03.11.23 DI Energi Nyheder

Ud med naturgassen – ind med fjernvarme, varmepumper eller biogas?

Biogassen er et underbelyst alternativ til fjernvarmen. Det er hovedbudskabet fra Kristian Nielsen, sekretariatsleder i Green Gas Denmark, der vil give borgere frit valg mellem fjernvarme, varmepumper og biogas.

Debatindlægget er også bragt i ENERGIWATCH den 03. november 2023

Udfasning af naturgassen til rumopvarmning er en vigtig politisk målsætning, som der heldigvis er flere gode svar på.

Tempoet i konverteringen af gaskunder til fjernvarme er faldet – det er mange steder for omkostningstungt at blive tilsluttet fjernvarmen, og gassen er faldet i pris. Spørgsmålet er derfor, om der ikke er rimelige alternativer til fjernvarmen.

Biogassen er et underbelyst alternativ, der kan være relevant, særligt indtil fjernvarmen når frem til den enkelte bolig. Biogas kan gøre varmeforsyningen grønnere uden forcering og fordyrelse af fjernvarmen.

Forpligt gasleverandører til støttefri biogas

En løsning kunne være at implementere en pligt hos gasleverandørerne til at forsyne fuldt ud med støttefri biogas fra og med 2030 og med en indfasning fra 2024. 

I en sådan model vil gasleverandørerne konkurrere om at købe og levere billigst mulig biogas til gavn for gasforbrugerne og med prispres på biogasproducenterne. Varmekunderne vil afveje omkostningen ved biogas mod alternative varmeløsninger. På den måde har kunderne det korrekte, markedsbaserede grundlag til at vælge en grøn varmeløsning.

De vil vælge fjernvarme, varmepumpe, biomassefyr eller biogas – afhængig af hvilken løsning, de vurderer billigst og mest bekvem.

En biogasforsyningspligt kan således gøre gaskunderne klimaneutrale uden store infrastrukturinvesteringer. Det er blot reguleringen, der skal ændres, og så skal der på markedsmæssige vilkår investeres i nye biogasanlæg, der producerer grøn gas uden støtte.

Staten skal selvfølgelig ikke afgiftspålægge den klimaneutrale biogas, og staten skal på den anden side heller ikke yde tilskud til biogasproduktionen. Hvis biogassen ikke er økonomisk attraktivt for forbrugerne, så vil de skifte til et relevant alternativ – fjernvarme eller varmepumpe.

Er der nok biogas?

Ja, der er gode muligheder for at producere mere biogas. I Danmark har vi på kort tid udviklet verdens førende biogasproduktion med en rekordhøj biogasandel på 40 pct. i gasnettet – og stigende.

Energistyrelsens Analyseforudsætninger til Energinet forudser et gasforbrug på 64 PJ i 2023 og faldende til 39 PJ i 2030. I Gasstrategien fra 2021 ser Energistyrelsen et potentiale for biogasproduktion på 50 PJ i 2030 og med mulighed for op til 94 PJ gasproduktion ved øget brug af halm til biogas og endda helt op til 165 PJ ved elektrometanisering, som det hedder, når den sidste del af den rå biogas sammen med brint laves om til metan/biogas.

Potentialet for grøn metan/gas overstiger således behovet i 2030 med en faktor 4. Det tager ca. et år at bygge et biogasanlæg, dertil kommer tid til myndighedstilladelser og til at rampe biogasproduktionen op. Regn dermed med en tilløbstid på halvandet til to år for ny biogas. Det er den reaktionstid, som gasleverandørerne skal bruge for at kunne leve op til en biogaspligt uden at flytte biogas mellem kundegrupper.

Klimapartnerskaberne opgjorde i 2020 et samlet behov for biogas til 50 PJ i Danmark heraf 14 PJ til tung industri og 3 PJ til procesindustrien. Det er et behov, der rigeligt kan tilgodeses indenfor ovenstående potentiale fra Energistyrelsens gasstrategi, også selv om en andel af boligopvarmningen på 15 PJ i 2021 i en periode vil blive forsynet med ny biogasproduktion.

Russisk naturgas

Hvad med den russiske naturgas? Den bruger vi slet ikke i Danmark. Men et mindre naturgasforbrug i Danmark øger transit gennem eller eksport fra det danske gassystem til Tyskland, Holland eller Polen og fører til et tilsvarende mindre behov for import af russisk gas til det europæiske gassystem – og det uanset om reduktionen opstår som en følge af konvertering fra naturgas til fjernvarme eller til biogas.

Varmeregningen

Regnestykket for den enkelte husholdning er for de fleste en stor investering i fjernvarme med en lavere årlig varmepris stillet overfor fortsat brug af en allerede betalt gaskedel og en omkostning til indkøb af biogas på markedsvilkår plus en distributionstarif.

Biogassen til opvarmning bør være ustøttet og derfor også afgiftsfritaget. Energi- og CO2-afgifterne på i alt 3,68 kr./m3 kan bruges til øget betaling til biogas som erstatning for støtte til biogasproduktion. Sidste år fik biogassen 3,23 kr./m3 i støtte, og i 2021 fik biogassen 5,38 kr./m3 i støtte. Mon ikke det kan hænge sammen?

I den seneste prisstatistik for fjernvarmeområdet fra Forsyningstilsynet har en såkaldt standardkunde med et årligt varmebehov på 18,1 MWh (1.645 m3) en gennemsnitlig varmeomkostning på 15.404 kr. i 2023. Den tilsvarende omkostning for en biogaskunde kan med prisoplysninger fra www.gasprisguiden.dk opgøres til 20.667 kr. Det er en meromkostning på 5.263 kr. om året – til gengæld er der sparet en investering i fjernvarme. Hvis varmeforbruget er mindre end 18,1 MWh (1.645 m3) om året, så er omkostningen til biogas tilsvarende mindre.

En biogasforsyningspligt placeret hos gasleverandørerne sikrer på enkel vis grøn omstilling hos gasvarmekunderne og fjerner presset for en forceret udbygning af fjernvarmenettet.

Relateret indhold