Daarbak Design kan i dag tilbyde deres kunder møbler lavet af kundens eget plastikaffald. Senest har Daarbak Design lavet møde- og konferencestole af brugte valgplakater som medarbejderne på Københavns Rådhus nu har glæde af.

Daarbak Group
14.08.23 DI Handel Nyheder

Daarbak Group har fokus på due diligence i deres værdikæde

Virksomheder kan lige nu træffe et valg om at gå forrest og få styr på deres værdikæde gennem due diligence - risikostyring og processer - så de kan være førende på markedet og positionere sig stærkt inden for bæredygtighed.

Daarbak Group, en af Danmarks største leverandører af kontorindretning og kontorforsyning, tror på, at lige om hjørnet lurer en tid, hvor bæredygtighed bliver et konkurrenceparameter – hvis den tid ikke allerede er kommet. Derfor har virksomheden valgt at gå forrest og sætte fokus på bæredygtighed i deres værdikæde gennem due diligence.

Hvad er due diligence?

Due diligence betyder håndtering af risici og rettidig omhu. For at kunne håndtere risici, skal din virksomhed først identificere risici ved jeres virksomhedsdrift og dernæst have processer for håndteringen af disse risici.

Due diligence i relation til menneskerettigheder og miljø kan være, hvor en virksomhed på tværs af sin værdikæde på en struktureret måde arbejder på at undgå at krænke menneskerettighederne eller at skade miljøet. Det kan f.eks. være at undgå, at ens leverandører bruger børn som arbejdskraft, eller forurener drikkevandet for den lokale befolkning, og at ens produkter skader brugerne.

Daarbak Groups bæredygtighedsrejse startede for flere år siden da Jan Bertelsen, salgsdirektør i Daarbak Design, begyndte at kigge på virksomheden og dens drift med nye øjne. Med et ønske om at drive virksomheden på en mere cirkulær måde, begyndte Jan at overveje, hvordan Daarbak Design kunne gøre affald til en ny ressource i form af nye møbler. 

Det krævede et opgør med den hidtil lineære forretningsmodel, som tidligere var den almindelige måde at drive forretning på både som kunde og leverandør.

I 2020, før bæredygtighed for alvor kom på alles læber, købte Daarbak Design et selskab, der tager produkter tilbage for at upcycle, gensælge eller donere dem til velgørenhed - på den måde har Daarbak Design udviklet en "take back service".  I dag har Daarbak Design udviklet dette koncept, så de både sælger brugte møbler og producerer møbler af genanvendt materiale. Blandt andet kan de i dag tilbyde deres kunder møbler lavet af kundens eget plastikaffald.

Senest har Daarbak Design lavet møde- og konferencestole af brugte valgplakater som medarbejderne på Københavns Rådhus nu har glæde af. Stolene er lavet at 75 pct. valgplakater og resten af materialet er lavet af farvepigment og glasfiber for at sikre stolens styrke og stabilitet. Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan Daarbak Design hele tiden arbejder på at finde nye løsninger på fremtids ressourceknaphed. Visionen er at kunne producere kontormøbler uden anvendelse af nye materialer.

I gang - men slet ikke i mål
Selvom Daarbak Group har taget flere vigtige skridt mod en mere bæredygtig fremtid, er der stadig lang vej endnu. Eksempelvis er de i gang med at lægge en plan for, hvordan de skal systematisere deres due diligence processer. Fordi de stadig mangler led i deres professionaliseringsrejse, drives virksomhedens due diligence lige nu ud fra sund fornuft.

Jens Dueholm, partner i Daarbak Group, mener, at det kan være farligt at lade sig hindre af den store kompleksitet, due diligence indeholder; at for mange virksomheder kommer til at tænke alt for forkromet om due diligence.

Som virksomhed bliver man nødt til at komme ud over stepperne og i gang. Det nytter ikke noget, at man vil have styr på det hele på én gang – tag et skridt ad gangen! Hellere gøre noget end intet. Jens Dueholm, partner i Daarbak Group.

Jens påpeger, at det er udfordrende for mange at gøre noget halvt. Det vil mange typisk mene er en god ting, da det oftest vil blive anset som et kvalitetstegn, at man gør arbejdet fuldt ud. Men når det kommer til due diligence i virksomheders værdikæder, vil virksomhederne typisk opleve, at det ene tager det andet og før man har set sig om, kan man give sig i kast med en lang række initiativer og løsninger for at forbedre sin virksomheds påvirkning på omverdenen. Problemet er bare, at man som virksomhed ikke altid har hverken tid eller ressourcer til alle de opgaver, der kan opstå gennem arbejdet med due diligence.

Derfor mener Jens Dueholm også, at man som virksomhed bliver nødt til at prioritere, hvor man lægger sin tid og energi og acceptere, at virksomheden kun kan fokusere på udvalgte problemstillinger, optimere på disse parametre og vente med yderligere tiltag og løsninger til, at ressourcerne rækker til det.  

Faktaboks

De enkelte skridt i en due diligence-proces: Due diligence består af en cirkulær proces, hvor en virksomhed på baggrund af en risikovurdering fastsætter nogle handlingsplaner og mål, fører handlingerne ud i livet, følger op på resultaterne, og derefter revurderer risici og fastsætter nye mål. Verden og virksomheder er foranderlige, og der opstår konstant nye risici, så på den måde er due diligence en løbende indsats uden udløbsdato.

For at hjælpe SMV’er til at komme i gang med deres due diligence arbejde og få sat noget struktur på det, har UN Global Compact Denmarks udarbejdet et interaktivt e-læringskursus Sådan fremtidssikrer man sin SMV, der kan kickstarte din virksomheds arbejde med due diligence. Find mere information om kurset her.

Store virksomheder skal tage ansvar
Jens Dueholm mener, at Daarbak Group har et ansvar for at sikre, at bæredygtighed og vækst går hånd i hånd.  For at sætte skub i både den miljømæssige og sociale agenda prøver Daarbak Group hele tiden at stille krav til og være i dialog med deres kunder og leverandører. Jens tror på, at de skal påvirke deres kunder, der både omfatter den offentlige sektor og det danske erhvervsliv, til at træffe ansvarlige og mere bæredygtige beslutninger, når de køber kontorindretning og kontorartikler.

Det er selvfølgelig vigtigt, at Daarbak Group har styr på deres eget ressourceforbrug, men ifølge Jens skal den store miljø- og klimagevinst høstes i det danske erhvervsliv. Når man som virksomhed vil ændre kundernes efterspørgsel, så den bliver mere ansvarlig, kræver det også, at man selv tør at træffe ”et bedre valg”. Jens mener derfor, at en virksomhed som Daarbak Group må vise mod nok til f.eks. at tilvælge nye leverandører, der også fokuserer på den menneskelige og miljømæssige dagsorden.

Når vi får kendskab til leverandører med et fedt koncept og en god vision, skal vi turde at satse på dem – også selvom de endnu ikke kan dokumentere alt, kan man med sund fornuft komme langt og få dokumentationen senere. Jens Dueholm, partner i Daarbak Group.

For Daarbak Group er lovgivning – både nuværende og kommende – ikke den afgørende faktor for deres arbejde mod en grønnere og mere ansvarlig fremtid. De tror på, at den grønne og ansvarlige dagsorden er kommet for at blive, og at virksomheden vil være kundernes foretrækkende leverandør til deres kontorer i fremtiden, så længe de positionerer sig stærkt som et ansvarligt og mere bæredygtigt valg sammenlignet med deres konkurrenter.

Relateret indhold