27.09.23 DIB Leder

Velkommen til havefesten i det nye DI

DI har styrket sin position som aktør i samfundet på en lang række områder, båret af medlemsvirksomhedernes opfindsomhed og evne til at finde løsninger og tage  et ansvar i bred forstand.

Vi er privilegerede, fordi vi kan drive virksomhed i et velfungerende samfund. Derfor har vi også et ansvar for at udvikle det land, vi kerer os så meget om.

Sådan indrammer Torben Larsen den mission, der dagligt motiverer ham gennem årtiers arbejde med at drive metalvirksomheden Give Steel, der beskæftiger 600 medarbejdere i Midtjylland. Torben Larsen er blot én af mange erhvervsledere, der hver dag kæmper for at bidrage til det danske samfund i bred forstand, og blot én af flere inspirerende fortællinger i dette magasin. 

Du møder også iværksætteren Trine Angeline Sig, Real Relief, som fra Kolding sælger og producerer særlige menstruationsbind, der hjælper kvinder i ulande til at få en uddannelse, mens vognmanden Jens-Ole Larsen fra Slagelse Transportcenter får hundredvis af unge på ret køl med job og uddannelse.

I DI er vi stolte af erhvervslivets utallige ildsjæle. I tager hver dag ansvar og viser mod, hjerte og styrke til gavn for alle danskere. I løser udfordringer og ser muligheder i samfundet som helhed, mens I sikrer arbejdspladser og dermed indtjeningsgrundlaget under velfærden.

Lederen fortsætter under videoen.

Alle bringer noget til bordet

Det er ledere som jer, der er fundamentet under det danske samfund og værdier som samarbejde og opfindsomhed samt gå-på-mod.

I billedlig forstand er Danmark summen af, hvad alle deltagere bringer med til bordet, når vi går til en klassisk havefest. Nemlig et fællesskab hvor alle får mere med hjem, end hvad de kommer med. Det kan være nye bekendtskaber, nye ideer, ny inspiration eller noget helt fjerde.

Den havefest er vi i DI stolte over at være værter for.

Brug for et stærkere fællesskab

Det kan være svært at se, hvor problemerne ender og mulighederne begynder i en verden, hvor det går hurtigere, og kompleksiteten er større end nogensinde. Det kalder på et stærkere fællesskab, og en endnu tættere dialog mellem alle parter og samfundslag for at sikre udviklingen af løsninger til gavn for virksomheder – og dermed også for hele landet. Derfor er der også behov for et endnu stærkere, mere relevant og moderne DI.

Vi har derfor i de senere år styrket DI’s position som aktør i samfundet på en lang række områder, hvor jeres opfindsomhed og evne til at finde løsninger mødes til festen på det grundlag, at danske virksomheder vinder, når Danmark vinder.

Sammen med medlemsvirksomhederne har vi tilstræbt at forstærke den forskel, danske virksomheder gør i verden – hver for sig og sammen. Hvor man lærer af hinanden lokalt og globalt og optimistisk prøver nye veje af, så 1+1 nærmere giver 11 end 2. Og så vi ikke kun peger på problemer, men også bringer løsninger til bordet. Ellers står vi jo bare uden for festen – uden ansvar og uden indflydelse.

Dansk Industri er fra 1838 – og det er blevet til utallige ”havefester” siden da. Vores seneste logo blev taget i brug i 2008, og det har siden været synligt på alt fra hustag til brevpapir og hjemmesider. I mellemtiden er vores position i samfundet blevet bredere og større i takt med, at DI-­fællesskabet er vokset. Derfor får vi et nyt visuelt udtryk, der både passer, til hvem vi er, og hvad vi er.

Velkommen til det nye DI.

Velkommen til fællesskabet og havefesten.

Og god læselyst. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold