05.02.18 DIB Blog

Blog: Fem gode grunde til at heppe højlydt på de danske virksomheder

Direktør Kent Damsgaard, Dansk Industri, blogger om hvorfor det er godt for Danmark, når virksomhederne har det godt.

Det går godt i danske virksomheder for tiden. Der er fremgang i salget, ordrebøgerne bliver tykkere og tykkere, og beskæftigelsen er de seneste godt 4 år steget med over 180.000 private arbejdspladser i Danmark. Fra Skagen til Gedser. Fra Esbjerg til Svaneke. Fra den lille nystartede virksomhed til de allerstørste og ældste virksomheder. Og optimismen fortsætter. Virksomhederne har høje forventninger til 2018. Til nye kunder, nye ordrer og endnu flere nye arbejdspladser. Det er rigtigt godt for virksomhederne, for deres medarbejdere og for alle andre rundt omkring i Danmark.

Her er fem grunde til, at du skal glæde dig over fremgangen – uanset om du er en af de mange, der er ansat i en virksomhed, om du er offentligt ansat, pensionist, studerende eller noget helt femte.

Vores undersøgelser viser igen og igen, at vi er i toppen af det internationale produkthierarki, fordi vi tilfører produkterne udsøgt kvalitet, design, fleksibilitet og i særlig grad løser kundernes behov. Kent Damsgaard, Politisk direktør

For det første: Adgang til gode job

For alle borgere er det godt, at der er gang i økonomien, og det er til at finde arbejde både for en selv og for ens nærmeste. Også selvom man har et godt job, er det rart at vide, at hvis man en dag – enten af nød eller lyst – skal ud at finde nyt arbejde, så er der gode muligheder. Det giver færre bekymringer. Og hvis man har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, så er chancerne bedre nu end de har været længe.

For det andet: Stærkere finansiering af vores offentlige velfærd

Når mange er i job, sparer vi som samfund penge på dagpenge og kontanthjælp - og opnår samtidig øgede skatteindtægter. Det giver en langt mere robust finansiering af vores velfærdssamfund. Hver gang der kommer 10.000 danskere varigt i job fra passiv forsørgelse, så er der på den lange bane 3½ mia. kr. mere at bruge på f.eks. skoler, veje, hospitaler og plejehjem.

For det tredje: Pensionsopsparingen stiger

Når ledere og medarbejdere i disse år i fællesskab udvikler nye og bedre produkter og services, nye og smartere måder at gøre tingene på, så står både danskerne og danske virksomheder stærkere i den internationale konkurrence. Sundere og stærkere virksomheder betyder også stigende aktiekurser. Så udover flere og bedre jobs, kan alle os, der sparer op til pension f.eks. i en arbejdsmarkedspension, også nyde godt af øget afkast som følge af fremgangen på aktiemarkederne. 

For det fjerde: Nøglen til lokal udvikling

Vi ser det rundt omkring i landet. De byer, der tiltrækker virksomheder og arbejdspladser, er i udvikling. Bymidten liver op, befolkningstallet stiger og kulturlivet blomstrer. Og det ser vi mere og mere rundt omkring i landet, hvor der nu er tydelig fremgang i mange lokalsamfund. Også her er lokomotivet de private virksomheder og de job, som de skaber.

For det femte: En mangfoldighed af valgmuligheder

Danske produkter og services er efterspurgte over hele verden. Vores undersøgelser viser igen og igen, at vi er i toppen af det internationale produkthierarki, fordi vi tilfører produkterne udsøgt kvalitet, design, fleksibilitet og i særlig grad løser kundernes behov. Og danske produkter kommer længere og længere ud i verden. Derfor har vi i dag en meget stor eksport, som giver os mulighed for på betalingsbalancen at finansiere en høj import af forbrugsvarer til os danske forbrugere, som kan vælge frit blandt et kæmpe udbud fra hele verden. Uanset om det gælder biler, tøj, fødevarer eller elektronik.

Så jo, der er god grund til heppe højlydt på de danske virksomheder og deres mange medarbejdere. Og der er god grund til, at erhvervsliv og politikere i fællesskab sikrer de bedste rammer for, at fremgangen kan fortsætte til bred gavn for danskerne. Rammes vi af tilbageslag, så er der nemlig også fem gode grunde til, at det er rigtigt skidt.

Indlægget er også bragt i Berlingske Tidende

Kent Damsgaard

Kent Damsgaard

Politisk direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk

Relateret indhold