17.05.23 DI Handel Nyheder

Nyt projekt hjælper SMV’er i gang med due diligence

EU’s direktivforslag om due diligence omfatter ikke kun de største virksomheder men ligeledes SMV’erne. Derfor har DI Handel i samarbejde med DI og UN Global Compact og med tilskud fra Erhvervsstyrelsen startet projektet ”Handelsvirksomhedernes due diligence”. Formålet er at hjælpe vores medlemmer i gang med at arbejde med due diligence.

DI Handels nye due diligence projekt kan hjælpe virksomheder med at tage de første skridt i retning mod mere ansvarlige produktioner, forsyningskæder og en mere bæredygtig fremtid. Ligeledes kan det styrke SMV’ernes konkurrenceevne, skabe større tillid fra kunderne og forbedre risikostyring både i Danmark og globalt.

Med et e-læringsværktøj, en vejledning og løbende vidensdeling, skal projektet gennem det næste år hjælpe handelsvirksomheder med at påbegynde arbejdet med at integrere due diligence i deres politikker for at undgå krænkelser af menneskerettigheder samt negative miljømæssige indvirkninger.

EU stiller krav til due diligence

I februar 2022 fremlagde EU-Kommissionen direktivforslaget, Corporate Sustainability Due Diligence, der bl.a. stiller krav til de største virksomheder om at undgå krænkelser af menneskerettigheder og miljøsvigt i deres forsyningskæder via krav til due diligence og rettidig omhu.

Direktivet omfatter ikke direkte SMV’er, men SMV’er er ofte en helt afgørende del af store virksomheders forsyningskæder. Dermed bliver due diligence lige så relevant for SMV’erne, da vi kan forvente, at de store virksomheder vil stille kravene fra direktivet videre til deres leverandører.

Handelsvirksomheder, der videreforhandler færdigproducerede produkter som tredje/fjerde led af forsyningskæden, skal være opmærksomme på forsyningskæderne for ”køberen” og forstå de risici, som samhandlen byder i relationen til det kommende direktiv.

Vi har snakket med virksomheden Scanseason A/S, der sælger festartikler B2B. De oplever, at due diligence har skabt nye muligheder for deres virksomhed. Læs artiklen her: Due diligence kan skabe potentiale på nye markeder

Kom i gang med nyt e-læringskursus

UN Global Compact har lavet et e-læringskursus, der skal hjælpe SMV’er med at fremtidssikre deres virksomheder ved brug af due diligence. Kurset bygger på UN Global Compacts 10 principper og hjælper SMV’er med at identificere, hvilke faktiske og potentielle indvirkninger på menneskerettigheder og miljø virksomheden har gennem sine aktiviteter.

Der vil blive stillet krav til større virksomheders due diligence og deres leverandørkæder i den kommende tid. Flere EU lande har ligeledes med national lovgivning stillet krav til de store virksomheders due diligence og deres værdikæder. Derfor er det endnu mere vigtigt, at de danske SMV’er påbegynder arbejdet med due diligence.

Tre webinarer, der klæder jer på til due diligence

Som en del af projektet afholder vi tre webinarer, der sammen med eksperter på området stiller skarpt på, hvordan SMV’er kan kickstarte arbejdet med due diligence.

Se vores webinar ”Hvorfor skal jeres virksomhed arbejde med due diligence?”, hvor vi sætter fokus på, hvad due diligence er, hvorfor virksomheder bør arbejde med due diligence og fordelene ved at komme i gang. Webinaret vil også gøre dig klogere på nuværende og kommende regler. Du kan finde webinaret her: Hvorfor skal jeres virksomhed arbejde med due diligence?

Se også vores webinar ”Sådan fremtidssikrer du din SMV”, hvor UN Global Compact Denmark giver en introduktion til deres e-læringskursus ”Future proofing your SME”. E-læringskurset kan hjælpe jer til at stille de rigtige spørgsmål og på den måde identificere aktuelle og potentielle risici ved jeres virksomhedsdrift. Du kan finde webinaret her: Sådan fremtidssikrer du din SMV 

Den 22. august 2023 afholder vi det tredje webinar i projektet. Find det her: En praktisk vejledning til due diligence

Skrevet af:

Astrid Jessen

Relateret indhold