skabes gennemsigtighed i brugen af AI for både samfund, forbrugere og medarbejdere. AI kommer til at forandre vores samfund markant, så det er vigtigt, at teknologien udvikles i en retfærdig og inkluderende retning.

Herudover stiller AI-bølgen nye krav til medarbejdernes digitale kompetencer. Her opfordrer de fire aktører virksomhederne til at slippe medarbejderne løs sammen med de generative AI-løsninger. Medarbejdernes afprøvning af AI-løsningerne skal understøttes med klare retningslinjer og læring internt i organisationen eller i samarbejde med eksterne leverandører eller uddannelsesinstitutioner.

Hvis din virksomhed er interesseret i at læse mere om virksomhedernes brug af AI kan du læse mere i den første undersøgelse af nordiske virksomheders brug af AI og kompetencebehov, som DI Digital offentliggjorde sammen med en række partnere inden jul.

Bo Wiberg

Bo Wiberg

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3081
  • Mobil +45 5213 2382
  • E-mail bowi@di.dk

Relateret indhold