Ny AI-rapport tager pulsen på erhvervslivets arbejde med Generativ AI
En ny omfattende undersøgelse viser, at langt størstedelen af danske topchefer ser store udsigter for generativ AI. Alligevel halter Danmark bagud, hvad angår implementeringen af generativ AI i virksomheder.
DI har sammen med BCG og andre af landets største erhvervsorganisationer lavet en omfattende og dybdegående analyse, der undersøger virksomheders arbejde med generativ AI på tværs af industrier i Danmark.
Undersøgelsen viser, at hele 81% af danske topchefer tror på forretningspotentialet for generativ AI. Heraf tror 50% af topcheferne, at generativ AI kan få betydelig eller ligefrem transformerende indflydelse på deres virksomhed.
Men selvom danske topchefer ser det store potentiale, tager Danmark alligevel en trist tredjeplads i forhold til vores nordiske naboer, når det kommer til at udnytte forretningspotentialet i generativ AI. Det er ikke alarmerende lige nu, men det må ikke blive værre, lyder det fra Andreas Holbak Espersen, digitaliseringspolitisk chef hos DI:
“Man skal passe på med at råbe vagt i gevær over det. Men grunden til, at vi bruger så meget energi på det, og har øjnene rettet stift imod det, er, fordi vi tror på, at det bliver en nøglesten i vores konkurrenceevne fremover. Vi tror på, at det vil få monumental betydning på tværs af alle brancher. Også mere end vi kan se lige nu”
Kun 12 procent af danske virksomheder har implementeret generative AI-pilotprojekter, og kun 5 procent har implementeret teknologien i flere funktioner.
Det positivt, at så mange topchefer ser stort forretningspotentiale i generativ AI men, hvis Danmark skal forblive konkurrencedygtige på det digitale område, er det afgørende, at vi ikke bare vil AI, men at også vi sætter handling bag ordene:
”Generativ AI og kunstig intelligens i det hele taget rummer et kæmpe potentiale for øget vækst og højere produktivitet. Derfor er det rigtig vigtigt, at dansk erhvervsliv kommer i gang med at bruge det. Det er en skam, hvis Danmark bliver hægtet af, fordi vi ikke tør tage AI ved hornene.”, siger Andreas Holbak Espersen, digitaliseringspolitisk chef hos DI.
Værdien af implementeringen af AI mærkes ikke fra dag ét.
“Det er vigtigt at pointere, at kunstig intelligens ikke er noget quickfix, som man sætter i gang i dag og høster store gevinster af i morgen. Derfor er det i virkeligheden endnu vigtigere at forholde sig til det som en forretningsmulighed, og dernæst få lagt en strategi for anvendelsen af det.” siger Andreas Holbak Espersen, digitaliseringspolitisk chef hos DI.
Generativ AI på den politiske dagsorden
Undersøgelsen viser, at de virksomheder, der har formået at udnytte det fulde potentiale ved generativ AI, har anvendt teknologien til at transformere både omkostninger og skabe vækst. Virksomhederne har formået at introducere nye produkter eller tjenester, forbedre kundetilfredsheden og øge omsætningen.
Virksomhedernes resultater demonstrerer, hvorfor det netop er vigtigt, at vi ikke venter med at implementere generativ AI i erhvervslivet. Det vil både kunne revolutionere måde vi driver virksomhed på, men også måden vi driver vores samfund.
Men opgaven er ikke let. Og hos 71 procent af de adspurgte virksomheder betragter man mangel på talent, som en væsentlig udfordring. Derudover viser rapporten også, at virksomhederne ser manglende investeringer og en mangel på datatilgængelighed og –kvalitet som væsentlige udfordringer.
For at virksomhederne skal kunne tage de næste skridt er der derfor vigtigt, at vi har grundlæggende erhvervsvenlige forhold.
“Derfor er det godt at se, at regeringen melder ud om større fokus på ambitiøs politisk handling, når det kommer til AI. Det gælder også Digitaliseringsministerens udmelding om, at der kan være behov for ny lovgivning ift. at indfri potentialerne ved AI, så vi kan få skabt gunstige og ikke mindst rigtige rammer for virksomhederne til at kunne udvikle og anvende AI. Fx skal der lovændringer til, hvis vi skal sikre bedre adgang til højkvalitetsdata” siger Andreas Holbak Espersen, digitaliseringspolitisk chef hos DI.
DI hjælper virksomhederne på vej
Det er nu, at vi skal i gang, hvis vi også skal være konkurrencedygtige fremover når det kommer til AI.
For at gøre opgaven om at implementere generativ AI i sin virksomhed så overskuelig som mulig, har DI sammen med vores medlemmer udviklet et vejledningsunivers, der blandt andet indeholder en værktøjskasse med konkrete guides, vejledninger og skabeloner.
Analysen er udarbejdet af Boston Consulting Group (BCG) i et bredt samarbejde med DI Digital, Dansk Erhverv, Finans Danmark, F&P - Forsikring og Pension og IT-Branchen.