15.02.22 DI Energi Nyheder

Smart Country Convention 2022

Der er fokus på digitaliseret energiforsyning, energieffektivisering og smart cities ved ”Smart Country Convention” den 18.-20. oktober i Berlin. Medlemmer af DI Energi inviteres med.

Tyskland skruer op for digitalisering

Smart Country Convention er Tysklands største begivenhed for digitalisering af den offentlige sektor og services. I lyset af corona-pandemien er værdien af digitalisering blevet lysende klar for enhver, og Tysklands mangler på området er blevet mere tydelige. Derfor sætter den nye tyske regering ny og forstærket opmærksomhed på digitalisering på alle felter – herunder digitalisering som et middel til at opnå øget energieffektivisering, grøn energiforsyning og smarte, ressourceeffektive og moderne byer og boliger.

Danske erfaringer efterspørges

Tyskland befinder sig i midterfeltet blandt EU-lande, når det gælder digitalisering. Danmark befinder sig derimod helt i front. Det åbner muligheder for at fremvise og dele de danske erfaringer - både det brede samfundsperspektiv og de konkrete teknologiske og kommercielle løsninger. Og det åbner et nyt stort marked for de digitalt baserede løsninger, som danske virksomheder markedsfører – ikke mindst på energiområdet.

Smart Country Convention

DI sætter nu i fællesskab fokus på de digitale markedsmuligheder i Tyskland. Smart Country Convention er en kombineret udstilling og konference, som tiltrækker beslutningstagere på højt niveau fra hele Tyskland. Den danske pavillon skaber grundlag for at fremvise digitale løsninger og kompetencer og at drøfte deres muligheder med tyske kunder og beslutningstagere. Den danske pavillon er åben for virksomheder fra flere brancher med interesse i at fremvise deres løsninger for det hastigt voksende tyske marked.

Fokus på energi og grønne løsninger

DI Energis medlemmer har mulighed for at fremvise deres grønne løsninger og at drøfte dem med offentlige partnere og private kunder – og en række større Stadtwerke, som også forventes at deltage og engagere sig i begivenheden. Afhængigt af deltagerkredsen på dansk side kan der gennemføres målrettede seminarer og rundbordssamtaler, hvor et dansk-tysk samarbejde om digitale, grønne energiløsninger kan drøftes.

Hvor og hvornår

Smart Country Convention finder sted den 18.-20. oktober 2022 i Berlin. DI Energi er medarrangør af den danske pavillon og fokusseminarer på dansk-tysk samarbejde om digitalisering af energiforsyningen, herunder smart metering, energieffektivitet i el, fjernvarme og produktion og sektorkobling. Deltagelsen bygger oven på gode erfaringer med dansk deltagelse i Smart Country Convention i 2018 og 2019 – herunder den gode respons på digitale, grønne danske løsninger.

Tilmeld dig nu!

Tilmelding er åben netop nu – og tilmelding er nødvendig.

Se mere om Smart Country Convention 2022 her.

Se mere om den danske fællesstand og tilmeld dig her.

Relateret indhold