18.03.24 DI Digital Nyheder

Mærsk har gjort XR-teknologi til en del af hverdagen og oplever positive resultater

I et partnerskab med SynergyXR udvikler Maersk Training virtuelle træningsprogrammer, der har til formål at styrke medarbejdernes kompetencer. Løsningen sparer både tid og penge, samt højner sikkerheden.

XR-teknologi er samlebetegnelsen for teknologier såsom VR, AR og MR, der gør det muligt visuelt at opleve steder og genstande, som vi ikke er i nærheden af. XR-teknologi har åbnet op for et hav af muligheder i erhvervslivet, hvor virksomheder ved brug af teknologien blandt andet kan skabe realistiske træningsmiljøer, teste produkter før de bliver produceret, forbedre kundeoplevelsen og styrke samarbejdet mellem teams.

I implementeringen af XR-teknologi har Mærsk Training taget førertrøjen på, hvor de sammen med virksomheden SynergyXR, der specialiserer sig i udviklingen af teknologiske løsninger inden for XR, har udviklet en række træningsprogrammer, der skal hjælpe med at forbedre deres medarbejderes færdigheder og effektivitet.

”Hos SynergyXR har vi en vision om at sætte nye standarder for fremtidens uddannelse og operationel effektivitet inden for industrien. Vores samarbejde med Maersk Training er et lysende eksempel på denne mission, hvor vi viser, hvordan domæne eksperterne fra Maersk Træning selv kan bygge XR-løsninger på vores platform hurtigt og effektivt uden nogen form for programmeringskendskab, som direkte kan revolutionere traditionelle uddannelsesmetoder.”

”Ved at udstyre Maersk Training med vores avancerede teknologi, løfter vi ikke kun deres forretningsmodel til nye højder; vi etablerer en ny milepæl for immersiv læring inden for maritim og offshore sektor," siger Mads Troelsgaard, CEO af SynergyXR.

Medarbejderne bliver blandt andet trænet i at håndtere potentielt farlige arbejdssituationer, som både kan være dyre og risikable at gennemføre i virkeligheden og svære at træne i daglig drift. Ved brug af XR-teknologi får medarbejderen mulighed for at opleve scenariet på egen hånd i et virtuelt rum, men under sikre og forsvarlige omstændigheder.

I de første projekter har Mærsk Training oplevet et løft i kursisternes præstationer og er særligt begejstret for resultaterne. Også hos SynergyXR ser de et kæmpe potentiale i samarbejdet, der er med til at styrke visionen om at hæve barren for, hvad der kan gøres digitalt.

Kom i gang med XR-teknologi

Ønsker din virksomhed også at få gavn af XR-teknologi? Så kom med, når Mærsk Training, SynergyXR og DI  åbner dørene op til et arrangement den 3. april om XR-teknologi, hvor de med en række use-cases vil demonstrere, hvordan teknologien kan anvendes.

Til arrangementet vil der være mulighed for sparring og diskussion omkring teknologiens potentialer og udfordringer, og hvordan man som virksomhed bedst kommer i gang.

Maria Helena Birkman Smith

Maria Helena Birkman Smith

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3030
  • Mobil +45 4038 7766
  • E-mail mhbs@di.dk

Relateret indhold