Brintrøret er en investering i vores grønne fremtid
Danmark skal og bør spille en hovedrolle i dekarboniseringen af Europa – og i produktionen af grønne brændstoffer. Det var vores budskab i en dobbeltsidet annonce i Børsen onsdag den 21. februar 2024, da vi sammen med en samlet PtX-branche sendte et klart budskab til vores regering.
Brintrøret gennem Jylland til Tyskland vil være en investering i vores grønne fremtid, og endda bane vej for storskalaproduktion og tværgående kommercielt samarbejde om produktion og forbrug af grøn brint.
Om kort tid skal regeringen komme med et udspil til, hvordan den vil finansiere brintrøret – en investering på 16 milliarder kroner.
Vi i DI Energi og vores kollegaer i branchen mener, at staten og den danske brintindustri bør dele risikoen ved investeringen.
Industrien er klar til at bygge for omkring 50 milliarder kroner i grønne brintfabrikker og investere mere end 100 milliarder kroner i grøn elproduktion. Det er store investeringer, som kræver vished fra staten om, at brintrøret bliver bygget – og hvis, er industrien klar til at booke en kapacitet på minimum 300 megawatt.
De 300 megawatt er ikke uvæsentlige, fordi på den måde kan den enkelte udvikler udløse det forpligtende brugertilslutningskrav, og det er den nødvendige model, hvis brintindustrien skal realiseres.
Nu håber vi, at regeringen har hørt vores budskab – for skal vi flytte de enorme mængder grøn energi, som i fremtiden vil blive produceret af sol og vind på land samt vindmøller i Nordsøen, så er der brug for et brintrør NU!